Folkemøde Møn har fået bevilget 100.000 kroner i støtte fra Tuborgfondet.
Det skriver PR-gruppen fra Folkemøde Møn i en pressemeddelelse.
Uden et velfungerende demokratisk samfund baseret på fakta og ikke falske nyheder vil det blive svært at håndtere fremtidens udfordringer
Bevillingen er især rettet til Folkemøde Møn for Unge, der afholdes som en del af Folkemøde Møn.
- Vi er rigtig glade for, at Tuborgfondet igen har fundet anledning til at støtte vores sjællandske folkemøde. Det giver alle os, der tror på en seriøs og åben demokratisk debat, store forhåbninger til fremtiden, siger Vibeke Grønbæk, der er næstformand for Folkemøde Møn, i pressemeddelelsen.
- Det gælder ikke mindst med hensyn til vores unge, der jo om få år vil være dem, der sidder ved roret og styrer fremtidens samfund, fortsætter hun.
VIDEO: I denne uge blev Vordingborg Kommune kåret til at være landets bedste for unge - blandt andet på grund af indsatsen med folkemødet for unge på Møn.
Klima på dagsordenen
Årets folkemøde vil koncentrere sig om de tre hovedområder klima, verdensmål og demokrati, og årets folkemøde bliver det syvende i rækken.
- Ikke mindst det sidste er helt afgørende for vores fremtid. Uden et velfungerende demokratisk samfund baseret på fakta og ikke falske nyheder vil det blive svært at håndtere fremtidens udfordringer, siger Vibeke Grønbæk i pressemeddelelsen.
Salg af stader og debatter er startet. Enhver, der har interesse i at deltage, skabe en debat eller bare hjælpe med afviklingen af folkemødet kan kontakte sekretariatet.
Folkemøde Møn afholdes den 28. og 29. august i Stege.