¨

Første sted i Danmark - Vordingborg anskaffer lysvåben mod corona

Et nyt og effektivt værktøj mod virus og bakterier blev i dag indviet i Vordingborg. Ifølge opfinderen bag maskinen er den mere effektiv end sprit.

01:43

Når lågen lukker, tænder det særlige UVC-lys, og på få minutter er virus og bakterier tilintetgjort. Video: Tina Mortensen - TV2 ØST

Kampen mod coronasmitte har ført til en mangedobling i forbruget af sprit i hele landet. Det gælder også på plejehjemmet Ulvsundcentret i Vordingborg Kommune. Men fra i dag har personalet fået et nyt våben mod virus og bakterier. En såkaldt UVC-boks, der desinficerer ved hjælp af lys.

I forhold til de undersøgelser, som vi har set, er det mere effektivt end sprit

Esko Schmidt-Sørensen, opfinder, Præstø

- Vi har fået en UVC-boks til at overfladedesinficere alt det, som vi overhovedet kan, fortæller Susanne Winther, distriktsleder, Distrikt Ulvsund i Vordingborg Kommune. Som landets første kommune har Vordingborg investeret i to af de virusdræbende bokse.

- Vi får overfladedesinficeret mere, end vi er vant til med sprit og spritklude, og den kommer også de steder, vi ikke kan se.

På Ulvsundcentret i Vordingborg er begejstringen for den nye maskine stor. Susanne Winther, distriktsleder, Vordingborg Kommune (tv) fortæller, maskinen gør bedre rent end den sprit, man hidtil har brugt, fordi lysets trænger ind i alle hjørner. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

UVC-boksen er designet af opfinder Esko Schmidt-Sørensen fra Præstø.

- Siden 1900-tallet har man vidst, at lys med en bestemt bølgelængde, 254 nanometer, som er UVC-lys, nedbryder RNA og DNA i celler. DNA-kæder er som en stige, og UVC-lys klipper trinene over. Det som sker, når man har givet en tilstrækkelig dosis, det er, at virus og bakterier ikke kan formere sig længere, fordi deres DNA og RNA nedbrydes, fortæller Esko Schmidt-Sørensen.

Boksen er indrettet med lysrør, der kaster lys hele vejen rundt om den genstand, der skal desinficeres.

Panikken bredte sig

Idéen til at bruge UVC-lys fik Esko Schmidt-Sørensen i forbindelse med et andet projekt om lys til planteproduktion. Herfra vidste han, at UVC-lys er effektiv mod virus og bakterier. En oplysning, der blev særligt relevant, da coronaepidemien ramte Danmark i februar 2020.

Opfinder Esko Schmidt-Sørensen har arbejdet med lys i mange år. Han kendte til UVC-lysets egenskaber før coronakrisen, men omsætte viden til en ny maskine, da epidemien ramte. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

- Lige da coronakrisen kommer, opstår der panik i hele verden. Ingen ved, hvor alvorligt det er, eller hvor mange der dør, siger opfinderen og tilføjer:

Det er kun fantasien, der sætter grænser

Susanne Winther, distriktsleder, Vordingborg Kommune

- Jeg havde via noget bekendtskab, familie og venner, kendskab til en, der døde som 50-årig – en af de første herhjemme, og min nabo på den anden side af vejen fik også corona, da han var i Østrig, så panikken bredte sig. Derfor tænkte vi, kan vi gøre noget for at afhjælpe – så skulle vi prøve at gøre det. Det var en af grundene til, at vi gik i gang.

Esko Schmidt-Sørensens virksomhed, Esko Design, producerer til dagligt lamper, men er nu i gang med at producere de første 25 UVC-bokse til salg. Ambitionen er en storskalaproduktion.

- Vi har fået testet UVC-boksen op imod nogle hygiejnestandarder, hvor man tager en million bakterier, lægger dem ind i boksen, og så ser man på, hvor mange der overlever. Mellem ti og 100 overlever i vores boks. Det er et meget lille tal. I forhold til de undersøgelser, som vi har set, er det mere effektivt end sprit, fortæller opfinderen.

Gør bedre rent end sprit

Prisen for en UVC-boks er 17.000 kroner. Til gengæld sparer den både tid og sprit og giver en større sikkerhed for, at tingene er rene, forklarer Esko Schmidt-Sørensen.

Foreløbigt er 25 UVC-maskiner sat i produktion. Men ambitionen er storskalaproduktion på linje med andre af Esko Schmidt-Sørensens opfindelser. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Boksen er designet, så selv de største bærbare computere på markedet i udslået tilstand kan blive desinficeret i maskinen. Og på Ulvsundcentret har man allerede brugt UVC-boksen til at desinficeret alt fra træsko over cykelhjelme og nøgler til tastaturer, fortæller Susanne Winther.

- Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Forventninger til ny teknologi

Borgmester i Vordingborg, Mikael Smed (S), fortæller til TV2 ØST, at UVC-maskinens lokale ophav har været medvirkende til, at Vordingborg Kommune valgte at indkøbe foreløbigt to prototyper.

- Jeg synes, vi skylder os selv at kigge ind i teknologiske løsninger på nogle af de udfordringer, vi står med, siger han til TV2 ØST og påpeger, at man med sprit og vatpinde ikke når ind alle steder.

Maskinerne skal nu vise deres værd.

- Hvis erfaringerne viser, og tilbagemeldingerne fra personalet er: Vi bruger det, og det virker og er nemt at gøre – så er det noget, vi skal kigge mere i.

Borgmesteren ser en potentiel gevinst på forbruget af både tid og sprit med de nye maskiner.

Foruden Ulvsundcenteret har også Solhøj Centeret i Mern fået en UVC-boks stillet til rådighed af Vordingborg Kommune.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App