Der er kun fem dage tilbage til den store premieredag, og instruktøren er ved at lægge sidste hånd på hyrdehund, får og borger.
Teaterstykket indeholder nemlig rigtige borgere og dyr, som langt fra er vant til at færdes på de skrå brædder.
Jeg har været meget rørt undervejs
Per Rasmussen er til daglig pressefotograf, men nu har han været med til at levere video til storskærmen bag skuespillere og borgere.
- Storskærmen skal forestille en kopi af en altertavle fra Gent. Det ligner umiddelbart stillbilleder, men det er i virkeligheden video, så man vil kunne se folk blinke engang i mellem.
Indeholder stærke scener
Fårene, som er med på scenen, bliver kun klippet. De bliver altså ikke slagtet under stykket.
Artiklen fortsætter under billederne.
Der vil dog forekomme en video med en rigtig slagtning af et får på storskærm, ligesom stykket vil indeholde en ægte video af en fødende kvinde.
- Stykket viser livets allerstørste momenter fra den ene ende til den anden. Jeg har blandt andet filmet en fødsel på Nykøbing Falster Sygehus. Det ser man i stykket, siger Per Rasmussen.
Lokale spiller med
Det er egnsteateret Cantabile 2 i Vordingborg, som markerer sit 30-årsjubilæum med stykket Guds Lam – Alt det vi elsker, Alt det vi frygter.
Stykket er inspireret af en belgisk altertavle og behandler temaerne kærlighed, frygt, tro, magt, fødsel og død. Guds Lam er skabt frit efter den belgiske forestilling Lam Gods, der havde premiere i 2018 – den første forestilling, som instruktøren Milo Rau instruerede i sit virke som leder af det belgiske nationalteater i Gent. Milo Rau er kendt for at skabe kontroversielle forestillinger med ønsket om at forandre verden.
I forestillingen bliver lokale borgere inddraget og får fortalt deres egne historier som en moderne version af figurerne på den berømte altertavle.
- Jeg har været meget rørt undervejs. Selv igennem min lange karriere som pressefotograf har set store, barske ting, så har jeg virkelig været rørt over noget af det, vi har lavet her, siger fotograf Per Rasmussen.
Der er ingen aldersgrænse, men forældre bør være opmærksomme på, at der forekommer nøgenhed og stærke billeder.
Forestillingen i Vordingborg har premiere på fredag den 24. januar klokken 19.00.