EU giver over 20 millioner til vild natur: - Vi er helt oppe at ringe over det her

En sjælden sommerfugl får nu væsentlig mere plads at boltre sig på, efter EU har bevilget mere end 20 millioner til at skabe vild natur på Møn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I alt 40 millioner kroner samlet ind fra flere fonde og puljer skal bruges til at skabe vild natur på Møn.

Det fortæller projektleder Carsten Horup fra Vordingborg Kommune til TV2 ØST.

- 67 procent af det samlede beløb kommer fra EU’s LIFE natur- og biodiversitetspulje, fortæller han og forklarer, at der i alt var 1,3 milliarder i puljen til alle EU’s medlemslande, men der var ansøgninger for over fem milliarder kroner.

- Så det er et nåleøje, vi er kommet igennem, siger han.

Formand: - Det er simpelthen så stort

Anders J. Andersen (S), der er formand for klima- og teknikudvalget i Vordingborg Kommune, er meget glad for, at projektet på Møn nu kan sættes i gang.

- Vi er jo helt oppe at ringe over det her, det er simpelthen så stort, siger udvalgsformanden, der peger på to årsager til, hvorfor genskabelsen af den vilde natur på Møn er så vigtig.

- Det ene er, at vi fremmer biodiversiteten. I Vordingborg Kommune har vi nogle helt unikke steder, og vi er forpligtet til at fremme den biodiversitet, som er helt særlig for de områder, siger Anders J. Andersen.

Kortet herunder viser, hvor de nye områder med vild natur kommer til at ligge:

- Det andet er, at vi har nogle lodsejere, som går utroligt meget op i det her, og som gerne vil fremme den her udvikling, og som indgår i et samarbejde, og som er inspirationskilde for andre, siger han og peger på, at området, som nu skal omlægges til vild natur, er blevet så omfattende, fordi mange aktører er gået sammen om projektet.

- Det er jo et stort sammenhængende areal for naturstyrelsen, Klintholm Gods og Vordingborg Kommune, der går ind i det her, siger udvalgsformanden.

Sjælden sommerfugl skal have mere plads

Carl Gustav Scavenius, der er godsejer på Klintholm Gods, er også glad for det nye tiltag.

Godset lægger 111 hektar til projektet, der blandt andet skal sikre, at sommerfuglen sortplettet blåfugl får et større område at bo på.

Sortplettet blåfugl findes ingen andre steder i Danmark end på Østmøn.
Sortplettet blåfugl findes ingen andre steder i Danmark end på Østmøn. Foto: Vordingborg Kommune

- Vi har mange arealer, der minder om Høvblege, hvor sommerfuglen bor nu, men fordi der har været landbrugsdrift, eller af andre grunde, så har den aldrig rigtig flyttet sig over hos os, hvor den burde have lige så gode levevilkår. Men det kan vi så nu, fortæller godsejeren, der ser frem til, at projektet går i gang.

- Det er jo simpelthen så spændende det her, det er helt fantastisk, så vi glæder os meget til at komme i gang, siger Carl Gustav Scavenius.

Køer skal stå for naturplejen

Godsejeren fortæller, at man på Klintholm Gods i flere år har arbejdet med at skabe mere vild natur i sammenhæng med at producere Hereford kvæg.

- Og så tror jeg egentlig, at kommunen fik øje på det, vi lavede, og det var jo fuldstændigt i tråd med det, som de gerne ville, fortæller han og siger, at der allerede går køer på de fleste af de områder, som nu bliver en del af projektet med at skabe vild natur.

quote Der er en lang række truede og sårbare arter i Møns Klint-området

Carsten Horup, projektleder, Vordingborg Kommune.

Og det glæder ham, at der nu er skabt endnu bedre muligheder for naturplejen på de områder, godset bidrager med.

- Når kommunen og EU og diverse fonde kommer med ind som medspillere, så får vi jo sat gang i nogle ting med nogle helt andre muskler, end hvad vi kan gøre som enkelt virksomhed, og det er jo superfedt, siger han.

Der skal turbo på naturudviklingen

Det er et helt specielt område, der nu bliver udvidet på Møn, fortæller projektleder Carsten Horup.

- Der er en lang række truede og sårbare arter i Møns Klint-området. Hele området er levested for 18 forskellige orkidé-arter, og flere af dem vil også blive tilgodeset, forklarer han og fortæller, at kalkoverdrevene har en virkelig stor biodiversitet med flere forskellige sjældne planter.

- Og med de sjældne planter følger en masse sjældne insekter, fortæller Carsten Horup.

Det er især den særlige sommerfugl i området, der gør, at der er behov for at sikre den vilde natur på Møn.

Carsten Horup var med, da Vordingborg Kommune fik prisen som Danmarks vildeste kommune.
Carsten Horup var med, da Vordingborg Kommune fik prisen som Danmarks vildeste kommune. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

- Sortplettet blåfugl er ekstrem vigtig, for dens eneste levested, der er tilbage i Danmark, det er ude på Østmøn. Den er forsvundet fra resten af Danmark, så det er den sidste bestand, vi har derude, fortæller projektlederen.

I efteråret 2022 vandt Vordingborg Kommune titlen som Danmarks vildeste kommune. Og med den pris kom en check på en million kroner. Penge, der netop skal gå til at udvide det område, hvor den sortplettede blåfugl kan holde til. Og både plantageområder og tidligere landbrugsjord vil blive lavet til vild natur.

- På de tidligere landbrugsområder, der vil vi gøre det, vi kalder at sætte turbo på naturudviklingen. Det gør vi ved at hjælpe spredningen af frø på arealerne, det vil sige, at vi høster nogle naturfrø fra nogle naturarealer i området, og så sår vi dem ud på de tidligere landbrugsarealer, fortæller Carsten Horup.

Læs også
Vordingborg bliver landets vildeste kommune: - Det var vildt at høre vores navn blive udråbt
Læs også
Vordingborg bliver landets vildeste kommune: - Det var vildt at høre vores navn blive udråbt

Derudover skal der også sørges for, at der kommer noget mere vand tilbage i områderne, som ellers har været drænede.

- Der er nogle rørlagte kildevæld og nogle rørlagte små vandløb, som vi vil genoprette, fortæller han.

- Der fjerner vi rørene, så vandet kan komme op og løbe på overfalden, og så er der nogle lavninger, som er blevet tørlagte, som vi vil genoprette og skabe nogle naturlige søer, fortæller projektlederen.

På billedet her ses planten stor gøgeurt, som er en af de sjældne orkidé-arter, der får glæde af de mange millioner.
På billedet her ses planten stor gøgeurt, som er en af de sjældne orkidé-arter, der får glæde af de mange millioner. Foto: Vordingborg Kommune

Og det er ikke kun de sjældne sommerfugle og planter, der får glæde af den vilde natur.

- Der er allerede en del markveje og stier derude, så allerede nu er der god mulighed for at gå rundt derude i området, og det vil man også kunne gøre fremover, fortæller Carsten Horup.

Det er Vordingborg Kommune, Klintholm Gods, Naturstyrelsen Storstrøm, Ravn-Nature og Geocenter Møns Klint, der arbejder sammen om projektet.

Udover midlerne fra EU bliver det også støttet økonomisk af 15. Juni Fonden, Aage V. Jensen Naturfond og Den Danske Naturfond. Projektet kommer til at løbe fra 2023 til 2028.


Nyhedsoverblik