¨

Efter smitteudbrud på Storstrømsbyggeri: Smitten har ikke spredt sig

Torsdag blev syv kontormedarbejdere i SBVJ testet positive for covid-19. Mandag formiddag viser testsvarene, at der foreløbigt ikke er flere smittede. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Der er foreløbigt ikke flere smittede i SBJV, der er hovedentreprenør på Storstrømsbyggeriet, siden syv kontormedarbejdere blev testet positiv torsdag.

Der er mandag formiddag ikke konstateret flere smittede med covid-19 i det italienske firma SBJV (Storstrøms Bridge Joint Venture), der er hovedentreprenør på opførelsen af den nye Storstrømsbro.

Torsdag i sidste uge blev syv kontormedarbejdere i virksomheden testet positive, hvilket førte til, at både kontorfolk og bygningsarbejdere skulle testes for covid-19 på byggepladsen i fredags.

Testsvarene er nu kommet, og de viser, at der indtil videre ikke er flere end de syv kontormedarbejdere, der er blevet smittet.

Det skriver SBJV i en pressemeddelelse.

Entreprenørfirmaet har i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet at udføre flere tests mandag for de medarbejdere, der er tilstede på byggepladsen denne dag. Derudover har flere medarbejdere på eget initiativ valgt at blive testet henover weekenden.

SBJV oplyser, at alle på byggepladsen skal testes igen på onsdag, så man kan være helt sikker på, at der ikke er flere smittede.

Forventede ikke smitte på byggeplads

Byggeriet af den nye Storstrømsbro udføres af en stor del udenlandsk arbejdskraft fra blandt andet Italien, Rumænien, England og USA.

På anlægsområdet på Masnedø er der etableret to kontorbygninger. Den ene tilhører SBJV med cirka 80 kontormedarbejdere, hvor de syv smittede arbejder. Den anden administrationsbygning tilhører Vejdirektoratet med cirka 20 kontormedarbejdere.

Ud over de to kontorbygninger arbejder der omkring 200 bygningsarbejdere på byggepladsen. SBVJ oplyste fredag, at de ikke forventede, at smitten ville have spredt sig fra kontorbygningen til byggepladsen.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App