¨

Dyrepark indvier nyt anlæg på Masnedø - med hjælp af donation fra børnehave

01:08

Her ses Øens Dyrs nye zebramanguster, der har fået et nyt udendørsanlæg. Video: Katja Højbjerg - TV2 ØST

På Masnedø har folkene hos Øens Dyr kunne give deres nyeste beboere et spritnyt anlæg takket været en donation fra nogle særlige dyreelskere.

De er både hurtige og nysgerrige. Derfor gælder det om at holde lågen lukket ind til de nyeste beboere hos dyreparken Øens Dyr på Masnedø.

Dyreparken drives af psykisk sårbare unge, og de har netop fået seks nye zebramanguster. Eksotiske dyr, der oprindeligt stammer fra den afrikanske savanne.

De bliver glade for at komme ud, for det er lidt lille, det de går inde i nu

Mathias Fink, dyrepasserelev, Øens Dyr

De kræver plads, og nu har de fået et helt nyt anlæg.

- De bliver glade for at komme ud, for det er lidt lille, det de går inde i nu. Det der med at grave huler er noget af det, de elsker allermest. Så de glæder sig til at komme ud og grave i det her anlæg, siger Mathias Fink, der til daglig passer zebramangusterne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan her ser det nye anlæg ud til de nye zebramanguster. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Men de små zebramangustere var nok slet ikke landet på Masnedø, hvis ikke det havde været for særlig gruppe børn.

Deres børnehave har nemlig doneret omkring 15.000 kroner til Øens Dyr.

Det er helt fantastisk. Vi er super taknemmelige

Jeanette Dahl, faglærer, Øens Dyr

- Det er helt fantastisk. Vi er super taknemmelige. Det er første gang, vi har så stor en donation, så der skal det hele til. Der skal være kage og klippes bånd, siger Jeanette Dahl, der er faglærer hos Øens Dyr.

Onsdag blev det nye udendørsanlæg indviet med en klippet snor og en masse kage, som både børnehaven og folkene fra Øens Dyr nød godt af.  

Fik idéen på Facebook

Det er Sofus Aagaard Petersen, der har sat det hele i gang. Han ejer den private børnehave Børnehuset Krudtuglerne, der ligger i Lov nær Mogenstrup, hvor han også er daglig leder.

Han fik idéen til donationen, da han faldt over et opslag på Øens Dyrs Facebookside.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jeanette Dahl er faglig lærer hos Øens Dyr. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Vi får en masse hyggelige timer ud af det

Sofus Aagaard Petersen, Ejer, Børnehuset Krudtuglerne

- Min kæreste og vores børn har været hernede et par gange, og så følger vi Øens Dyr på Facebook. Så kunne jeg se en aften, da jeg lå hjemme på sofaen, at de søgte nogle små donationer til nogle forskellige dyr, og så tog jeg så kontakt til dem. Jeg syntes, at det var en sjov idé, siger han.

Børnehavelederen mener, at de kan få meget ud af donationen.

- Når vi har været med til at donere nogle penge til Øens Dyr, så får vi en masse ting igen. Vi får en masse hyggelige timer ud af det. Vi har fået den mulighed at komme herned flere gang i løbet af året, hvor der vil være nogle små arrangementer for os, siger Sofus Aagaard Petersen. 

Anlæg opkaldt efter Krudtuglerne

Anlægget er kommet til at hedde Krudtuglerne - opkaldt efter børnehaven.

Og det er meget passende, hvis man spørger Mathias Fink. Han er startet som frivillig hos Øens Dyr og er i dag i praktik, da han håber at kunne blive dyrepasser en dag.

- Navnet Krudtuglerne passer fint, for der er rigtig meget krudt i røven på dem her, så det er faktisk et perfekt navn, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Børnene fra Børnehuset Krudtuglerne var med til at fejre indvielsen. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Øens dyr startede i 2018 og bliver drevet af frivillige og socialt udsatte unge. Derfor har børnenes donation stor betydning for dem.

- Vi håber på, at det her gør, at vi kan vokse endnu mere, så vi kan glæde endnu flere familier, men samtidig også har plads til endnu flere sårbare unge, som kan komme og være med til at arbejde hver dag hernede ved dyrene, siger Jeanette Dahl.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App