Drag-dronningen fra Møn: - Jeg er blevet slået, spyttet og råbt efter

I den biologiske verden er han mand. Men i weekenderne træder Nala Bree frem. Andreas Bosen fra Møn er drag queen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Dyr har ikke nogen holdning til, hvordan du ser ud.

Sådan lyder det fra 19-årige Andreas Bosen fra Møn, der bor på en gård med 320 køer og har høns, hund, kat, kanin og marsvin.

For indimellem ser han lidt anderledes ud. Han er nemlig en mand, der iklæder sig kvindetøj og makeup og optræder for underholdningens skyld. Med andre ord forvandler Andreas Bosen sig til en drag queen i weekenderne.

quote Hvis jeg render alene på gaden på lille Møn, og der render én efter mig, er der kun os to

Andreas Bosen

Men det er ikke alle, der lige vilde med det fænomen:

- Min familie har mødt mig med meget medgang, og det har været fuldstændig fantastisk, men omverdenen har på mange punkter mødt mig med meget modgang. Jeg er blevet spyttet efter, råbt efter, blevet truet på livet. Jeg er blevet slået. Folk har råbt og skreget efter mig, og jeg er blevet forfulgt på gaden, siger han til TV2 ØST.

Mere acceptabelt i København end på Møn

Andreas Bosen er ikke bare en i mængden. Han er selv til mænd og i weekender eller på udvalgte dage, så klæder han sig ud som kvinde.

- Jeg tror, at på lille Møn har det ikke været så acceptabelt, som det er i København. Jeg tror, det er mere acceptabelt i København, fordi der er flere mennesker, som ser dig og er på gaden. Hvis jeg render rundt alene på gaden på lille Møn, og der render én efter mig, er der kun os to, og der kan de gøre alt. Det kan de ikke i København, fordi der er rigtig mange mennesker på gaden, siger Andreas Bosen.

- Jeg synes, det er så forkert på alle måder, at der bliver shamet i 2019. Jeg har også selv mine egne holdninger til andre mennesker, men det er jo ikke noget, jeg drøfter. Det er noget, jeg holder for mig selv.

VIDEO: Som både homoseksuel og drag queen bosiddende på Møn har Andreas Bosen oplevet både at blive spyttet på og råbt af i den lokale Netto og at blive slået og sparket.

 

En undersøgelse blandt 62.000 danskere, som forskere fra Statens Serum Institut og Aalborg Universitet præsenterede tidligere på året, viser også, at ikke alle billiger LGBT+-personers seksualitet.

Susanne Branner Jespersen, forperson for LGBT+ Danmark, forklarer, at især de ældre har svært ved at acceptere eksempelvis homoseksualitet:

- Sexus-undersøgelsen viser, at hver femte finder det moralsk forkasteligt, at to mænd har sex med hinanden. Den viser også, at jo yngre man er, jo mindre fordomsfuld er man – det vil sige, at der er et håb om, at de yngre generationer bliver mere accepterende overfor LGBT+-personer, end de ældre har været, siger hun til TV2 ØST.

Grafik af psykologisk vold
Læs også
Politi sætter fokus på hadforbrydelser i ny kampagne
Grafik af psykologisk vold
Læs også
Politi sætter fokus på hadforbrydelser i ny kampagne

LGBT er en international betegnelse for lesbiske, bøsser (gay), bi- og transpersoner, imens + skrives for at inkludere flere grupper.

I 2018 blev der registreret 449 hadforbrydelsessager i hele Danmark. 74 af disse sager er seksuelt orienterede hadforbrydelser. 62 af dem handler om homoseksualitet, 10 af dem drejer sig om transkønnethed og de sidste to sager handler om seksualitet iøvrigt.

Tallene for 2018 er lavere end 2017, men højere end både 2016 og 2015.

- Det er helt klart blevet meget bedre, end hvad det nogensinde har været, men vi kan stadig godt rykke os. Selvom vi er et af de lande, som er up to date på homoseksualitet og andre ting, så kan det stadig godt blive bedre. Jeg synes, vi skal kæmpe for det, siger Andreas Bosen.

Nala Bree – damen bag spejlet

Andreas Bosen gør ellers sit til, at folk skal have det sjovt, selvom det ikke altid har været sjovt for ham selv.

- I min weekend og nogle af mine andre hverdage bliver jeg til Nala Bree, som er min drag-person, hvor jeg klæder mig ud til at ligne en dame, som jeg bruger til at optræde med. Hende bruger jeg til at få folk til at grine, blive underholdt og til at få en wow-fornemmelse over, at man også kan ligne en kvinde, siger han.

Drag har ellers ikke altid været en interesse for Andres. Det startede for to år siden, da han blev introduceret for et amerikansk program a la Danmarks Topmodel, hvor man skal gennemgå nogle opgaver for at blive den bedste drag queen.

- Jeg synes, det var supersjovt at lege med makeup og lim og fjerne bryn, og det begyndte jeg på, og så legede jeg mere og mere med makeup og til sidst var der en dame i spejlet, siger Andreas Bosen.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Var ikke som de andre drenge

I en tidlig alder kunne Andreas Bosen godt mærke, at han ikke var som de andre. 

- Jeg har altid gået sammen med pigerne i de mindre klasser, indtil jeg flyttede skole. Da jeg var mindre, havde jeg nogle helt andre interesser, end de drenge der gik på min skole. Jeg var mere til at fange sommerfugle og dyr udenfor i haven, hvor alle spillede fodbold og legede med biler – det var slet ikke mig. Jeg hang mere ud sammen med pigerne og lavede tøsefnidder, fortæller Andreas Bosen.

quote Jeg har altid gået sammen med pigerne i de mindre klasser, indtil jeg flyttede skole

Andreas Bosen

- I femte klasse blev jeg meget mobbet af de andre drenge. Jeg blev kaldt en masse øgenavne og blev jagtet, fortæller Andreas Bosen.

- I de mindre klasser tænkte jeg ikke rigtig over, at jeg havde nogle helt andre interesser. Det var først, da jeg blev lidt ældre.

Det er en følelse, du har i kroppen

Ironisk nok var det netop drengene, som Andreas Bosen var optaget af, selvom det var dem, der var hårde over for ham.

- Der gik det op for mig, at jeg var til drenge og ikke til piger. Man finder selv ud af inde i kroppen, om man er til drenge eller til piger. Det er noget, du mærker, det er sådan, du er født. Det er en følelse, du har i kroppen, fortæller han.

- Til at starte med holdt jeg det for mig selv. For jeg følte mig fuldstændig forkert. Hvem var jeg? Jeg var ikke ligesom alle de andre, og det var mærkeligt. Folk kiggede mærkeligt på mig.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

En dag i sofaen

5. klasse blev til 6. klasse og i 7. klasse skete der noget på en helt almindelig hverdag, som blev et vendepunkt i Andreas’ liv.

- Da jeg nåede til 7. klasse, sad jeg inde på mit værelse og fik en besked fra en dreng, jeg skrev med engang. Han spurgte mig tilfældigvis, om jeg var til drenge. Min papsøster sad ved siden af, og så skrev jeg ja. Og så var det lidt ude på den måde, siger Andreas Bosen.

quote Alle tog så godt imod det og gav high fives. De smilte, og alt var godt

Andreas, Bosen

- Dagen efter var jeg ude at gå en tur med min mor, hvor min søde mor spurgte mig. Jeg benægtede fuldstændig og blev sur og råbte ad hende, siger Andreas Bosen.

- Nogle dage efter satte jeg mig i sofaen. Jeg husker ikke helt, om det var mig, der sagde det eller hende, der spurgte mig igen, men jeg husker bare, at jeg tudede og tudede og tudede. Jeg sagde det til hende, og vi snakkede om det. Jeg følte mig stadigvæk totalt mærkelig i forhold til alle andre. Min mor begyndte selvfølgelig også at græde, fordi hendes lille søn begyndte at græde. Men der har aldrig været noget negativt fra min mors side.

Juleaften, familie og high-fives

- Da jeg havde sprunget ud for min mor, fik min bedste veninde det at vide, og så gik der faktisk et helt år, hvor vi gik og snakkede om det herhjemme, fordi jeg stadig følte, det var utrolig mærkeligt, fordi jeg ikke følte mig tilpas og ikke var ligesom alle andre. Juleaften fik resten af min familie det at vide, fortæller Andreas Bosen.

- Alle tog så godt imod det og gav high fives. De smilte, og alt var godt. Det er så lang tid siden, at jeg ikke husker præcis, hvordan det føltes, men det var selvfølgelig en lettelse at få det ud. Jeg var ikke ret gammel – jeg var 13 eller 14 år.

Nu havde Andreas Bosen taget springet. Det var det hårdeste, og det var en kæmpe lettelse endelig at hoppe ud, også selvom han ikke vidste, om han kunne bunde. Så nu blev han nødt til at svømme – videre i livet.

quote Dyr giver en hel anden kærlighed, end hvad mennesker kan gøre. Dyr svarer ikke igen - de lytter bare

Andreas Bosen

- Jeg flyttede skole fra 7. klasse til 8. klasse, fordi jeg blev mobbet, og der startede et helt nyt liv som Andreas, hvor alle fik det at vide. Det var en mega lettelse, at alle bare vidste, hvem Andreas var, siger han.

Dyr er ligeglade med, om du har morgenhår

Lakstøvler, rød læbestift og kunstige øjenvipper fylder ligeså meget i Andreas’ liv som mudder, høballer og dyrefoder. Han bor nemlig på en gård på Møn.

- Jeg bor på en kæmpe gård med 320 køer, som er min papfars, og dertil har jeg selv høns, hund, kat, kanin, marsvin. Jeg kan blive ved. Dyr giver en hel anden kærlighed, end hvad mennesker kan gøre. Dyr svarer ikke igen - de lytter bare, hvis man har noget på hjerte. Det er ikke, fordi jeg er en eller anden mærkelig tosse, der snakker til mine fugle, siger han og griner.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Men han fandt trøst i pelsen, da han gennemgik en svær periode i sit liv - altså den firbenet af slagsen:

- Dengang jeg blev mobbet rigtig meget, fandt jeg meget trøst i dyr, og jeg havde sindssygt mange dyr, da jeg gik i 7.-8. klasse. Så var der en periode, hvor jeg ikke havde så mange dyr, og nu i en alder af 19 år har jeg mange dyr, og jeg holder stadig meget af at have dyr, siger Andreas Bosen.

Og så slutter vi, hvor vi startede: Ved drag-dronningen af Møn, der elsker dyr.

- Jeg tror, mennesker der har dyr, de kender godt den følelse af hvilken kærlighed, dyr kan give. Dyr er ligeglad, og de har ikke nogen holdning til, hvordan du ser ud. De er ligeglade med, om du har morgenhår eller dårlig ånde, siger Andreas Bosen.


Nyhedsoverblik