Digital eksamen giver flere muligheder

I dag var først gang nogensinde, at mere end 60.000 9. og 10. klasseelever skulle forsøge sig med internetadgang under eksaminerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For første gang nogensinde var der i dag mere end 60.000 9. og 10. klasser, som skulle prøve den digitale eksamen med internetadgang. 

Indtil i dag har det nemlig været forbudt med digitale hjælpemidler for at undgå snyd. 

En af dem, der skulle prøve den nye eksamenform var Freja Kreisel fra 9.l på Møn Skole. I dag skulle hun nemlig op i skriftlig fremstilling.

- Det er dejligt, at man kan søge på for eksempel, hvis man ikke har styr på, hvad et essay er, siger Freja Kreisel.

Flere valgmuligheder

quote Det er skoleledernes ansvar at sikre, at der er tilstrækkeligt tilsyn med eleverne

Sofia Esmann, står bag årets afgangseksamen i skriftlig fremstilling

Og ifølge Sofia Esmann, der står bag årets afgangseksamen i skriftlig fremstilling, er det på tide, at man følger den digitale udvikling til folkeskolens afgangseksaminer og mener, at opgavebesvarelserne bliver bedre ved brug af digitale hjælpemidler.

- Tidligere var det kun skrevne tekster og billeder, vi kunne bruge. Nu kan vi jo også bruge lyd, og man kan bruge filmklip og debatindlæg og så videre, siger Sofia Esmann. 

Sofia Esmann har kvalitetssikret prøven, således at der eksempelvis ikke ligger en lignende opgave på nettet, som eleverne kan blive alt for inspireret af.

- Det er skoleledernes ansvar at sikre, at der er tilstrækkeligt tilsyn med eleverne, så de ikke har mulighed for at chatte og bruge mobiltelefoner, siger hun.

Opstartsproblemer for eleverne

Efter endt eksamen var det en tilfreds Freja Kreisel, der mødte TV ØST. 

- Det er meget rart, at man kan gå ind og tjekke, at man har det hele med, og man har gjort det efter alle regler, siger 15-årige Freja Kreisel. 

Til trods for en tilfreds elev, så var der nogle opstartsproblemer for de mange tusinde elever, som skulle til eksamen. 

På grund af overbelastning havde eleverne nemlig ikke mulighed for at logge ind på hjemmesiden klokken 09.00 som planlagt, skriver Ritzau. Serveren var på fode igen klokken 09.12, efter man koblede ekstra servere på, oplyser ministeriet til bureauet.


Nyhedsoverblik