DGI vil have børn og unge forrest i genåbningsplan

Det handler om behovet for at se andre børn og unge – og så handler det om at holde fast i de sunde vaner, siger DGI, som presser på for en genåbningsplan.

Genåbningen af samfundet er så småt begyndt, og i idrættens verden har man også allerede forslag til, hvem der bør stå forrest i køen, når coronarestriktionernes greb bliver slækket yderligere.

Her kommer DGI nu med et udspil, der handler om, at de unge skal stå først, når samfundet kan åbne igen.

quote Det er vigtigt at give nogle sunde vaner til vores børn og unge – og så har de i den grad brug for at være sammen med andre børn og unge

Henrik Holmer, formand, DGI Storstrømmen

- Noget, som berører os rigtigt meget, er, at vores unge mennesker op til 18 år kommer ud i de sociale fællesskaber igen, siger formand for DGI Storstrømmen, Henrik Holmer.

Udspillet går på, at børn og unge får mulighed for at vende tilbage til idrætten, så snart smitteniveauet tillader det.

Her henviser DGI til i efteråret, hvor netop de unge – under 21 år – var undtaget fra det generelle forsamlingsforbud i forbindelse med udøvelsen af idrætsaktiviteter.

- Det bekymrer os meget, at de (unge, red.) i en rigtig lang periode ikke har været aktive gymnaster, fodboldspillere, håndboldspillere og badmintonspillere. Vi så gerne, at det blev genoptaget og blev prioriteret i genåbningsplanen, forklarer Henrik Holmer.

Vigtigt for sjælen

Alene i DGI Storstrømmen er der 35.000 unge, som er aktive idrætsudøvere. Og ifølge DGI er det særligt vigtigt at holde gejsten for foreningslivet oppe hos de unge.

- En ting er, at det er vigtigt for legemet, men det er i allerhøjeste grad også vigtig for sjælen hos de unge mennesker, og så er det vigtigt for demokrati-Danmark. Vi er rundet af et foreningsliv. Det er det, der bærer rigtig meget i vores små lokalsamfund, siger formanden for DGI Storstrømmen, som videre peger på, at de ældre generationer allerede er rundet af foreningslivet og derfor bedre kan vente.

- Det er vigtigt at give nogle sunde vaner til vores børn og unge – og så har de i dén grad brug for at være sammen med andre børn og unge.

DGI: Der er brug for en konkret plan

Fra DGI efterlyser man videre helt konkret en plan fra regeringen for, hvordan idrætten kan genåbnes, når smitteniveauet tillader det.

- En plan giver mig et mål for, hvornår jeg kan komme i gang igen, siger Henrik Holmer, der peger på at genåbningen kræver planlægning – også i idrætten.

- Det gør man ikke bare fra dag til dag.

Lørdag eftermiddag har Sundhedsministeriet meldt ud, at det forventer at kunne melde ud onsdag den 24. februar, om og i så fald hvilke restriktioner der kan lempes, og hvilke, der må forlænges. 

Regeringen modtager mandag fagligt input fra den såkaldte indsatsgruppe, der kan anbefale udfasning og videreførelse af restriktioner. Folketingets partier modtager desuden beregninger, som den såkaldte ekspertgruppe i øjeblikket regner på.

Sundhedsministeren og justitsministeren vil tirsdag drøfte beregningerne med Folketingets partiledere.