Derfor anker forstander Præstø-dom

Forstanderen for Lundby Efterskole havde klare regler mod vintersejlads. Blandt andet derfor anker han sin dom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kan det være rigtigt, at forstanderen for Lundby Efterskole skal hæfte for den skibsulykke, der fandt sted på et tidspunkt, hvor han ikke selv befandt sig på skolen?

Det spørgsmål skal ifølge forstander Truels Achton Truelsens advokat, Peter Giersing, rejses igen - og han mener, at svaret bør være et klart nej og forstår derfor fuldt ud beslutningen om at anke dommen efter Præstø-ulykken.

- Dommen siger, at Troels har handlet uagtsomt, fordi han ikke har forhindret, at eleverne og lærerne tog ud at sejle, siger Peter Giersing og fortsætter:

- Men det havde han faktisk sørget for. Den anden lærer, der har med det område at gøre, afgav også vidneforklaring og sagde, at de havde drøftet sejlads flere gange på skolen, og det stod helt fast, at de ikke sejler om vinteren.

Desuden holder Peter Giersing på, at der fandtes nedskrevne regler mod sejlads om vinteren, mens retten har afvist, at sådanne regler stod skrevet nogen steder.

Forstanderen blev ved Retten i Nykøbing Falster idømt betinget fængsel i 60 dage for uagtsom legemsbeskadigelse samt overtrædelse af lov om sikkerhed til søs.

Samtidig blev han frakendt retten til at undervise i sejlsport i tre år.

Peter Giersing er forundret over, at forstanderen er blevet dømt for overtrædelse af søsikkerhedsloven.

- Hvis man ser på selve bestemmelserne i anklageskriftet, så er Truels blevet dømt for at være skibsfører, besætning og skibsreder, men han er ingen af delene. Jeg ved ikke, hvad der er sket, siger han.

- Spørgsmålet i retten var også, om søsikkerhedsloven overhovedet kunne finde anvendelse, fordi den kun gælder for skibe. Fritidsfartøjer og den slags er undtaget, fortsætter han.

Det var i februar 2011, at to lærere og 13 elever fra Lundby Efterskole forsøgte at vende efterskolens dragebåd, som dermed kæntrede.

/ritzau/


Nyhedsoverblik