Dark Sky Møn får turismepris

Ideen og det store arbejde bag Dark Sky Møn er blevet belønnet af Sydkyst Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Ideen er god, og det er banebrydende at tage ejerskab af nattehimlen.

Sådan lød begrundelsen for at give Sydkyst Danmarks turismepris til Dark Sky Møn og Nyord.

Det meddeler Vprdomgborg Kommune i en pressemeddelelse.

Det er andet år i træk, at et turistprojekt i Vordingborg Kommune vandt prisen som årets turismeinitiativ.

Prisen blev uddelt på Sydkyst Danmarks nytårskur, som blev afholdt i Næstved.

Borgmester Mikael Smed – som modtog prisen – kalder det fantastisk, at det for andet år i træk er et turismeinitiativ i Vordingborg Kommune, som modtager prisen.

- Det siger noget om den kvalitet vi kan tilbyde turisterne på Møn og Nyord og i hele Vordingborg Kommune. Samtidig er det en løftestang for vækst i hele kommunen, sagde Mikael Smed.

Forud for udnævnelsen til Dark Sky lå fire års samarbejde mellem ildsjæle fra det lokale erhvervsliv, lokale borgere og Vordingborg Kommune, og siden udnævnelsen i marts 2017 er det blevet til omtale mange steder udenfor landets grænser, og nu har også det internationale magasin National Geographic meldt at de vil lave en større artikel om Dark Sky Møn og Nyord.