Chaufførdrømme støttes ikke af kommunen

Line Panslevs største drøm er at blive chauffør for flextraffik. Men den slags uddannelse vil jobcenteret ikke støtte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

21-årige Line Panslev befinder sig bedst bag rattet, og vognmand Thomas Klintø-Nielsen vil hellere end gerne vige pladsen. Derfor henvendte de sig sammen til jobcenteret i Vordingborg for at høre, om de kunne hjælpe Line med at få sig et taxa-kørekort - med udsigten til en fast ansættelse hos Thomas Klintø-Nielsen bagefter. Men svaret var skuffende.

 

 - De sagde, at taxa ikke var nogen uddannelse, så det ville man ikke give. Og det var vi jo meget kede af, fortæller Thomas Klintø-Nielsen. Ifølge loven skal unge kontanthjælpsmodtagere som Line Panslev have en kompetencegivende uddannelse, og en uddannelse som chauffør falder uden for den kategori. 

 

 - Vi har en lovgivning og det er den, vi følger. Og jeg er i øvrigt helt enig med den lovgivning. Man skal have en ordenlig uddannelse, så man kan forsørge sig selv, og al erfaring viser, at du er bedre hjulpet med en længere uddannelse, siger formand for Uddannelses- og Arbejdsudvalget i Vordingborg Kommune, Niels Fog.

 

Men Line Panslev mener ikke selv, at hun skulle være bedre hjulpet med en anden uddannelse end den, hun ønsker sig her og nu.

 

 - Hvis jeg bliver tvunget til at tage en uddannelse, som jeg ikke er motiveret til, så går der bare endnu kortere tid, til jeg står i køen igen og beder om kontanthjælp, siger hun. Thomas Klintø-Nielsen mener også, at et par tusinde kroner fra kommunen til et erhvervskørekort ville være godt givet ud.

 

 - Der er massere af mennesker, der gør det her og lever af det, det er et fint job, siger han.

 

Foreløbigt må Line Palslev nøjes med passagersædet. Men med eller uden kommunens hjælp går hun efter drømmejobbet bag rattet.

 


Nyhedsoverblik