Byrådsmøder holdes digitalt - borgere kan følge med på nettet

Onsdag aften blev der holdt et noget anderledes byrådsmøde i Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er gået godt. 

Sådan lyder det fra Vordingborgs borgmester Mikael Smed (S) efter et noget specielt byrådsmøde.

- Der var en god struktur og en god disciplin, siger han.

quote Som mødeleder, der skulle jeg lære, at der lige skal være lidt luft, når et punkt er afsluttet, så folk kan nå at bede om ordet

Mikael Smed (S), borgmester, Vordingborg Kommune.

Medlemmerne af bystyret mødtes for første gang via digitale kanaler for at afholde byrådsmøde. Det gjorde de for at undgå spredning af coronavirus blandt medlemmerne.

Borgerne kunne følge med i seancen via et link på Facebook. 

Det var der omkring 50 personer, der gjorde, og det er flere, end der plejer at se med, når møderne sendes live fra byrådssalen, fortæller borgmesteren.

 - Men det er nok, fordi der har været så meget snak om det, siger Mikael Smed.

Der blev ikke talt så meget om coronapandemien på onsdagens byrådsmøde. Her var kommunens budget, der skal til revision, på dagsordenen, og så blev planerne for et nyt rådhus også diskuteret, fortæller borgmesteren.

Den sidste onsdag i april skal der igen være byrådsmøde i Vordingborg Kommune. Om det bliver nødvendigt at afholde på samme måde, er endnu uvist.

Absalon skilt Kalundborg
Læs også
Uddannelser tømmer depoterne og sender vigtige værnemidler til region og kommuner
Absalon skilt Kalundborg
Læs også
Uddannelser tømmer depoterne og sender vigtige værnemidler til region og kommuner

Men borgmesteren vil i hvert fald tage noget læring med sig fra mødet onsdag aften, hvis det ender med, at han også til april skal være leder af et byrådsmøde, hvor medlemmerne sidder hjemme i deres stuer.

- Som mødeleder, der skulle jeg lære, at der lige skal være lidt luft, når et punkt er afsluttet, så folk kan nå at bede om ordet, fortalte han efter aftenens møde var veloverstået.

Byrådsmøde på Stevns livestreames torsdag

I Stevns Kommune holder byrådet møde torsdag den 26. marts. Det møde vil også blive foretaget via digitale kanaler.

- Rent praktisk afvikles mødet ved, at borgmester og kommunaldirektør sidder fysisk sammen (med god afstand), mens resten af kommunalbestyrelsen sidder enten hjemme eller i andre lokaler på rådhuset og deltager i mødet online, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

quote Det bliver en helt anderledes måde for os at holde møde på, så det kommer til at kræve noget mødedisciplin af os alle sammen

Anette Mortensen (V), borgmester, Stevns Kommune.

 Mødet vil ligesom det i Vordingborg blive livestreamet på kommunens side på Facebook.
 
- Det bliver en helt anderledes måde for os at holde møde på, så det kommer til at kræve noget mødedisciplin af os alle sammen, hvis vi skal gennemføre mødet, så både vi selv og deltagerne på Facebook kan følge med, siger borgmester Anette Mortensen (V) i pressemeddelelsen.

- Jeg glæder mig dog til det, ikke mindst set i lyset af, at vi har nogle spændende sager på dagsordenen, hvor vi sætter gang i en stribe planlagte anlægsopgaver før tid, så vi kan hjælpe erhvervslivet, mens der måske er lidt tomt i kalenderen under coronakrisen, siger borgmesteren.
 
Byrådsmødet i Stevns afvikles torsdag i omvendt rækkefølge, så den lukkede del tages først, hvorefter mødet åbnes med livestreaming klokken 18.00.
 
Spørgetiden vil ikke være med på dagsordenen og udsættes til et møde, hvor borgerne har mulighed for at deltage fysisk, oplyser Stevns Kommune.

Region Sjællands regionsrådsmøde skal holdes den 30. marts. Det bliver afviklet som telefonmøde, og en lydoptagelse vil efterfølgende blive gjort tilgængelig på regionens hjemmeside.


Nyhedsoverblik