Bro genåbnet efter påsejling

Efter mange timers lukning genåbnede politiet sent fredag midlertidigt Masnedsundbroen. Der kan igen køre tog mellem Sjælland og Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sent fredag aften blev Masnedsundbroen og Storstrømsbroen midlertidigt genåbnet for vej- og togtrafik.

Vagthavende ved  Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at broen bliver lukket for trafik igen i løbet af lørdag, når slæbebåde skal forsøge at trække skibet væk fra broen. Det bliver formentlig i løbet af formiddagen.

Forbindelsen havde været lukket siden fredag eftermiddag, hvor et fragtskib kl. 15.16 drev på tværs ind i siden på Masnedsundbroen. Der har været indsat togbusser på strækningen, mens bilisterne har været henvist til Farø-broerne.

Banedanmark oplyste kort før midnat, at undersøgelser viser, at broen er sikker.

En slæbebåd nåede i aftes frem til skibet, men det er endnu ikke blevet slæbt fri af broen.

- Det har ikke været muligt at slæbe skibet væk, så det er blevet sikret på sin nuværende position. Der vil blive gjort et nyt forsøg på at slæbe skibet væk lørdag,  siger Anne Nielsen, sektionschef hos Banedanmark.

Ifølge DSB vil togdriften køre efter planen igen fra tidligt lørdag morgen. DSB opfordrer desuden til, at rejsende holder sig opdateret via rejseplanen .dk og dsb.dk.

 

      /ritzau/

 

 


Nyhedsoverblik