Bøderegn efter fartkontrol på motorvej

291 bilister fik bøde ved en trafikkontrol på Sydmotorvejen torsdag eftermiddag og aften. Ni ud af ti kørte dog efter reglerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ni ud af ti bilister kørte helt efter reglerne. 291 andre kan dog i de nærmeste dage forvente at modtage en fartbøde.

Sådan er status efter en trafikkontrol på Sydmotorvejen ved Vordingborg torsdag eftermiddag og aften.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Trafikkontrollen blev foretaget på et sted, hvor man må køre 110 kilometer i timen – men for 291 bilister var det altså ikke nok.

Faktisk, så har 45 bilister kørt mere end 144 kilometer timen. De får nemlig et klip i kørekortet efter trafikkontrollen.

Fem bilister har dog kørt mere end 160 kilometer i timen på strækningen. De skal nu betale en mærkbar fartbøde, og skal desuden indenfor de kommende måneder bestå en kontrollerende køreprøve.

I alt 3350 biler kørte på strækningen ,under kontrollen.