Ved en fartkontrol på Farøbroerne har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi her til eftermiddag taget en bilist i at køre 174 kilometer i timen. På strækningen er hastighedsbegrænsningen sat til 90 kilometer i timen – altså kørte bilen 93 procent over den tilladte hastighed.
Forseelsen giver en betinget frakendelse af kortet, oplyser politiet på Twitter.
Det er gjort i ond vilje, og det både må og skal man stå ved, når man bliver opdaget
- Der er nogen, som kører for stærkt, men det er ikke blevet det vilde vesten på landets veje, som det skildres nogle steder. Folk opfører sig forholdsvist fornuftigt, og jeg ser ikke et billede af, at folk kører rundt med hovedet under armen, siger Erik Mather, leder af færdselspolitiet ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Han vurderer, at omkring 10 procent af bilisterne i politikredsen kører for stærkt – og det samme var tilfældet før coronakrisen.
- Men så er der selvfølgelig dem, som kører 174 kilometer i timen på en 90-strækning. Det er ikke noget, man kommer til. Det er gjort i ond vilje, og det både må og skal man stå ved, når man bliver opdaget, siger Erik Mather.
7000 kroner og ny køreprøve
Forude venter der nu vedkommende en ny orienterende køreprøve i både praksis og teori. Dette kan dog tage sin tid, påpeger politichefen, for der er lukket ned for netop køreprøver ind til efter 10. maj 2020.
- En betinget frakendelse af kørekortet svarer til et gult kort i fodbold. Man får lov at køre videre, men man skal op at bevise, man kan finde ud af reglerne.
Dertil kommer en bøde på 7000 kroner.
Motorvejsstrækningen over Farøbroerne er netop hastighedsreguleret som følge af manglende nødspor.
- Det giver sig selv: Er der et havareret køretøj på broen, holder man midt på kørebanen uden mulighed for at komme væk. Derfor er hastigheden 90 kilometer i timen, og sådan har det været, lige siden broen åbnede. Så det er der ikke noget nyt i, understreger Erik Mather.
Farøbroerne er fra 1985.
I alt blev 192 af 3.500 køretøjer noteret for at køre for stærkt på broen, hvoraf 21 gjorde det så eftertrykkeligt, at de står til et klip i kortet.
Tidligere på dagen blev der gennemført en tilsvarende automatisk hastighedskontrol ved Haslev på Teestrupvej mellem klokken 8.15 og 11.15.
Her blev der målt 204 køretøjer, og af dem kørte 29 for stærkt. Ni blev et klip i kørekortet fattigere.