Både danske og udenlandske firmaer vil bygge ny Storstrømsbro

Virksomheder og konsortier kan nu søge om lov til at byde på opgaven med at bygge den nye Storstrømsbro, og både danske og udenlandske firmaer er interesseret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vejdirektoratet, der er bygherre på den nye Storstrømsbro, tager nu hul på projektet og inviterer alle interesserede virksomheder og konsortier til at søge om at blive kvalificeret til at byde på den store bro-opgave. Det skriver direktoratet i en pressemeddelelse.

- Det bliver Danmarks 3. største bro og et projekt til flere milliarder, så det er helt naturligt, at man stiller sig selv spørgsmålet om, hvem der skal bygge Storstrømsbroen. Vi har helt klart også oplevet en stor interesse for opgaven fra både danske selskaber og de store multinationale entreprenørgiganter, siger Erik Stoklund Larsen, der er anlægschef i Vejdirektoratet.

- Vi tager nu hul på prækvalifikationen til at bygge selve Storstrømsbroen. Ud fra en række kriterier vil vi vælge fem konsortier ud, som dermed går videre og kan byde på opgaven. Prækvalifikationen skal sikre, at de bydende har det, der skal til for at kunne binde an med en så stor og omfattende opgave, siger Erik Stoklund Larsen.

Krav til entreprenøren

For at komme i betragtning til at være blandt de fem, der til slut kan byde på byggeriet af broen, skal entreprenøren leve op til en række krav. Blandt andet skal man have en årlig omsætning af en vis størrelse, man skal have erfaring med lignende byggerier, og endelig er der de vilkår, der følger med den danske lovgivning omkring mindsteløn og sociale klausuler.

Vejdirektoratet har opdelt byggeriet af Storstrømsbroen og nedrivningen af den gamle Storstrømsbro i tre kontrakter. Den største kontrakt er selve byggeriet af den fire kilometer lange Storstrømsbro til cirka to milliarder, som den første prækvalifikation dækker.

De øvrige kontrakter, som vil blive udbudt på et senere tidspunkt, dækker nedrivningen af den gamle Storstrømsbro samt byggeri af nye lokalveje på Masnedø.


Nyhedsoverblik