Armbånd skal gøre ældre sundere

Et nyt elektronisk armbånd skal motivere ældre til at motionere mere. Armbåndet testes i øjeblikket af 5 ældre over 75 år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2 uger har Ib Jørgensen fra Bårse på Sydsjælland gået med det nye armbånd.

- Jeg har slet ikke bemærket det faktisk. Eller jo. Det der velcrohistorie der, det har hængt lidt ved i tøjet, når jeg har taget det af og på, men det er det eneste, fortæller den 75-årige pensionist med henvisning til armbåndets rem.

Gåture betaler sig

I dag fik han og de 4 andre testpersoner så for første gang mulighed for at aflæse armbåndets data, og de mange gåture med hunden og arbejdet i en radio-tv-butik kan tydeligt aflæses.

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør man gå 10.000 skridt om dagen - i løbet af den seneste uge har Ib Jørgensen flere gange været oppe på over 20.000 skridt om dagen.

- Jeg kan se, jeg er hyperaktiv. Det grænser fandme til det vanvittige, griner han.

Kommune håber på besparelser

Det er firmaerne Maribo Medico og Sunddialog, der er ved at udvikle armbåndet og den computerteknik, det hører sammen med.

Vordingborg Kommune har ind til videre skudt en halv million kroner i projektet- Ældrechefen håber, at det kan udbredes til alle ældre i kommunen og få dem til at motionere mere:

- Vi har jo en ældrebefolkning, der vokser sig større, og vi ved, at det bliver en udfordring på sigt, så hvis vi nu kan lade være med at have for mange, der bliver syge og plejekrævende, jamen så får man et bedre liv, men det bliver også godt for kommunekasse, fortæller Susanne Johansen.


Nyhedsoverblik