Anitas sag om statsborgerskab fremskyndes: Støjberg ændrer reglerne

Anita Pedersen fra Nyråd får efter massivt pres hastebehandlet sin ansøgning om statsborgerskab. Samtidig ændres reglerne i lignende sager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De seneste par måneder har vendt op og ned på 29-årige Anita Pedersens liv.

Hun har altid troet, at hun var dansk statsborger, men i februar fik hun ved et tilfælde at vide, at myndighederne havde begået en fejl. Nu opholdt hun sig pludseligt ulovligt i Danmark uden ret til at arbejde eller tage en uddannelse. 

Anita Pedersen har derfor været nødt til at søge om statsborgerskab i Danmark. Det skulle oprindeligt først behandles i Folketinget til oktober, men efter massivt pres fra hovedpersonen selv bliver hendes sag nu rykket frem.

Derfor bliver Anita Pedersens sag behandlet allerede i denne måned.

quote Som det ser ud nu, regner jeg med at få svar sidst i juni, hvor jeg også har fødselsdag. Det vil være den bedste fødselsdagsgave i mit liv

Anita Pedersen, Nyråd 

- Jeg har fået lov til at komme med på lovforslaget i Folketinget her i april, og det er en kæmpe succes efter min tre måneder lange kamp. Som det ser ud nu, regner jeg med at få svar sidst i juni, hvor jeg også har fødselsdag. Det vil være den bedste fødselsdagsgave i mit liv, siger Anita Pedersen til TV ØST.

Det er Folketingets Indfødsretsudvalg, der ser på sager som Anita Pedersens, og de har altså godkendt, at hun er med på listen over de borgere, der skal have behandlet deres sager om statsborgerskab i folketingssalen allerede nu.

- Som jeg har fået det fortalt, er jeg 100 procent sikker på at blive dansk statsborger. Men jeg får først ro i maven, når jeg står med et dansk pas i hånden igen, siger Anita Pedersen.  

Støjberg: Sagen får mig til at ændre praksis

Den gode nyhed for Anita Pedersen kommer efter måneders kamp. Hun har forsøgt at få politikerne til at se på reglerne, så andre i fremtiden ikke kan komme ud for det samme som hende. Også det ser nu ud til at lykkedes.

Lignende sager vil fremover blive hastebehandlet, oplyser udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

quote Fremover hastebehandler vi derfor denne type sager og sikrer, at borgere får en langt bedre hjælp

Inger Støjberg (V), udlændinge- og integrationsminister

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det er sagen om Anita Pedersen, som har fået mig til at se nærmere på vores praksis. For det er selvfølgelig meget ubehageligt, når en borger, der hele sit liv har troet, at hun er dansk statsborger, pludselig får at vide, at det er hun faktisk ikke – på baggrund af en fejl begået af myndighederne, skriver Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse.

Helt konkret betyder det, at andre, der står i samme situation som Anita Pedersen, bliver rykket frem i køen

- Fremover hastebehandler vi derfor denne type sager og sikrer, at borgere får en langt bedre hjælp. Der er nogle nødvendige led, man skal igennem, fordi det at få dansk statsborgerskab kræver, at Folketinget bevilger det ved lov. Men sagerne kommer øverst i bunken, og personen vil blive guidet igennem hele processen, siger Inger Støjberg (V).

Det er præcis det, som Anita Pedersen har savnet i sin sag.

- Det hele har været meget besværligt. Jeg har ikke vidst, hvor jeg stod i alt det her, og det var langt fra nemt at får den midlertidige opholdstilladelse, som jeg har nu. Jeg bliver glad og varm over, at reglerne nu ændres, siger hun.

- Jeg har haft alle stresssymptomer

Anita Pedersen er opvokset i Nyråd ved Vordingborg sammen med sin thailandske mor og danske far. Da hun blev født, blev hun registreret som dansk i CPR-registreret og tildelt et dansk pas, men i februar opdagede myndighederne, at hun aldrig skulle være blevet registreret som dansk statsborger.

quote Hele forløbet har været et helvede. Det har taget meget hårdere på mig, end jeg havde troet

Anita Pedersen, Nyråd 

- Hele forløbet har været et helvede. Det har taget meget hårdere på mig, end jeg havde forventet. I de tre måneder, det her har stået på, har jeg haft alle stresssymptomer, men nu kan jeg sænke paraderne, siger Anita Pedersen.

Før Anita Pedersen fik den chokerende besked fra myndighederne i februar, havde hun søgt ind på sin drømmeuddannelse som socialrådgiver.

Det manglende statsborgerskab har indtil nu betydet, at det ville være umuligt at blive optaget, men også det ser altså nu ud til at kunne blive muligt.

Reglerne på området 

  • Det forekommer, at de danske myndigheder ved en fejl får en person registreret som dansk statsborger i CPR-registret. Derfor kan personen kan leve et helt almindeligt liv i Danmark med uddannelse og job, få udstedt et dansk pas og være helt uvidende om, at der er sket en fejl.
  • Hvis fejlen bliver opdaget af myndighederne, bliver personen omregistreret i CPR-registret. Personen får at vide, at vedkommende reelt ikke er dansk statsborger, at det danske pas ikke længere kan bruges, og personen ikke længere har sit normale opholdsgrundlag i Danmark med ret til at arbejde og uddannelse
  • Den pågældende person kan derefter vælge at ansøge om statsborgerskab. Ansøgningen forelægges Folketingets Indfødsretsudvalg, der består af 17 folketingsmedlemmer. De skal tage stilling til, om den pågældende ansøger kan få dispensation.
  • Derefter går sagen videre til Folketinget. Det at få dansk statsborgerskab kræver nemlig, at Folketinget bevilger det ved lov. I april og oktober måned behandler folketinget lovforslag om statsborgerskab.
 Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet 
Læs også
Myndighederne til Anita fra Vordingborg: Du er her ulovligt
Læs også
Myndighederne til Anita fra Vordingborg: Du er her ulovligt

Nyhedsoverblik