80 får sendt på sommerferie på øde ø: - Det er all inclusive

Fårene skal spise løs af græsset på den lille ø Storeholm ved Præstø og dermed forbedre livet for fugle og planter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Man kunne let fristes til at kalde dagens operation på Præstø Fjord for en smule ulden. 

Synet af en masse får, der bliver fragtet i en lille båd, er i hvert fald ikke noget, man oplever hver dag.

Ikke desto mindre var det den opgave, en håndfuld mænd fra Vordingborg Kommune var sat til onsdag, da 80 sultne Lüneburger-får blev sendt på årlig ø-lejr - med et enkelt formål.

- Det er sommerferien for dem, og det er en sommerferie, hvor det eneste, de skal, er at æde så meget som muligt. Det er all inclusive, siger fodermester i Vordingborg Kommune, Lars Hansen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fårene skal tilbringe de næste fem måneder på den lille ø Storeholm
Fårene skal tilbringe de næste fem måneder på den lille ø Storeholm Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Til gavn for fugle og planter

Destinationen for fårenes ø-lejr er øen Storeholm, og det er et velkendt rejsemål for de firbenede. Det er ottende gang i træk, at fårene sejles over på øen, hvor de skal spise løs af græs og urter. 

Det er nemlig godt for både planter og især fugleliv.

Fårene, der skal afgræsse, er af racen Lüneburger.
Fårene, der skal afgræsse, er af racen Lüneburger. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

- Fårene holder vegetationen nede, og det gør, at fuglene har lyst til og tør at være på øen, siger Stefan Skov, der er naturforvalter i Vordingborg Kommune.

Ifølge Vordingborg Kommune er fuglelivet blevet bedre de senere år på grund af fårenes ihærdige arbejde. Det er især ande- og vadefugle, som kommunen vil lave gode yngleforhold for. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Fårene blev fragtet over fjorden i hold af cirka 10.
Fårene blev fragtet over fjorden i hold af cirka 10. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Ombord på får-færgen

Fårene blev onsdag fragtet over fjorden ad flere omgange i hold på cirka ti stykker. Ifølge fodermesteren er den lidt usædvanlige transport ikke noget, dyrene tager sig synderligt af.

- De tager det stille og roligt. De er vant til at blive flyttet i vores trailer mellem de forskellige græsstykker, der skal afgræsses i kommunen. Lige så snart de kommer over og ser frisk græs, så er det nyt og spændende, siger Lars Hansen.

Fårene vender retur til fastlandet igen til oktober. Forhåbentlig med nogle ekstra kilo på sidebenene.

- De bliver tykkere derovre af at æde al det friske græs, og så håber vi på en varm sommer, som vi alle sammen kan nyde, siger Lars Hansen.