43-årig kvinde stak mand med steakkniv

Politiet anholdt tirsdag en 43-årig kvinde, der havde stukket en 47-årig mand med en steakkniv i en lejlighed i Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En komsammen endte tirsdag eftermiddag med knivstik i en lejlighed i Algade i Vordingborg.

Klokken 15.07 blev politiet kaldt til stedet, hvor der havde været noget tumult, som var endt med, at en gæst i lejligheden var blevet stukket med en kniv.

Vristede kniven fra hende

Det var en 47-årig mand fra Vordingborg, som fik et overfladisk snit i brystet. Kort forinden var en bekendt – en 43-årig kvinde fra Vordingborg – ankommet til lejligheden, hvor der ud over den 47-årige var fire andre personer til stede. De var raget uklar med 43-årige, som stak ud efter den 47-årige med en steakkniv, der dog hurtigt blev vristet fra hende.

Herefter blev hun smidt ud af lejligheden. Politiet fandt kort efter frem til den 43-årige kvinde, som blev anholdt på sin bopæl klokken 15.44 og sigtet for kvalificeret vold. Hun blev taget med til politistationen i Vordingborg, hvor hun blev afhørt, inden hun blev løsladt igen klokken 16.27.


Nyhedsoverblik