40 år med tirsdagsmarked i Stege

Det har været en tradition i 40 år, som trækker besøgende til fra nær og fjern. Selvom markedet har udviklet sig siden 1973, er ånden den samme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I år er det 40 år siden, at Stege på Møn for første gang afholdt markedsdage.

Det startede i 1973 med en idé fra tre erhvervsdrivende. De ville finde ud af hvilken ugedag, der passede sig bedst til et marked.

Tirsdag vandt, og sådan har det været lige siden.

- Jeg har været med alle 40 år. Jeg var i lære, de første år i den her butik, som jeg nu ejer. Jeg været indehaver siden 1983 og har siden været med til at både planlægge og afholde sommermarkederne, siger Elly Nielsen, indehaver af Bøger og Papir i Stege.

Ifølge boghandleren er det lokalsamfundets evne til at stå sammen, der gør markedet til en succes år efter år

- Alle handlende og kunstnere kommer med gode tilbud, og de deltager aktivt i markedet. Det giver en masse gode sommeroplevelser for alle, der besøger tirsdagsmarkedet, siger Elly Nielsen.

Glade gæster
I stege har man forstået at opfylde gæsternes behov. Der er tænkt over det hele.

- Nøglen til succesen er jo, at næsten alle tirsdage er fyldt med godt vejr. Sådan har det altid været, når der er tirsdagsmarked, siger Ove Seneca fra Stege.

For familien Bournonville fra Præstø, er markedet blevet en tilbagevende tradition fordi, de gør det så godt i Stege

- De kan lidt af det hele. Gode kulinariske oplevelser, gode spisesteder og god is. Og så er der lidt for børnene ovre på pladsen og masser af glade mennesker, siger Ulla Bournonville.

Handelsforeningen har valgt en vilkårlig tirsdag til at fejre jubilæet, og det bliver tirsdag i næste uge.


Nyhedsoverblik