Køreturen endte dramatisk for en 47-årig kvinde fra Vordingborg, da hun torsdag aften kom kørende ad på Kalvehavevej i Nyråd.
Her blev hun påkørt af en anden bilist, der ifølge politiet lugtede af alkohol.
Den 47-årige ringede straks efter politiet, da den anden bilist virkede fuld og stak af fra stedet, uden at de havde fået udvekslet oplysninger.
Ved et tilfælde mødte betjentene uheldsbilen og standsede den omkring Stege, da politiet var på vej til stedet.
Sigtet for spirituskørsel
Føreren var en 31-årig mand fra Stege, der ikke havde noget kørekort. Den 31-årige pustede i alkometeret, som viste en promille, der var højere end det tilladte, og han virkede også påvirket af stoffer.
- Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, for kørsel påvirket af euforiserende stoffer og kørsel uden førerret, fortæller vagtchef Anders Mikkelsen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST
- Ingen kom til skade, der var udelukkende tale om materielle skader, tilføjer Anders Mikkelsen.
Den 31-årige blev også sigtet for ikke at overholde sine forpligtelser ved færdselsuheld, og ejeren af den bil, han havde kørt i, blev sigtet for at have overladt sin bil til en person, der ikke havde noget kørekort.