Det har en dommer ved Retten i Næstved afgjort under et grundlovsforhør lørdag kort før klokken 14.
Manden er sigtet for at forsøge at dræbe sin 19-årige kæreste i parrets fælles hjem i Vordingborg.
Han påførte kæresten adskillige knivstik flere steder på kroppen, hvoraf især et i venstre side var meget dybt, sagde anklager Anne Marie Fink ifølge TV 2.
Ifølge sigtelsen skal manden også have prøvet at kvæle den 19-årige kvinde samt påført hende slag, der måske har givet hende en varig skade på synsnerven.
Har fremsat trusler
Manden var mødt op i blå DNA-dragt og iført hvide badetøfler. Han var ledsaget af to betjente.
Forsvarer Kenneth Berge oplyste, at hans klient nægter sig skyldig i drabsforsøg samt kvalificeret vold.
Han erkender sig imidlertid skyldig i vold og trusler - selv om netop trusler ikke er en del af sigtelsen.
- Det er sigtedes egne ord, lød det fra forsvarer Kenneth Berge, før TV 2 blev bedt om at forlade retslokalet.
Flygtede over til naboen
Efter sigtelsen blev læst op, blev dørene lukket.
Dommeren valgte dermed at efterkomme et ønske fra anklagemyndigheden om at lukke dørene, og offentligheden kan således ikke få indblik i de nærmere detaljer. Der er også nedlagt navneforbud i sagen.
Dommeren konkluderede, at den 26-årige mand skal varetægtsfængsles frem til 19. december. Forsvarer Kenneth Berge tog forbehold for at kære kendelsen.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik melding om knivstikkeriet klokken 01.48 natten til lørdag. Det 19-årige offer flygtede over til naboen efter knivstikkeriet. Det er naboen, der kontaktede politiet.
Kvinden er nu indlagt, men er uden for livsfare.