20 år siden i dag: Husker du Proms-skandalen

Proms Kemiske Fabrik i Viemose nær Kalvehave blev lukket af myndighederne og siden kendt som en af landets største forureningssager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Selv tyve år senere kan indbyggerne den lille by Viemose på Sydsjælland stadig huske lugten fra Proms Kemiske Fabrik.

- Det var sådan en sødlig, skarp lugt som hang i alt, fortæller Fin Jensen, der er en af de nærmeste naboer til den erhvervsgrund, som husede den lokale kemifabrik, der slog sig ned i 60’erne.

Her lavede fabrikken mellemprodukter til medicinalindustrien. I 1997 sagde myndighederne dog stop til videre produktion.

- Mange var glade for det, det er helt sikkert, på grund af forureningen og lugtgenerne, men rent arbejdspladsmæssigt var der mange, der ikke var glade og det forstår man jo godt, siger Fin Jensen.

En af de største forureningssager

Proms Kemiske Fabrik er en af de mest markante forureningssager nogensinde set i Danmark. Gennem årene begyndte det giftige affald nemlig at hobe sig op på fabriksgrunden og jorden blev stærkt forurenet.

Efter tvangslukningen lå 4.000 tons kemisk affald tilbage. Noget, som miljømyndighederne måtte bruge 20 millioner kroner på at få ryddet.

I dag er jorden på grunden stadig stærkt forurenet, men ikke til fare for nogen, lyder det fra Region Sjælland.

- Vores opgave er egentlig ikke at rydde forurening op, bare for at rydde forurenng op, altså det skal helst have en påvirkning på omgivelserne og dét, som vores politikere prioriterer højest, det er de steder, hvor drikkevandet er truet, forklarer Henrik Jannerup, der er chefkonsulent i Miljø og Ressourcer i Region Sjælland.

Området er i dag ejet af en erhvervsmand, som blandt andet lejer det ud til et par virksomheder, der laver træflis til kraftvarmeværker.

Så billigt som muligt - uden hensyn til miljøet

Hos Danmarks Naturfredningsforening kan man i den grad også huske Prom-sagen fra Viemose

- De havde fokus på at lave de her mellemprodukter, som de lavede til medicinalindustrien så hurtigt og så billigt som muligt og ikke med fokus på, at det skulle gøres rent og pænt og at man ikke skulle forurene omgivelserne, siger Kim Christiansen fra Miljøfagligt Udvalg i DN.

Siden oprydningen på fabrikken fulgte adskillige retssager mod de to tidligere Prom-direktører, fætrene Claus og Henrik Prom.

I 2012 blev de dømt til at betale en erstatning på lidt over en halv million kroner til Miljøstyrelsen for jordrensning af fabriksgrunden.

Miljøstyrelsen har bedt regionerne om at kigge på samtlige af deres forurenede grunde for at se på, om der visse steder er fare for nedsivning til eksempelvis hav eller åer. Redegørelsen skal være klar til myndighederne i 2018.

 

 

 

 


Nyhedsoverblik