I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Caroline Kollenberg Thisted, Nykøbing Sjælland Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Kristian Østergaard, Sorø Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Prædiken af Caroline Kollenberg Thisted
Prædiken er endnu ikke udgivet på nettet
.
Prædiken af Kristian Østergaard
Læg mærke til, at i dette korte evangelium bliver ordet Fader brugt hele 7 gange. Det fortæller os to ting. Dels at Jesus vil lære os at bede til en omsorgsfuld fader, og dels at Han ikke bliver træt af lytte til os. Vi kan da glæde os over, at det ikke er, som det var i de japanske templer, hvor man med tre hårde slag på gongongen først måtte vække gudernes opmærksomhed og derefter må skynde sig for ikke at være til ulejlighed med sit andragende. Nej, Jesus lærer os, at vi kan henvende os til den almægtige som til en far, der intet hellere vil end lytte, hvad vi - hans egne kære børn har at sige. Den berømte jødiske tænker Emmanuel Levinas mente, at der på ethvert nyfødt barns pande står skrevet en usynlig bøn, fordi der med det sårbare spædbarn fulgte en ordløs appel: ”Tag dig af mig!” Og der var det særlige ved Jesus, at han hos enhver som han mødte på sin vej, så denne usynlige bøn og handlede derefter - uanset om det var børn eller voksne. Der findes et gammelt folkesagn om kobbersneppen, der så en jæger komme mod skoven og kobbersneppen bad nu så mindeligt jægeren om at skåne hendes unger. Det skal jeg nok, lovede jægeren, men hvordan skal jeg lige kunne se, at det er dine unger. Det er let nok, svarede kobbersneppen, for det er de kønneste af alle fuglene. Jægeren gik nu ind i skoven og vendte efter en rum tid tilbage med et bundt døde kobbersneppeunger. Kobbersneppen brød sammen ved synet: Hvordan kunne du gøre det? Det var jo mine unger. Jamen, svarede jægeren: jeg udsøgte mig jo netop de grimmeste fugle! Pointen er her ikke, at fuglene blev skudt, men den at kærligheden ser med de samme øjne som kobbersnepppemoren gjorde. Sådan ser Gud - på hvert menneske. Som de kønneste. I et afrikansk ordsprog hedder det: ”Selv en tåbe kan sige, hvor mange æbler der er på et træ. Men det er kun den vise, der kan sige, hvor mange træer der er inde i et æble” Et pragtfuldt ordsprog. For det er jo sandt, at enhver kan fortælle, hvor mange æbler, der hænger på et træ. Det er jo bare at gå i gang med at tælle dem. Men hvor mange træer et æble måtte rumme, eller hvor mange muligheder et menneske måtte indeholde - ja, det ved Gud - og han tror på, at vi hver især rummede uanede muligheder. Med de øjne ser Han på os. Og i evangeliet til i dag lyder det fra Jesus: ”Sandelig siger jeg jer: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.” I mit navn, siger Jesus. Ja, for måske er det meget klogt, at det i Fadervor hedder ”ske din vilje”, for ville vi monstro få mange rolige stunder, hvis vi vidste, at det altid var vores egen vilje, der gik i opfyldelse? Hvad nu hvis vi tog fejl? Hvad nu hvis vi bad om noget, der var ondt og forkert? I selve øjeblikket hvor vi beder om et eller andet, har vi jo aldrig blik for, at vores bønner meget vel kan være forskruede. Og alligevel minder adskillige af vore bønner vel om den pige, der i sin aftenbøn bad Gud gøre Stockholm til hovedstad i Norge. Hvorfor bad du om det? spurgte moren. Jo, for det har jeg skrevet i en prøve i skolen i dag, at Stockholm er. Sådan kan vore bønner vel også undertiden være udtryk for usund selvoptagenhed. Om selve bønnen gælder det, at der er ganske stor forskel på at ønske sig en ny cykel af sine forældre og at ønske at vinde i lotto. I det ene tilfælde fremsættes ønsket over for mennesker, man ved holder af én. I det andet tilfælde - lotto - ønsker man sig noget ud af den blå luft. Kristeligt set er bøn mest i familie med den første form for ønske. Ofte bliver bønnen da også sammenlignet med en barnets råb til sine forældre. For også selv om forældrene skulle være optaget af noget andet, så slipper de dog, hvad de har i hænderne, hvis de hører deres barn græde. Deraf følger dog ikke, at Gud nødvendigvis opfylder vore ønsker. Står et barn midt ud på en trafikeret vej og kræver en is, ja så ville det da være umenneskeligt, hvis mor eller far lod barnet blive stående og gik over i kiosken for at købe isen. I det øjeblik er det noget andet, situationen kræver. Barnet kan selvfølelig ikke se, at det er tilfældet, men forældrene ved noget andet. Ligesom Gud også gør det, eller som vi begyndte med at synge: ”Du bedst min tarv og trang, o Herre, kender,/ tilmed er lykkens gang/ i dine hænder,/ og hvad mig tjener bedst i hver en måde,/ du det tilforne ser./ Min sjæl, hvad vil du mer?/ Lad Gud kun råde!” Det er en kristen bøn, for i et sådant salmevers er der virkelig tryghed. Og derfor kunne man måske sammenligne bønnen med en bådshage. Står man i båden og haler og sig ind mod land, ser det godt nok ud, som om det er en selv, der trækker det faste land til sig. Men det er jo omvendt - det er det faste land, der trækker båden til sig - og at bede er derfor også at blive draget ind i Guds vilje. Der er der ikke alle, der bryder sig om. Vi har i dag talt om Gud som faderen, der ved, hvad der er bedst for os, men det er jo fordi han ved besked om os. Det er altså Gud, som øjet i det høje - og i det stykke er der nogen, der stejler. Vi kender alle Trilles sang, hvori det ængsteligt hedder: ”så lurer der et øje/ i det høje/ ham Gud Han er eddermame svært at få smidt ud” Ville vi da blive lykkeligere, hvis vi ikke længere troede på et øje i det høje? Ville tilværelsen blive rigere, hvis vi mennesker ikke længere troede på, at vi engang skal stilles til regnskab for en som ser alt, men som heldigvis betragter os med kærlighedens øjne. Jeg tror det ikke. For hvad er alternativet til øjet i det høje? Ja enten bliver det mit eget øje. Altså selvbetragtningen eller navlepilleriet, hvor jeg er dommer i min egen sag. Eller også bliver det de andres øjne, deres domme og deres misbilligende blikke. Dermed ville vi ende som slaver af vores egne og andres opfattelser. Så ville livet blive en endeløs jagt på ros og opmærksomhed. Og da ville vi opdage, at vi aldrig får nok. Så hellere øjet i det høje, som vi i dag får at vide, ikke blot ser os, men elsker os. Betænk lige hvor meget der skal til for at elske et menneske, man ser 24 timer i døgnet? Men det gør Gud altså. Og jeg kommer til at tænke på en psykolog, der engang spurgte: Hvordan kan forældre holde deres børn ud? Og hans svar lød: Det kan de, fordi de elsker dem. Hvis det var naboens søn eller en af skolens elever, der opførte sig på samme måde, så ville man sige: nu har jeg altså fået nok. Men når forældre ser på deres børn, ser de med kærlighedens øjne, og kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder. Amen.
.