Billede af druknet pige i Middelhavet - er det i orden at lægge det på Facebook?

27:55

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Asbjørn Hansen, Hjembæk og Svinninge Du kan se en præsentation af de medvirkende præster  her

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt,  læse den her

Lars Bernhart Hansen, Gerlev, Sludstrup, Slots Bjergby og Lundforlund.

Du kan se en præsentation af de medvirkende præster  her

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her

Prædiken af Asbjørn Hansen

Konfirmanderne og jeg har de sidste 8 måneder været på en slags rejse sammen. Men i virkeligheden begyndte deres rejse for 13-14 år siden, da de blev født og døbt. I dag er vi bare nået en helt særlig destination på deres livsrejse, og det skal fejres med fest og sang og gaver. At rejse er jo rigtig spændende. At rejse er at være i udvikling. At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen. Det er på vores rejser, vi ser lærer om livet – vi lærer om andre måder at leve på – vi hører andre sprog og ser nye landskaber – uanset om turen går til Legoland eller til Australien. Og sådan har det også været under konfirmandforberedelsen. Vi har været ude at opleve frikirken i Holbæk og fængslet i Jyderup. Vi har vandret ud til kirken i Hjembæk for at se kalkmalerierne dér, og vi har hørt mærkværdige kliklyde fra en ung mand, som talte et sprog fra Namibia. Rejsen har bragt os vidt omkring. Når vi når til konfirmationen tænker jeg ofte, at nu har jeg det ligesom Jesus havde det, da han måtte sende sine disciple ud på egen hånd. Han havde endda undervist dem i tre år, jeg har kun haft konfirmanderne lidt under et år. I forældre er jo også snart i den situation, at I begynder at give jeres unge mere og mere ansvar og frihed. Og hvad mon de så tager med sig af det, de har lært? Lad os se lidt på de bibeltekster vi har læst i dag. De indeholder nemlig et såkaldt evangelium - et glædeligt budskab til alle os, der oplever at gå fra et trygt ståsted og ind i nye landskaber. Jesus siger til sine disciplene: ”Kære venner, nu skilles vores veje. Men I skal ikke fortvivle, for jeg vil fortsat følges med jer – bare på en anden måde. Min ånd skal fra nu af være jeres rejse-guide. Min ånd vil vejlede jer på vejen”. Så kunne man måske godt få den tanke, at det slap ham Jesus da vist lidt let om ved. Når det nu er tid for et så omfattende skift i disciplenes tilværelse, kunne han så ikke have givet dem noget mere håndgribeligt og brugbart til deres videre færd? Måske en iPad eller en smartphone med gps, så de bedre kunne finde vej. Men Jesus er ikke smålig her. Han giver dem det bedste han kan – sig selv. Sin visdom, omsorg og kærlighed. De skal ikke mangle noget. Og det er den samme utrolige ”gave”, der følger med til ethvert menneske, der bliver døbt til at tilhøre ham. Selv om konfirmanderne i dag får mange andre og fantastiske gaver, så er den gave at Gud vil følges med os gennem livet svær at hamle op med. Hans ånd som vejleder på livets rejse. Det er ikke for ingenting, at det rum, vi nu sidder i, kaldes kirkens skib. Der hænger sågar en model af et rigtigt skib ned fra loftet for at fortælle os, at når vi kommer til kirken, er vi med på en rejse, som om vi sad i et fly eller på en færge, og en af de rejsende træder frem for at læse fra rejseguiden, så vi kan kende vejen og nå helskindet frem. Når Jesus siger, at hans ånd lever i os, stemmer det også fuldstændig med den anden tekst, jeg læste fra profeten Ezekiel. Gud siger her: ”Jeg vil give jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg vil fjerne stenhjertet fra jeres krop og give jer et hjerte af kød i stedet for”. Gud introducerede begrebet hjertetransplantation, længe før menneskeheden kom på den tanke. Nu skal det selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt, men meningen synes klar nok: Det Gud ønsker kan blive inkorporeret i os, så hans ånd lever i os, så vi ser verden med hans øjne. Måske nogle af jer voksne i dag mindes jeres egen konfirmation og tænker: ”Jamen dengang var jeg jo helt grøn. Det ’ja’ kom ikke særlig dybt nede fra. Guds ånd har vist ikke fået særlig meget at skulle have sagt i mit liv”. Jamen så er muligheden til enhver tid åben for en refill som vi kender det fra burger-restauranterne. Gaven er jo netop, at vi altid har en forbindelse tilbage til det sted, hvor vi åndeligt hører hjemme. Vores anker ligger så at sige hos Gud. Uanset hvor livsrejsen bringer os hen, er vi forbundet med ham.

.

Prædiken af Lars Bernhart Hansen

I år er det 70 år siden Danmark blev befriet fra den tyske besættelse under anden verdenskrig. Vi mindes med glæde og taknemmelighed begivenheden og sætter lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj. Meddelelsen om tyskernes kapitulation og befrielsen, det glædelige budskab kom om aftenen kl. 20.35 i radioen, men kapitulationen trådte først i kraft den følgende morgen d. 5. maj kl. 8. Vi mindes dagen i dag. Eller for mit eget vedkommende må jeg hellere sige, at vi fejrer dagen. For jeg kan jo af gode grunde ikke huske den. Der er snart ikke mange tilbage, der kan. Det er det skrøbelige ved historien, at den levende erindring går tabt. Men vi fortæller den stadig historien, for hinanden og for vores børn og børnebørn. Og på den vis bliver den fortalte historie holdt i live og til en del af vores og vores efterkommeres liv. Og det er vigtigt. Ellers tager vi let vores liv og vores frihed for givet. Men hvad er frihed? I denne forbindelse består friheden jo netop ikke i at blive fri for historien. Glemslens frihed vil let kunne binde og begrænse os. Som den blinde er begrænset af sit manglende udsyn. Når det gælder befrielsesdagen består friheden i, at landet, nationen, bliver fri for en fremmed magt, og at den nu kan sætte sin egen i stedet. Men hvad er frihed kristeligt set? Sandheden skal sætte jer fri. De ord kender vi fra Johannesevangeliet. Og nu tales der i evangelieteksten om sandhedens ånd. Det må jo være den, der skal sætte os fri? Hvad er det glædelige og befriende budskab kristeligt set? Da Jesus var død, opstanden og himmelfaren, Helligånden udgydt og det vi kan kalde urkirken var ved at etablere sig, opstod der efterhånden også den situation, at de der personligt havde mødt Jesus og levet med ham, de, der måske havde mødt den opstandne, efterhånden begyndte også de at falde væk. Den historie, der var levende i den første menighed, fordi de samtidige med Jesus også var menighedens samtidige, den levende historie blev det nu nødvendigt at nedfælde på skrift. Omkring dette tidspunkt blev de skrevne evangelier til. Det har været et krisetidspunkt i menigheden. For de havde jo ventet Kristi genkomst i skyerne. De havde haft en nærforventning. De havde forventet, at Jesus ville komme igen inden de, der kunne huske ham var døde. Nu var situationen en helt anden. De måtte indstille sig på nye livsvilkår. Måske er det denne situation, der ligger til grund for, at forfatteren til Johannesevangeliet lægger Jesu ordene fra dagens tekst i munden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. En efterrationalisering. Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg siger jer sandheden, det er det bedste for jer, at jeg går bort! ! ! Undskyld, hvad siger du, er det det bedste for os, at du går bort? Det kræver vist en forklaring. En såkaldt bortforklaring. Forleden hørte jeg et citat af Albert Einstein (Red. Asbjørn Hansen i præstens time); han har engang sagt: fantasi er vigtigere end viden. Fantasi er vigtigere end viden, det er interessant, at disse ord skulle komme fra en af vor tids største fysikere og videnskabsmænd. Fantasi er vigtigere end viden! Det er nu ikke så underligt endda, og der skal alligevel ikke så meget fantasi til at forstå det. For fantasien er forudsætningen for enhver nyerhvervet viden. Ingen erhvervet viden uden fantasi. Vi kan ikke gøre os, selv ikke den allermindste erkendelse kan vi gøre os, uden fantasiens brug. Og her er det, vi skal gøre os en vigtig skelnen klart. Vi må sondre mellem viden og erkendelse. Viden kan man overtage fra andre. Man kan få viden ved at læse en bog. Jeg har fx en viden om Einsteins relativitetsteori. Jeg ved ovenikøbet af det er Einsteins såkaldte specielle relativitetsteori E=mc². Jeg ved, at E er energien, m er massen og c er lysets hastighed. Alt dette ved jeg. Men jeg forstår ingenting af det. Jeg har ikke erkendt Einsteins specielle relativitetsteori. Det er en leksikal viden jeg har. En død viden. Der er forskel på viden og erkendelse. Erkendelsen er altid individuel og vi må altid selv producere den for at have den. Og vi må i virkeligheden altid producere den på ny for at have den. Hver gang. Ellers er det vores viden. Vores leksikale viden. Det er blandt andet også det, der gør, at vores børn aldrig rigtig vil høre efter. De er nødt til at begå deres egne fejl og få deres egne erfaringer. Vi har måske erkendt og erfaret det, men de vil ikke blindt overtage vores viden. De vil selv. Og de skal selv. Fantasien er vigtigere end viden. Uden fantasi ville vi aldrig komme videre, der ville aldrig ske noget nyt. Vi ville for evigt være bundet af det gamle. Af fortiden. Nu spørger I måske jer selv: hvor vil præsten hen med det her? Det er det bedste for jer, at jeg går bort? Hvordan hænger det hele sammen? Hvor kommer fantasien ind i billedet? Og hvor blev friheden af? Jo, nu skal I høre. I fredags, Bededag, da en del af de unge mennesker i vores sogne blev konfirmeret, læste jeg en tekst fra Hebræerbrevet, hvori der siges: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Det står også hos profeten Jeremias. Og den tekst vi i dag har læst af profeten Ezekiel taler også om det. Loven skrives i hjertet. Det står jo i modsætning til den lov, der er hugget ind i stentavlerne. Moseloven, der bæres ned fra bjerget. Altså loven der kommer ovenfra. Den kan man kun adlyde. Det er et forhold mellem befaling og lydighed. Du må ikke dette og hint, du skal gøre sådan og sådan. Det er Guds befaling, der kræver menneskets underkastelse og lydighed. Du skal! Du må ikke! Her er der ikke umiddelbart megen frihed. Den lov, der er hugget i sten, den kan man lære udenad. Så ved man altid, hvordan man skal forholde sig. Hvis man bliver i tvivl, finder man bare sine stentavler frem, eller bogen med lovteksten, og så læser man efter og ser hvordan man skal gøre. Det er der bare et vigtigt problem ved. Når vi konsulterer vores stentavler, så må virkeligheden rette sig efter dem. Når vi lever efter en regelsamling, der er hugget i sten, så vil vi med automatik komme til at gøre vold på virkeligheden og hinanden. Og i denne forbindelse er det kun en biting, at loven kan være over 2000 år gammel. En tilværelse baseret på lov og viden resulterer i fundamentalisme i mere eller mindre udpræget grad. Fra islamisk fundamentalisme som vi kender den hos IS eller vores almindelige vanetænkning og fordomsfuldhed i det daglige. Allerede på Jesu tid viste det sig at være et problem, og det et problem, der på det væsentligste hænger sammen med Jesus Kristus og hans inkarnation her iblandt os. Kan I huske, at Jesus en dag med sine disciple plukker aks på en sabbat. De er sultne, men datidens fundamentalister og skrankepaver, de farisæiske regelryttere anklager ham for at bryde loven. Aksplukning er arbejde og arbejde er forbudt på en sabbat. Men Jesus bruger sin fantasi og svarer: Sabbatten blev til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbattens. Loven er til for mennesket skyld og ikke omvendt. Eller I husker kvinden som havde bedrevet hor. Hende de trækker hen til Jesus for, at han skal dømme hende, så de derved kan fange ham i lovens fælde. Hun skal ifølge loven idømmes stening! Og han svarer: lad den, der er uden skyld kaste den første sten. Hvor fantasifuldt! Jesus siger i den såkaldte Bjergprædiken fra Mattæusevangeliets kapitel 5, at han ikke er kommet for at nedbryde loven men for at fuldkomme den. Det er også her, at han strækker lovens bogstav til det yderste, ja helt ud over grænsen: Du må ikke slå ihjel, bliver til, enhver, som bliver vred på sin broder, har allerede begået drab, enhver, som ser på en andens hustru, eller en ung pige i kort sommerkjole en forårsdag har allerede bedrevet hor, vi skal vende den anden kind til, når nogen slår os, vi skal give alt, hvad vi ejer, hvis nogen beder os om en lille ting, vi skal gå to mil med den, der tvinger os til at gå en, ja, vi skal ikke blot elske vores næste, vi skal elske vores fjende. Han er ikke kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde og fuldkomme den. Hvis han ikke er kommet for at nedbryde loven, så er han da vist kommet med et andet kaos. Han lyder som noget af en lyseslukker. Men han tænder lys og vi skal gøre det samme. Det er da vist bedst, at han går bort, tænkte de skriftkloge, de lovkyndige og de ledende mænd. Det er da vist bedst, hvis han forsvandt hurtigt og helst på en skrækkelig måde. Han kunne jo gå hen og blive korsfæstet fantasten. Men han siger det selv. Det er det bedste for jer, at jeg går bort. Og han mener det. Jesus står på en måde i opposition til loven og den fædrene overlevering. Alt det de gamle har sagt, det formulerer han på en ny måde: I har hørt, at de gamle siger sådan og sådan, men JEG siger jer! Men hvad er det han sætter i stedet? Hvilken lov kommer han med, hvis han ikke er kommet for at nedbryde men fuldkomme loven. Hvornår er loven fuldkommen? Det er den, når den er skrevet i hjertet på den enkelte. I det hjerte, der er af kød og blod. Ikke i stenhjertet. Når loven er skrevet i et levende hjerte, det hjerte, der banker i brystet på hver enkelt af os, så først er den enkelte sat fri. Den lov, der er skrevet på stentavler, den vil med nødvendighed gøre vold på virkeligheden. For virkeligheden er foranderlig. Den ene situation ligner ikke den anden. Det ene menneske ligner ikke det andet. Kristi lov er individuel. Den sætter os fri. Og derfor er hans åg godt og hans byrde let. Enhver situation er individuel og kalder på en individuel handling. Og det kræver fantasi. Det er nødvendigt at tage sin fantasi til hjælp og forestille sig den handling som situationen nødvendiggør. Er det for fantasifuldt? Fantasi er ånd. Lad os blive helt konkrete. Jeg fik forleden forevist et billede af en druknet pige, der flød rundt i Middelhavet og fik stillet spørgsmålet: Skal vi hjælpe bådflygtningene, der forsøger at sætte over her og som mange gange drukner i forsøget? Skal vi hjælpe? Hvem er vi? Skal du hjælpe? Svaret er Ja, vi skal hjælpe og Ja, du skal hjælpe, Ja, jeg skal hjælpe, men hvordan? Situation skriger på handling. Det var, hvad den lille druknede pige gjorde. Skreg! Hvordan skal vi hjælpe? Som samfund betragtet er der tale om en politisk beslutning, som vi må tage i fællesskab og ad de kanaler som vi har til det. Hvordan skal du hjælpe? Det afhænger af din situation. Af dine evner. Af dine muligheder. Jeg kunne tage til Italien og begynde at svømme ud i Middelhavet, men er det nu en god idé? Lad os gøre det mere nærværende. Der er ingen, der er i tvivl om, at den druknende pige i gadekæret her i Gerlev skal have hjælp. Men kan du svømme? Kan du førstehjælp? Har du en telefon, så du kan ringe 112. Har du en stemme, så du kan råbe efter hjælp? Eller har du de varme tæpper, hun skal have om sig, når vi har forhåbentlig har fået hende i land? Du skal gøre, hvad du kan, men hvem er du, og hvad kan jeg? Det er individuelt. Vi kan ikke opsætte en generel regel, der gælder alle konkrete individuelle situationer. Vi må bruge vores fantasi. For enhver situation kalder på en individuel personlig handling. Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov. Det er hvad vi kan sige generelt. Resten er op til os og vores evner og vores fantasi. Ja, men er det så ikke ganske vilkårligt og op til folks måske ikke så gode vilje om hjælpen når frem? Er egoismen ikke for stærk i os? Jo, måske, men sådan er det. Politisk kan vi lave love, der gælder for alle i enhver situation, og det skal vi. Med loven i hånden kan vi forsøge at tøjle egoismen i os alle. Men kristeligt set gælder: Bær hinandens bryder. Det som I gør mod en af mine mindste brødre, det gør i mod mig, siger Jesus. Vi kan håbe, at Jesus pludselig kommer igen og står fysisk iblandt os, så vi kan spørge ham: Hvad skal vi gøre? Men det var det bedste for os, at han gik bort. Han har sat os fri. Som kærligheden sætter fri i det den på samme tid binder os. Den sætter os fri fra os selv og binder os til situationen og den konkrete handling, den kalder på. Fantasien skal bindes til virkeligheden. Den konkrete virkelighed vi til enhver tid befinder os i. Den enkelte, du og jeg i de konkrete situationer vi står i, vi må spørge os selv og bruge vores fantasi: Hvad vil Jesus gøre nu, hvor han kun har mine hænder? Vi må bede til, at vi vil svare på det kald, som den konkrete situation har til os. Hvad er Helligånd? Denne uhåndgribelige størrelse? Så luftig som en fantasi. Sandhedens ånd, der skal sætte os fri. Helligånden, det er vores fantasi, der reagerer på en konkret levende virkelig situation og bønnen: Herre, ikke min vilje ske, men din! Det er befriende og glædeligt. Lad os tænde et lys! Vi må bede til, at vi vil svare på det kald, som den konkrete situation har til os. Hvad er Helligånd? Sandhedens ånd, der skal sætte os fri? Helligånden, det er vores fantasi og bønnen, Herre ikke min vilje ske, men din.

.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App