Påskespecial: Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag

28:19

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Prædiken påskedag 2015, Ole Bjerglund Thomsen

I december synger vi, at julen varer lige til påske. I år var det modsat, for lige siden jul har mange talt om påske - der har virkelig været stor opstandelse om opstandelsen. En præst kom nemlig til at sige, at når han ved begravelser talte om opstandelsen, så stak han familien til den afdøde en nødløgn. Uanset hvad han tror på, så har han nok fortrudt de ord. Men positivt har hans udsagn startet en debat om opstandelse. I år begyndte påsken altså nærmest i julen, og det er der en stærk pointe i: Jesus kom nemlig til verden i julen for påskemorgen at give nyt liv til hele verden og menneskeheden.

Den livlige debat om opstandelsen kører stadig: Skal man nu forstå Jesu opstandelse bogstaveligt, billedligt, fysisk, poetisk, åndeligt eller legemligt. Og var der overhovedet nogen opstandelse, eller havde disciplene, jøderne eller romerne bare fjernet liget? Alt det lader vi ligge, men jeg bliver nødt til at sige, at jeg kun kan stå her i dag, og jeg kan kun begrave folk hér i sognet med tre skovlfulde jord og ordene om at opstå igen, fordi jeg tror på Jesu opstandelse og på opstandelse for os - jeg håber på et glædeligt gensyn, men hvordan, det ved jeg ikke. For mig er opstandelsen virkelig, men noget, som vi bedst nærmer os ved at tale i billeder.

Hvor meget kan man nemlig sige om den opstandelse?

----

For:

Det er så sandt, at ingen så,

Vor Herre ud af graven gå.

Og det som intet øje så, vil kirken holde søndag på.

Sådan sang vi lige, og jeg synes de ord rammer meget godt.

De siger det, vi hører i dag: Kvinderne kommer ud til graven og ser, at den er tom. Ingen ved, hvad der er sket.

Fornuften, forstanden og biologien siger os, at døde ikke bliver levende igen. Hvis vi vil, kan vi trænge evangeliet op i en krog og med vores lille afmystificeringskniv skære fortællingen i stykker: Dét der kan ikke passe. Det skærer vi af. Dét kan ikke lade sig gøre. Det snitter vi også lige væk. Måske fordi vi mener, at moderne mennesker ikke kan tro på noget, de ikke kan forstå. Men den lille rest vi står tilbage med efter fornuftsknivens dissekerende korstog kan vi hverken leve eller dø på.

Om opstandelsen og om Guds historie i det hele taget gælder, at den er et mysterium, der må gribes i tro. Vi må give os hen til det, som undrer og forskrækker, ligesom det undrede og forskrækkede kvinderne ved graven. At tro vil sige at lade sig rokke og turde håbe, håbe at den forestilling vi havde om, at i hvert fald døden var stensikker, den er slet ikke så sikker alligevel. Og ja, det kan være svært at tro, og enhver af os har tvivl.

---

Når det gælder opstandelse og tro i det hele taget, må vi give hinanden plads til at have forskellige opfattelser.

Tro er lettest med åbenhed. Da jeg her op til påske var med i TV-Øst påskeudgave af Præstens Lektie havde stationen på forhånd interviewet tre danskere om påsken. Den ene, assisterende fodboldlandstræner Peter Bonde, havde det svært med nadverberetningen og korsfæstelsen. Men påskedag var for ham dér, hvor han kom tættest på at tro på det uforklarlige. Han har nemlig en oplevelse af, at når et menneske dør og tydeligt er helt anderledes at være i nærheden af, så er det måske fordi, at livet er et andet sted.

Sådan et udsagn om fortsat liv er ikke i sig selv er kristendom, heller ikke selvom manden er landstræner. Men jeg vil pege på, at når fodboldtræneren hører påskens beretning om det, som ingen har set, så kan han åbenbart forstå det i sit eget liv ved at forestille sig livet og sjælen et andet sted, når den kære ligger helt livløs. Det er et godt og åbent udgangspunkt for at høre, hvad kristendommen siger:

Nemlig at vi håber på opstandelse med både krop og ånd - men hvordan og hvornår Vorherre lader det ske, ved vi ikke.

For nogen er det let at tro på som en begivenhed engang ved verdens ende. For andre må det også have nutidig virkelighed.

---

I Martin A. Hansens novelle, Påskeklokken, hører man, hvordan kirkeklokken påskemorgen gør noget ved en række mennesker i et lille sogn. Nogle af dem går i kirke.

På en bænk ved orglet sidder organistens og andenlærerens unge og gravide kone, Grethe. Hun føler sig utilpas i kirken, for hun tror ikke rigtigt på noget. Forrest i kirken står førstelæreren, hendes mands kollega. Han er kirkesanger. Engang havde han en stor og flot stemme - han drømte om at blive noget ved operaen. Men det blev ikke, og nu er han endt her i det lille sogn. Skuffet og nedtrykt er han - og har en gammel rusten stemme - selvom han ikke vil indrømme det. Andenlæreren og organisten bliver provokeret af den nedtrykte førstelærer og sanger - så han tackler ham i hanekampe mellem orgel og sanger, hvor han konstant spiller lidt hurtigere, end den gamle kan synge. Da den unge kone nu hører kirkesangerens indgangsbøn, hører hun bag ordene i hans stemme en bekendelse af skam, nederlag og lidelse. Og hun tænker, jeg må hjælpe ham - så hun folder hænderne.

Da præsten senere prædiker tænker hun:

Opstandelse? Hun forstår ikke, og hun tør ikke tænke fuldt ud, hvad de ord betyder.

Nej, jeg må nøjes med smulerne. Det skal vokse roligt og langsomt i mig. Ligesom du lille! (altså barnet i maven) Du er da også en opstandelse. Du var ikke til, men pludselig begyndte du at puffe i mig.

Og hun hører om, at det påskemorgen var kvinderne, som bare ville ud til en død for at gøre ham en sidste tjeneste, der først forstod, hvad opstandelse var. At gøre noget for den, som ingen andre gør noget for, at lindre lidelse - hvis det er der, man kan tro opstandelsen, så er det måske den vej, hun skal gå. For det forstår hun bedre end med forstanden. Det går op for hende, at opstandelse gælder mere end de døde. Det gælder også levende.

Hun vil gå før altergangen. På vejen siger hun til sin mand organisten, at han i dag skal skåne sangeren for flere drillerier. Hun kan ikke forstå opstandelse ud fra præstens snørklede ord, men hun kan forstå det ud fra virkeligheden, ud fra menneskers behov for nyt liv, omsorg og hjælp, og ud fra det nye liv inden i sig. Sådan bliver det virkeligt for hende, og tanken om opstandelse begynder at vokse i hende som barnet.

På samme måde bliver vi måske heller ikke klogere på opstandelsen af at læse tykke bøger eller følge de sidste tre måneders skyttegravsdebat i det såkaldt kristelige dagblad, men hvis vi i stedet kaster blikket ud i haven, ser vi måske, dér hvor der før var død og sort jord, de blomstrende erantisser, eller som i denne uge blomstrende påskelijler, der endda fik sne i nakken. Guds nye liv bliver tydeligt i skaberværket hvert forår. Blomsterne bekymrer sig ikke om diskussionen om fysisk eller åndelig opstandelse, virkelig eller billedlig. De vokser bare og bliver levende opstandelsesbilleder for os. Og man kan tænke, at nok er opstandelsen utrolig - men egentlig vel ikke mere utrolig, end at Gud gav os livet første gang og hele tiden giver naturen livet igen? Kunne og kan Gud det, så kan han vel også give os liv igen?

Som kvinderne måtte væk fra den tomme grav i en fart, tilbage til virkeligheden med budskabet, måtte den unge organistkone i Martin A . Hansens påskenovelle ud i virkeligheden - og derude bliver det en lille opstandelsesbegivenhed, da hun på kirkegården møder kirkeværgen, som aldrig vil gå i kirke. Med sine spørgsmål og sin omsorg bliver hun den, der forløser hans forkrampede sorg over at have mistet sin lille søn i et uheld. Kirkeværgens fornemmelse af stadig at opleve den døde drengs nærvær, som han skammer sig over, tolker hun i deres samtale som et ønske om at tro på opstandelse. Hun siger til ham, at han måske skulle sidde i kirken i stedet for at gå udenfor.

Måske gælder det for os om, som organistkonen Grethe, at være åbne - åbne over for steder, hvor opstandelsen kan kobles på. I kirken skal der være plads til alle tanker - ikke kun dem, der stemmer med en bestemt opfattelse. Men i tillæg til de forestillinger, vi mennesker bærer med, skal vi i kirken møde påskefortællingens ord om både evigt liv og menneskeliv, som kan sætte vores tanker om liv og død ind i evangeliets ramme.

Det kan være forskellige erfaringer, der kan koble til opstandelsen. Måske er et lille billede på opstandelse dér, hvor vi går i seng med tungt humør, og næste dag vågner op med lidt mere mod på livet. Eller der, hvor ny medicin gør livet tåleligt igen. Opstandelse er det vel også dér, hvor vi efter tabet af én, vi holdt af, på trods af sorgen igen kan opleve glæde i livet. Opstandelse er måske, at én har brug for dig - og at du kan række ud med en hjælpende hånd eller et ord. Opstandelse er der, hvor Gud siger, du er værdig! - også selvom du har oplevet dig selv som uværdig og frygtet at blive gennemskuet og afsløret. Opstandelsen er der, hvor fejltrin har tynget, men et ord om tilgivelse gør, at jeg tør rejse mig. Opstandelse er, at der altid er en chance til.

Opstandelsen var dengang ved graven, selvom ingen så det - og vi må tro og håbe, at den er for os alle engang på den anden side. Men den er sandelig også lige her og nu.

Opstandelsen er ikke bare fra jul til påske - men hele året rundt, år efter år, hele vejen ind i Guds lysende evighed. Glædelig påske!

Kære Gud

Vi takker dig for, at du lod din søn opstå af graven påskemorgen, så døden ikke længere er slutningen.

Der kan være så meget mørke, håbløshed, kedelig fortid og dårlig samvittighed, som gør os tunge.

Derfor beder vi: Giv os del i opstandelsens håb.

Lad os se de nye muligheder, som din kærlighed og tilgivelse byder os.

Giv os mod til at tro og gribe mysteriet om den tomme grav som et løfte om nyt liv i fællesskab med dig og mennesker i din evighed.

Vi beder dig for alle mennesker: Giv os del i din opstandelse nu! Vær med, når livet er tungt, vær med i sygdom, sorg, og når døden er nær. Vær med de steder, hvor sult, lidelse, krig, terror og diktatur skaber et helvede på jord. Hjælp os til at skabe opstand mod alt, hvad der ødelægger liv.

Send os til det menneske, der har brug for hjælp, trøst og håb, og lær os at dele dine gaver med hinanden

Vi beder dig for din kirke her i Haslev og ud over hele jorden.

Vi beder dig for den magt, stor eller lille, som vi og andre har fået: Giv os alle visdom til i kærlighed og ansvar at forvalte det, der ligger i vore hænder. Amen

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App