I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Knud Munck, Kalvehave og Stensby. Født 1951 i Ørre Sogn ved Herning. Har læst teologi og religion på Aarhus Universitet. Højskolelærer i to omgange og præst, ligeså to gange. Senest og lige nu i Kalvehave-Stensby ved Vordingborg. Bor i Langebæk, smørhullet midt imellem. Har skrevet en biografi om digteren Michael Strunge, og er levende optaget af teologi, litteratur, film, kunst og sport. Har kone og børn og en travl, men forhåbentlig ikke forhastet hverdag. Mit motto for tiden er: "Smile, breathe, and go slowly".
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Samuel L. Larsen Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Prædiken
“Bord, dæk dig!” Sådan lyder en trylleformular fra Grimms eventyr. Det ville være dejligt, om man med en sådan formular kunne klare alt, hvad angår mad og drikke, så man bare kunne sætte sig til et veldækket bord hver dag uden at røre en finger. “Bord dæk dig!”. Sådan! Men så enkelt er det desværre ikke i den virkelige verden. Mad skal skaffes og bringes til veje. Mad skal forarbejdes og kokkereres. Det kan undertiden være hårdt og trælsom at skaffe maden. At mad ikke bare er en selvfølgelighed, fremgår af bønnen i Fadervor: “Giv os i dag vort daglige brød!” Det er en bøn, de fleste af os kender. Vi må virkelig gøre noget, for at skaffe føden, for “uden mad og drikke duer helten ikke”. Mad er en livsnødvendighed. Ja, vi dør, hvis vi ikke får noget at spise og drikke. Det får vi mindelser om, når vi i tv ser billeder af livet i de tyske koncentrationslejre, nu her 70 år efter Auschwitz. På den anden side kan man også spise og drikke sig en død til ved at spise for meget. Fråseri regnes sågar for en dødssynd. Så lad os holde os til den gyldne middelvej! Og lad os være taknemmelige, hver gang vi spiser et godt måltid mad, og lad os spise det med ærbødighed! Jesus, som i dag er fortællingens hovedperson, siges ikke at have lidt af asketiske tilbøjeligheder, men kunne godt lide et godt måltid mad. Han blev ofte indbudt til at spise med fine og lærde folk så som farisæere og skriftkloge, men han spiste lige så gerne med mindre fine, toldere og syndere. Undertiden beskyldte man ham for at være “en fråser og vindranker”. Så hvis vi skal følge i Jesu fodspor, kan vi roligt sætte os til et veldækket bord og spise og drikke. Det er ikke spor syndigt. Mad er ikke bare en livsnødvendighed, men også et nydelsesmiddel. At spise ved et veldækket bord er mere end bare indtagelse af føde. Det er madkultur og gerne samvær med andre. Og sådan var det også for Jesus. Det at være indbudt til at spise sammen med et andet menneske kan betyde, at man bliver accepteret og undertiden endda tilbudt et venskab. Og ethvert måltid kan være et sted for udveksling af gode tanker og ideer mellem venner. Dagens evangeliske menu står på bygbrød og fisk. Det er Jesus, der etablerer menuen og står som arkitekt for det enestående under, at 5000 mennesker får et måltid mad ud fra meget få ressourcer. Og de spiser sig oven i købet mætte. Forinden har Jesus holdt tale for dem og fortalt dem om Guds rige. Men undervejs er de blevet sultne. Det ser Jesus og han lader så tingene ske, som vi hører om. Underet sker. Evangelisten Johannes kalder det også et “tegn”. Underet viser nemlig hen til noget. Jesus foretager sig syv af slagsen, der alle visen hen til ham selv som Guds søn. Vi kan roligt klappe i hænderne af Jesu bedrift. Her har vi en mand, der ikke bare har øje for folkeskarens åndelige behov, men også for dens fysiske behov. Og det hele udvikler sig på magisk vis. Måltidet blandt skaren i ørkenen bliver et himmelsk måltid. Det kommer som manna, sendt fra himlen. Og vi kan i dag se det som en slags forløber for nadveren, som vi kender fra den kristne gudstjeneste. Når vi spiser nadver sammen som menighed, er vi fælles om noget, og alle kan være med. Vi spiser os som menighed tættere ind på hinanden. Katolikkerne kalder det da også “kommunion”, hvilket betyder fællesskab. “Kommunion” er faktisk et mere sigende udtryk end “nadver”, der jo bare betyder aftensmåltid. Nadveren er et kultisk måltid med betydning af guddommeligt nærvær, der oven i købet kaster en syndsforladelse af sig. Det store fællesmåltid i ørkenen skal ses i lyset af, at Jesus vil skabe et gudsrige midt blandt mennesker. Han vil lade ødemarken blomstre. Han vil lade de blinde se, gøre de lamme hele og få de halte til at gå igen. Han vil mætte de sultne og frelse de udskudte. Han ville bringe det glade budskab ud til alle ved sine spektakulære handlinger. Først og fremmest henvender han sig til “de hungrende”, der skal mættes”, og til “de tørstende”, der skal få nok at drikke. Vi ser Jesus for os, som en lysende skikkelse, der står med åbne hænder og byder ind til fællesskab med sig selv og sine ligesindede. Ingen skal føle sig udenfor. Evangeliet lover os fulde maver og dagligt brød. Og dertil åndelig føde, for Jesus kalder sig også for “livets brød”. Det er saligt at blive mæt, både på den ene og den anden måde. På et tidspunkt i fortællingen bliver folk mætte og nærmest overstadige, og de ser hovedpersonen som deres store helt. De vil oven i købet gøre ham til konge, men her sætter Jesus hælene i. Han takker nej til tilbuddet og trækker sig tilbage til bjerget. Han ønsker at være helt alene. Han vil ikke være konge, men den ydmyge “Herrens tjener”. Hans brød er tjenestens brød, og hans rige er ikke af denne verden. Han vil indgyde mennesker livsmod og tro på, at der hele tiden kan skabes magiske øjeblikke i livet, og han går oven i købet selv rundt og skaber nogle af dem. Konklusionen på dagens fortælling er, at Jesus havde overskud. Han så en mangel, og han havde overskud til at søge den udfyldt. Han havde overskud til at se sulten og nøden blandt alle de forsamlede mennesker, hvor han kunne have trukket sig tilbage fra dem. Han havde jo givet dem “livets brød” med sin tale om Guds rige. Nej, han så ud over forsamlingen og fornemmede, at folk ikke kunne “spises af ” med den åndelige føde alene, men også havde brug for den timelige føde. “Uden mad og drikke, duer helten ikke”. At have overskud er en sjældenhed i vore dages fortravlede samfund, hvor mennesker ofte skynder sig og har travlt. De skal nå det ene og det andet, og tiden er knap. Det ender ofte med stress, for de kan ikke nå det hele. Og de mangler overskud. Der er brug for mennesker, der viser overskud. Selv den mindste gestus kan have stor betydning. Bare det at opleve at nogen lader én gå foran i køen i supermarkedet kan gøre én glad resten af dagen. Det er godt, når nogen tager ansvar eller viser venlighed. Bare det at tilbyde en udflugt, give et knus eller måske bare en kop the ved køkkenbordet. Det behøver ikke at være så meget for at være noget stort. Nogle gange er de små ting de største. Når man viser et andet menneske overskud, kan man også selv få del i overskuddet, fordi man bliver glad. Alle kender glæden ved at give andre noget. Jesu eksempel er værd at følge. Han reagerede spontant på folks mangel - som i ørkenen, hvor der var mangel på føde. Han havde overskud. Han viste også overskud, når han helbredte syge, trøstede sørgende, uddrev dæmoner og opvakte døde. Han reagerede på mennesker i nød og var klar til at række dem en hjælpende hånd. Vi har hørt om en mangel, der blev erstattet af fylde og overskud. Jesus gjorde meget af det, vi også kan gøre over for hinanden. Men selv var Jesus det egentlige mirakel, og hans måltid kaster glas over alle andre måltider. For i og for sig er et hvert måltid et under, som vi bør takke for. Selv det simpleste måltid kan blive et festmåltid. Ethvert måltid er helligt og langt mere end bare det at få noget i skrutten. Det viser hen til noget åndeligt, noget større end os selv: “livets brød”. Som det også hedder i Bibelen: ”Mennesket lever jo ikke af brød alene”. Evangeliet understreger, at livet ikke kun er noget dagligdags, men noget, der har en magi over sig, som vi tit overser. Vi lever i en verden, der let kan forvandles til grå hverdag, men der skal ikke så meget til, før den også kan forvandles til Guds paradisiske rige. Der kan ske noget, når mennesker i fred og skøn samdrægtighed spiser sammen. Og hvis vi deler Guds gaver med hinanden, skal der nok blive tilstrækkeligt til alle. Amen.
Prædiken
Det er ikke gået mere end en uge, siden Folkekirkens Nødhjælp afholdt deres årlige sogneindsamling, og også i vore sogne sendte vi indsamlere fra dør til dør. Det gik godt, selvom vi jo altid kan bruge flere hænder til at rasle med bøsserne, men mon ikke flere kommer til næste år, det håber jeg! Nuvel, hvis du er interesseret i at vide mere om Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling, kan det varmt anbefales at du kigger forbi på indsamlingens officielle hjemmeside: slutsult.nu En glimrende webadresse som jo tydeligt understreger, hvad sagen drejer sig om: at afhjælpe sult og anden form for nød hos mennesker, ikke i Danmark, men i Afrika og Asien. ”Hvad kommer det os ved”, tænker vi måske? De må da lære at tage ansvar og klare sig selv. Hvis bare de lod være med at bekrige hinanden og i stedet hjalp hinanden på det afrikanske kontinent, kunne de sagtens klare sig selv uden vores hjælp. Og ja, det kan vi da have delvist ret i. Vold, undertrykkelse, korruption, diktatur som styreform, religiøs undertrykkelse, mangel på oplysning og uddannelse, ingen ligestilling osv. osv….. der er mange selvforskyldte grunde til at mennesker nogle steder i verden sulter. Problemet er bare at det kun er en del af sandheden. For ikke alt er selvforskyldt. Vi, danskere, bærer også en del af ansvaret for den nød, som rammer ulandene. Lad mig uddybe og gøre det med en forklaring, som jeg hørte i forbindelse med Folkekirkens Sogneindsamling for få år siden – forklaringen lyder sådan her – og hold nu fast for det går stærkt: ”Vi køber masser af dimser der bliver lavet på fabrikker, der får energi fra olie el. kul, og derfor udleder CO2, og når dimserne bliver transporteret til Danmark bliver der også udledt CO2, og når vi kører i bil, lytter til musik, surfer på nettet, steger en rød bøf og tager et varmt bad bliver der også udledt CO2. CO2 i atmosfæren holder på varmen fra solens stråler, så gennemsnitstemperaturen på jorden stiger. Det betyder at isen ved polerne smelter, så vandstanden i havene stiger, og vind og vejr bliver mere ekstrem. Det betyder større risiko for tørkeperioder nogen steder f.eks. i Afrika, og andre steder, f.eks. i Bangladesh, kommer der mere regn og flere cykloner og det fører til oversvømmelse. Desuden ligger Bangladesh ved foden af Himalayabjergene, så den smeltede is og sne fra tinderne løber ned i Bangladesh’ floder og forværrer oversvømmelserne. Både tørke og oversvømmelser ødelægger bøndernes afgrøder, og uden afgrøder ingen mad. Og så risikerer man at sulte!!!” Og det er vores skyld. Vores vestlige livsstil bærer en del af skylden. Derfor handler sultproblematikken også om os – vi har et medansvar for at folk i andre egne af verden sulter. Når vi går rundt i Danmark, så er sult måske ikke lige det vi tænker mest over, men faktisk skal vi kun flyve få timer i en flyvemaskine før vi står lige midt i sulten! I fjernsynet kan vi også stifte bekendtskab med sulten – på betryggende afstand, forstås. Hvordan er det at sulte? Uden tvivl må det være forfærdeligt ikke at have mad til børnene eller sig selv – ja, mange dør rent faktisk af det. Evangelieteksten til i dag handler om et bespisningsunder! Hvor relevant er det lige for os fede danskere? Men den sultende afrikaner, han forstår teksten på en helt anden virkelighedsnær måde, for han har mærket sulten på egen krop! Maden på bordet er ikke en selvfølge, og derfor betragtes hvert eneste måltid som en velsignelse og glæde, ja i bund og grund en gave fra Gud. Tankevækkende, at mens vi i vesten kæmper mod fedmeepidemier, kæmpes der i ulandene mod tomme maver på grund af sult!! Nogen har for meget og andre for lidt! ”What’s in it for me?” – ynder ungdommen at sige. Hvad betyder det for mig? Har evangelieteksten overhovedet et budskab til os? Naturligvis – mange ting kunne trækkes frem. Men i dag vil vi nøjes med at se på den lille dreng med de fem bygbrød og de to fisk. ”Hvad er det til så mange” spurgte Andreas?. Ja, hvad betyder det, at ligge en tier el. en tyvekrone i raslebøssen, når indsamleren står i døråbningen? Hvad betyder det at tage et bad på fem minutter i stedet for ti? Eller hvorfor skal computeren absolut stå tændt det meste af døgnet? Hvad med fjernsynet el. radioen? Og os der har kræfter og er friske – hvorfor tager vi bilen på alle disse evindelige småture, når vi lige så godt kunne gå eller tage cyklen? Kunne det tænkes at små livsstilsændringer i vores rige del af verden kunne være med til at stilne sulten i den fattige del af verden? Hvad betyder så lidt i forhold til så meget? Jesus vil sige til os i dag, at ganske lidt, kan blive til ganske meget. Dengang, for to tusinde år siden var fem bygbrød og to fisk nok til at mætte en tusindtallig skare – et under var det! Hvis verden i vore dage skal blive et godt sted for alle mennesker – også for dem der sulter eller lider anden form for nød – så fordres der et Guds under, hverken mere eller mindre. Men Guds storhed begynder ofte i det små. Nemlig hos os! Hvad kan vi bidrage med, spørger vi måske? En hel del, ja ganske meget, vil Jesus svare os i dag. For intet er så småt, at Gud ikke kan bruge det i sin store tjeneste. ”Mange bække små gør en stor å”, siger vi som bekendt, og når Gud lægger sin velsignelse til indtræffer underet. Dette gælder på det fysiske og materielle område, men faktisk gælder det også på det åndelige område – intet er så småt at Gud ikke kan bruge det. F.eks. kan en undseelig, måske skamfuld bøn, være langt mere værdifuld end en velformuleret prædiken. Og nu vi taler om det åndelige: måske er det netop den åndelige sult der er det helt store problem i vores del af verden. Materielt og fysisk er vi uhyre velbjærgede, javel, men åndeligt er vi mange, som er underernærede! Netop derfor trænger også vi i høj grad til et bespisningsunder – blot et åndeligt et af slagsen! Og det er ikke uvæsentligt, skulle jeg hilse og sige! Så kære kirkegængere kom frit frem – intet er for småt – Gud kan bruge det alt sammen. Gid vores verden – og vi med den – må opleve, at Gud griber ind og stilner sulten, både på det fysiske og på det åndelige plan. Amen