Bør vi ophæve blasfemi-paragraffen?

28:18

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Christina Rygaard Kristiansen, Tingsted. Du kan se en præsentation af de medvirkende præster  her

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt,  læse den her

Kristian Østergaard, Sorø klosterkirke Du kan se en præsentation af de medvirkende præster  her

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her

Prædiken

Prædiken er ikke udgivet på nettet

.

Prædiken

”Risikerer grundigt at møde/ en jeg ikke kender/ men kommer til at kende/ så begges fremtid lægges om”. Sådan hedder det i Benny Andersens digt ”Gågade” og i en moderne sprogdragt fastholder disse linjer en vigtig og væsentlig del af den virkelighed, der møder os i dagens evangelium. Jesus møder en kvinde, en af de såkaldte urene hedninge, og hun beder Jesus om at forbarme sig: ”Min datter plages af en slem dæmon.” Kvinden ønskede kun, at hendes datter måtte blive rask. Derfor blev hun ved at plage igen og igen. Hun kæmpede med Gud for at fravriste ham ikke blot velsignelsen, men også barmhjertigheden og nåden. Hjælp mig, skreg hun, hjælp og helbred min datter. Så konkret var bønnen og så voldsomt, udadvendt og grænsesprængende var hendes tro, at disciplene blev trætte af alt dette råberi. Sådan går det jo. Også de nærmeste bliver jo trætte af insisterende plageri. Og selv Jesus blev til sidst så træt, at han sluttelig måtte gøre den kanaanæiske kvinde til et forbillede på tro. Indtil da havde vi haft et andet forbillede på tro – nemlig Abraham. Vi husker nok, at Abraham i Det Gamle Testamente var villig til at slå sin elskede søn Isak ihjel på Morija-bjerget for at bevise, at han troede på Guds ord. Den kanaanæiske kvinde gør lige akkurat det modsatte. Hun sætter Jesus på prøve for at få helbredt sin datter. Den kanaanæiske kvinde er det nye forbillede på tro. Hun giver ikke op. Hun vil ikke ofre sin datter, men hun vil ofre alt for at redde sin datter. Hun lader sig ikke fornærme, men klynger sig til den umulige mulighed som et menneske, der klynger sig til den klippeafsats, som han er ved at styrte ned fra. På en af Storm P. illustrationer vil en herre gerne vise en anden mand sin deltagelse og sin forståelse. Derfor siger han: ”Kære ven, jeg ved, hvordan det er”. Den anden svarer: ”Nå, hvordan er det så?” Perspektivet er mere end vittigt, for hvordan kan den ene i virkeligheden vide, hvordan det er for den anden? Og det er faktisk problemet i mødet mellem Jesus og den kanaanæiske kvinde. Vi forstår nemlig, at Jesu er så meget menneske, at han endnu ikke helt kan begribe, hvad der var hans opgave og mission i verden. Det er, som om kvinden sætter en hel tankerække i gang hos ham, og Jesus må standse op overveje, hvad han er sendt til verden for at gøre. I begyndelsen ignorerer Jesus den kanaanæiske kvinde fuldkommen. Hun repræsenterer tydeligvis folkeslag, man bør holde sig langt fra. Siden sammenligner Jesus hende med en hund. Der kan ikke tænkes nogen mere skammelig eller ussel sammenligning end en loppebefængt hund. Men den kanaanæiske kvinde har ikke givet op: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler som falder fra deres herres bord.” Og de ord rammer Jesus i hjertekulen. Jesus kan ikke stå for hendes indvendinger, og dermed fortæller teksten også noget om, hvilken Gud vi tror på. Teksten fortæller os, at Gud ikke har trukket sig tilbage til de himmelske gemakker for at lade verden passe sig selv. Den Gud vi møder i dag er en levende Gud, der bevæges, der røres, og elsker mennesker højere end principper. For det er jo den ”Den guddommelige inkonsekvens” – også kaldet nåden, det handler om i dag. ”Kvinde, din tro er stor, det skal ske dig, som du vil!” Sådan lyder Jesu svar. Det var lige godt meget. For det sagde Jesus end ikke til sine disciple, som han kaldte ”I lidettroende!” Teksten er et vendepunkt i verdenshistorien. Både fordi det her sker, at Jesu ord og gerning ikke længere er reserveret jødefolket, men den ganske verden. Vi erfarer, hvordan Jesus ikke kun har sin opmærksomhed mod himlen, men så sandelig også mod de konkrete mennesker, der færdes på denne klode - uanset deres folkelige baggrund. Matthæusevangeliet er jo ellers rettet til de jødekristne. Det vil sige, de jødekristne betragtede Jesu virksomhed som et forholdsvis snævert foretagende, hvor Jesus kun var kommet til det jødiske folk. Teksten til i dag er således et vendepunkt, for Matthæus, der begynder i den afgrænsede jødekristne menighed, slutter skriftet i det kosmiske: ”Gå ud i alverden!”. Hvad der kun var beregnet for de få, er efter mødet med den kanaanæiske kvinde blevet for de mange - ja, blevet til et verdensomspændende foretagende. For holdningsskiftet hos Jesus denne søndag har i allerhøjeste gad betydning for grundlæggelsen af kristendommen. Ja, måske kan vi gå så vidt, at vi ligefrem kan tale om en omvendelse. Ikke om menneskers omvendelse, men om Guds omvendelse hen imod mennesket. For kristendommen handler jo ikke om en statisk, ubevægelig Gud: Kristendommen handler om en Gud, der omvender sig, når kærligheden og troen er på spil i det levende møde mellem Gud og mennesker. ”Risikerer grundigt at møde/ en jeg ikke kender/ men kommer til at kende/ så begges fremtid lægges om”. Jeg synes, teksten denne 2. søndag i fasten fortæller os, at vi er meget langt fra den karikerede Gud, vi så ofte ser fremstillet i ateismen. Her er der alene tale om en ubevægelig Gud, der måske nok kan bevæge verden, men ikke selv kan bevæges. Det er den Gud, ateisterne fortælles os, at de ikke tror på og som vi der er kristne næppe heller tror på. Nej, for i dag møder vi jo altså også en Gud, der bevæges – ikke af vores fortræffeligheder eller pukken på vores rettigheder, men af vores ak og vores tak. Der er liv i begge dele, så sandt som der er kærlighed både i sorgen og i glæden. Der er også sammenhæng. For Påskemorgens tak vokser jo ud af langfredags ak. Ja, således elskede Gud verden, og således ændrede Han den. Det kunne være overskriften til i dag. Man husker måske H.C. Andersens eventyr ”Hun duede ikke”. I byfogedens øjne duede drengens mor ikke. Hun var et udskud og slemt fordrukken. Ganske vist passede hun sit arbejde med at vaske i åen for de rige – og der fandt hun også sin død. Sønnen græd ved graven og spurgte: ”Er det sandt, at hun ikke duede?” ”Nej, sagde Halte-Maren”, den veninde, som har kende moren længst. ”Lad verden sige, at hun ikke duede. Jeg siger, hun duede og Vorherre siger det med”” Når Halte-Maren kan sige det så sikkert som hun gør, er det fordi fortællingen om den kanaanæiske kvinde med den syge datter har sagt det før. Således elskede Gud verden. Prinsen af Wales besøgte efter den 1. verdenskrig et hospital, hvor en lang række sårede endnu befandt sig et år efter krigens afslutning. Han gav sig tid til at hilse på hver enkelt af dem og vekslede nogle trøstende ord med dem. Derpå spurgte han lægen, om der var flere patienter. Jo, svarede lægen, der var stadig en, men han lå på et eneværelse, for han var så ilde tilredt, at ingen kunne holde ud at se på ham, og derfor viste man ikke prinsen derind. Men prinsen krævede nu at få adgang til enestuen, og inde i halvmørket lå ganske rigtigt en person, som knap kunne kaldes menneske mere. Han åndede svag og besværet, og kunne ikke længere tale. Prinsen åbnende favnen og gik direkte hen til den hårdt sårede soldat, han bøjede sig ned over sengen, og så kyssede han det, der engang havde været et ansigt. Således elskede Gud verden. Amen.

.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App