Vil du vie homoseksuelle?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Anders Bo Engrob Jørgensen, Pedersborg og Bromme. Du kan se en præsentation af de medvirkende præster  her

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt,  læse den her

Steen Nehrkorn Nielsen, Tveje Merløse Du kan se en præsentation af de medvirkende præster  her

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her

Prædiken af Anders Bo Engrob Jørgensen

Den, der har ører at høre med, skal høre! For nogle år siden var jeg i en slags kirkelig studiekreds, hvor vi bl.a. delte liv med hinanden. I gruppen kom også et par, hvoraf manden, Flemming var erklæret ateist. En aften havde en af de andre snakket længe om sine mange problemer og alle de vanskelige valg, som hun stod overfor. Vi sluttede af med at bede for alle disse mange ting og lægge dem over i Guds hænder. Eller dvs. vi sluttede faktisk ikke med bønnen. For bagefter fortsatte den lidt tunge snak om alle hendes bekymringer. Og så var det at Flemming brød ind, og med den dybeste respekt og skarphed sagde han, at han ikke rigtig forstod os kristne: Altså, vi havde lige lagt alle de mange bekymringer hen til Gud – men bagefter snakkede vi alligevel om dem, som om at Gud nok ikke ville gøre noget ved dem. Hans iagttagelse gjorde et stort indtryk på mig, for han havde jo virkelig ret. Alle os i gruppen kendte til Jesu mange opfordringer til ikke at bekymre os, fordi han har omsorg for os, men vi må have glemt ordene eller i hvert fald havde vi ikke taget dem til os, som om der var noget afgørende sandt i dem. Når jeg fortæller denne lille historie fra mit eget liv, er det fordi jeg gang på gang må indse, at jeg kan genkende mig selv i de forskellige jordbundstyper, som Jesus omtaler i sin lignelse – ikke mindst den jord, som er fyldt med bekymringens besnærende tidsler. Og jeg vil tro, at jeg ikke er den eneste her inde, som kan genkende mig selv i de forskellige scenarier, som Jesus opstiller: Vi kan være som den hårde vej: At vi nok kan læse eller lytte til opmuntrende budskaber fra Gud, men vores opmærksomhed er et andet sted og sekundet efter har vi helt glemt hvad det var, der blev sagt til os. Vi kan være som den tynde jord: Vi kan betvivle på hvor udholdende vi egentlig ville være i vores tro, hvis vi virkelig blev mødt af modstand. Eller vi kan være som marken med tidsler: Vi distraheres og kvæles af bekymringer og alle hverdagens store og små ting, så Guds opmuntrende ord og gode livsråd til os sættes ud på et sidespor i vores liv… Forhåbentlig kender vi også til de stunder, hvor vi mærker, at kristendommens budskab giver mening, skaber trøst og glæde og giver os mod til at handle i kærlighedens navn til gavn og glæde for andre. Det er de gange, hvor vi har hørt Jesu budskab og har taget imod det. Så jeg tror, at vi alle kan genkende de forskellige jordbundstyper i os. Og ydre eller indre faktorer kan gøre os mere eller mindre modtagelige over for Guds virksomme og forandrende ord til os. Og Gud ved, at det forholder sig sådan med os mennesker! Alligevel tegner Jesus os et billede af Gud, som en rig og gavmild bonde, der næsten grænsende til det naive ødselt spreder sin såsæd ud til højre og venstre – i håb om, at noget af det må finde god jord og slå rod og spire og blive til korn med aks og kerner. Og det er det dobbelte gudsbillede, som Jesu lignelse maler for os: En storsindet Gud, der virker overalt – også de steder, hvor vi mennesker måske ikke lige forventer det. Samtidig har vi også en Gud, der i sin kærlighed er begrænset i, at vi mennesker har en fri vilje: Vi mennesker har i vores frihed en hvis indflydelse på hvilken “jordbundstype” vi vil være, en indflydelse på, hvor modtagelige vi er over for Gud og hans budskab. Pointen med lignelsen er, at fremhæve den jord, hvor kornet kan spire og gro og blive til et modent strå med aks og kerne. Det er derfor jorden kaldes for den gode jord. Spørgsmålet er, hvad der kendetegner denne jord. Hvad er der ved den, siden den er blevet god? Eller overført til os mennesker: Er der nogle bestemte kendetegn ved de mennesker, som har formået at omsætte Guds livgivende ord til handling, så at det er blevet til velsignelse for andre? Jeg tænker, at der særligt er ét kendetegn, som er væsentligt, nemlig at de personer har hørt Guds livgivende budskab om kærlighed og tilgivelse, og har taget imod det. Det er derfor, at Jesus flere gange i lignelsen pointere vigtigheden i at lytte efter! Faktisk er det at lytte et så centralt emne, at det går igen og igen i hele Bibelen. Ja, den jødiske trosbekendelse begynder endda med denne opfordring: “Hør Israel! Herren er vor Gud, Herren er én!”. Når Jesus virkelig har noget vigtigt på hjerte, siger han som han gør det i dag: “Den, der har ører at høre med, skal høre!” Og Paulus gør også det at høre uhyre centralt, når han påstår, at troen kommer af det, der høres. Hvorfor lægger Gud så meget vægt på netop, at vi skal høre eller lytte? Måske er det fordi, at det at lytte grundlæggende er at være opmærksom og åben. For netop gennem vores opmærksomhed og åbenhed, kan Gud knytte sig sammen med os. Og det er kun ved at være i relation til Gud, at vi bærer de frugter, som hans kærlighed til os naturligt vil frembringe. Og det er her, at det er vigtigt at belyse dagens tekst ud fra en anden central tekst i Bibelen, der handler om at bære frugt. Her sammenligner Jesus sig selv med stammen på et vintræ og os som grenene på stammen. Grenenes eneste opgave er at forblive på stammen. For kun ved at være i tilknytning til stammen kan der strømme vand og næring ud i grenene og skabe frugt. Eller man kan sige, at frugten kommer af sig selv, hvis blot grenen sidder på stammen. På samme måde vil også et sædekorn vokse og bære frugt af sig selv, hvis bare jordbetingelserne er i orden. Altså: Gud ønsker at fylde os med alt godt fra ham, så at hans kærlighed til os kan bære frugt, som er til velsignelse for andre. Men Gud tvangsfodrer os ikke, men håber, at vi vil åbne os for at tage imod det han har til os. Og denne åbenhed er bl.a. kendetegnet ved at vi vender vores opmærksomhed mod ham og begynder at lytte. Tilbage står spørgsmålet så: hvordan lytter vi til Gud, så at vi kan blive modtagelige som den gode og frugtbare jord? Jeg tror på, at Gud er en kommunikerende Gud, der altid prøver at sige os noget – ligesom den gavmilde bondemand fra lignelsen, der ustandseligt spreder sin såsæd alle vegne. Kunsten er bare at tune sit åndelig modtagerapperat ind på den frekvens, hvor man tydeligst hører Gud. Sommetider støder man på kristne, der sådan helt konkret har hørt Gud, som en hørbar lyd. Jeg tvivler på, at særlig mange af os har oplevet det. Heldigvis tror jeg, at vi kan bruge meget mere end blot vor hørelse, når det drejer sig om at lytte til Gud. Det kan være, at du har nemmest ved at høre Gud i de skrevne ord i Bibelen. Det kan f.eks. være her i kirken eller at du fornemmer, at Gud vil sige dig noget, når du mediterer over en bibeltekst. Eller måske bare når du er helt stille sammen Gud, måske i din bøn. Eller Gud taler måske til dig i et stykke musik? Eller måske taler Gud tydeligst til dig, når du går en tur i hans skaberværk og du hensættes i forundring. Eller måske vækker Gud din nysgerrighed i dagligdagen ved, at der sker en række sammenhængende hændelser, som får dig til at standse op og erkende, at det ikke kan være tilfældigt, at du netop oplever alle disse små eller store sammentræf. Eller måske taler Gud til dig gennem andre mennesker, i deres gøren og handlen eller ved at minde dig om Guds omsorg og kærlighed for dig. Hvordan får Gud din opmærksomhed? I hvilke situationer føler du, at Gud prøver at sige dig noget? Det er min opfordring og måske udfordring til os alle i dag: Lad os prøve i løbet af den næste uges tid at være særlig opmærksomme på, hvad Gud prøver at fortælle os. Vi må bede ham om at åbne vores ører og vores sanser – hvis vi altså tør! For Guds kærlighed er levende og virksomt og vil forandre os indefra og ud, så at det bliver andre til glæde og til Lov og tak og evig ære til dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen Og jeg vil bede jer om at rejse jer op, og sammen med apostlene ønske for hinanden, at vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed, og Helligåndens fællesskab må slå rod, spire og gro iblandt os. Amen.

.

Prædiken af Steen Nehrkorn Nielsen

God morgen! Der findes to slags mennesker: Dem der deler folk op i to slags mennesker og dem der ikke gør. Citatet er fra en bog om graffiti fra 80’erne og det gør muligvis lidt grin med vores indbyggede trang til at placere mennesker i kategorier. Men er det ikke det, som det handler om i dag i lignelsen om sædemanden? Jo, måske er det – eller også beskriver den bare virkeligheden: Mennesker hører Guds ord forskelligt. Nogen griber det, andre ved ikke hvad de skal tro, andre igen mister hurtigt interessen, andre igen siger det slet ingenting. Og det er vel ingen hemmelighed, at man får mest ud af kristendom, hvis man tror på den Men hvor hører jeg mon selv til i den historie? Det må være omtrent det første, man tænker, når man hører den. Er det mon mig, der er lige så uinteresseret i det gode budskab, som var jeg den asfalterede vej, hvor ordene om Guds Rige fyger væk i blæsten, lige som frostsneen har det med at gøre for øjeblikket. Eller er det dig der er der, hvor det er landet mellem tidslerne. Så har du sikkert allerede glemt, hvad det var præsten læste op, for du er lige kommet i tanke om en vigtig besked, du skulle haft, da du stod op i morges. Og nu synes du lige du mærkede telefonen vibrere i lommen. Og så sidder du diskret med hånden uden på lommen for at mærke efter om den ringer eller om det bare var en sms. Og så kan man jo slet ikke koncentrere sig om at høre efter. Eller måske er du sikker på at det netop er dig, der er den gode jord, der giver hundredefold igen. Men måske knap så sikker på ham, du sidder ved siden af. Eller måske er du beskeden, og mener ikke selv, at du er supergod jordbund for Guds ord. Nærmest sådan lidt tynd jord, for du kan sagtens blive ramt og rørt af kirken og salmerne og prædikenen. Men kristen som sådan, det synes du er store ord, det er nok mest er reserveret til de særligt fromme, dem som går i kirke hver søndag og husker deres aftenbøn. Jeg er ret sikker på at sådan opfatter man det mange steder. For det er nemlig sådan, at næsten hver eneste år er der en af konfirmanderne, som spørger mig: ”Tror du på Gud – er du kristen?” Som om han var sikker på at den slags kræver et særligt talent, eller en særlig jordbund, som vi bestemt ikke alle sammen har. Som om man kunne være lidt kristen eller meget kristen For kan man overhovedet dele folk op i dem, som tror meget, lidt eller slet ikke? Det tror jeg ikke. Vi hører til de forskellige kategorier på forskellige tidspunkter i livet. Og mon ikke vi ind i mellem hører til i flere kategorier på én gang. Mennesker er sammensatte og det gælder også for vores tro. Måske er en af pointerne i dag, at vi ikke skal være så optaget af os selv, hvad vi kan, og hvilken slags mennesker, vi er. At vi i virkeligheden skulle vi prøve at flytte blikket lidt væk fra os selv, og over til Gud. Lignelsen om sædemanden er en historie, der kan gøre en moderne landmand søvnløs. De kører rundt med GPS på såmaskinen, for at der ikke skal gå noget korn til spilde, og de er meget økonomiske med ressourcerne. Sådan tænker Gud ikke, han strøer tilsyneladende fuldstændig ufornuftigt ødselt omkring sig med kornet – Guds ord. Der er evangeliets kerne. Og her må vi bare lige komme med en lille forbrugeroplysning: i vore pløjer man først, og så harver han, og til sidst sår man. Eller sådan cirka. Men i Palæstina dengang var rækkefølgen omvendt. Først såede man, midt i stubmarken fra sidste år, midt mellem stubbe og ukrudt og tidsler. Og så pløjede man det hele ned, og lod regne om at gøre resten. Eller sagt på en anden måde: når den her bonde strøede sit sædekorn ud med begge hænder over det hele, så vidste han alt om veje og klipper og tidsler. For han kunne med egne øjne se hvordan det var gået sidste år. I disse sparetider, hvor selv forbrændingsanlæg løber tør for skrald, og det er ved at gå op for de fleste af os, at vi er nødt til at passe på jordens ressourcer, så stikker det i øjnene, så rundhåndet og skødesløst, bondemanden smider de dyre korn omkring sig. Eller – det er i grunden ret velgørende – en velsignelse: Efter år, hvor vi har brugt ord som effektivisering, mobilitet, omstillingsparathed og akutjob, så er det ikke noget dårligt billede med bonden, som går under den blå himmel og fløjter mens han spreder kornet. Det er ikke tilfældigt, at bonderøven på tv har så høje seertal, så glad og frisk, som han er. Men så meget mening som lignelsen kan lægge op til, så er det ikke dens vision, at vi alle igen skal trække kansasbukser og gummistøvler. Historien er ikke et indlæg i endnu udvidet gør-det-selv-bog. Den er tværtimod et kapitel i en bog, som skriver dig og mig med ind i sin historie, som har os med sig fra vi bliver født og til efter vi er døde – uanset hvad vi gør eller ikke gør. Det er fortællingens overskudsagtige tilgang til os, det er Guds evige natur og hensigt fortsat at give os plads i sin historie, at han fortsætter med at lade sin kærlighed drysse over vores hoveder om vi så sidder blandt tidsler og har skidt i nælderne eller lige nu eller befinder os mentalt på klippegrund. Masser af korn er sået i os, og mange af dem er ikke blevet til noget, men mange bærer også frugt eller fold, som det hedder i korn-sprog. Og processen er pågår stadig, den store bonde er på marken hver dag. Det enorme spild er dårskab, med mindre det lige er Guds kærlighed, vi taler om, Og ikke at tage imod dén er dårskab, For den er gratis og bliver givet til os uden betingelser. Jesus selv er det frø som blev sået i mennesker og lagt i jorden, for at han kunne stå op igen som nyt liv for alle, vokse op af jorden overalt og til alle tider som et håb om et fællesskab blandt mennesker og en rodfæstethed, som strækker sig fra det dybeste til det højeste. Man kunne sige: Sådan vendte Jesus ikke virkningsløs tilbage til sin far, men han gjorde sin fars vilje og udførte hans ærinde. Det er lige præcis denne dårskab, vi prædiker for hinanden, prædiker, at denne Jesus og hans historie ER Guds kraft og visdom, Guds vej og Guds plan. Spørgsmålet er så, om vi kan lægge vores egen uendelige visdom og kraft til side, hælde den ud i afløbet, og – om vi bare ind i mellem kan tillade os selv at stå med tomme hænder og bare tage imod? Det spørgsmål vil jeg lade stå – både til mig selv og til jer. Amen.

.


Nyhedsoverblik