I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Hans Maaløe, Østofte Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Morten Brøgger. Kirke Stillinge og Hejninge Du kan se en præsentation af de medvirkende præster her
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her
Prædiken af Hans Maaløe
Prædiken er endnu ikke udgivet på nettet
.
Prædiken af Morten Brøgger
Der har siden jul verseret en diskussion i medierne om, hvad der er troværdigt i kristendommen og, hvad der ikke er. Den blev udløst af en rundspørge blandt præster, der viste, at der ud af 700 (tror jeg nok) var en håndfuld, der ikke kunne tro på opstandelsen i konkret forstand, og som også afviste, at Gud havde skabt verden. Fra kirkens historie ved vi, at man i århundreder netop tog Jesu undergerninger og beretningen om forklarelsen på bjerget, som vi lige har hørt, som vidnesbyrd om, at Jesus virkelig var Guds søn. Og det var netop afgørende. For var han blot et menneske, kunne han ikke være frelseren, der med sin guddommelige magt frelste os fra syndens og dødens magt. Så ville han i stedet være et særligt menneske, et forbillede, men med et forbillede lægges hele byrden på os selv. Så skal vi frelse os selv ved at leve op til forbilledet. Men det havde netop fra begyndelsen været det glædelige budskab, at Jesus havde befriet os for den byrde, som vi i øvrigt slet ikke kunne bære. Når man troede på opstandelsen dengang, var det ikke fordi man sådan i almindelighed anså det for sandsynligt at folk stod op fra de døde. Tværtimod. Det var for dem dengang lige så usandsynligt, som det er for os. Alle beretningerne om Jesu opstandelse fortæller også om disciplenes vantro, deres chok og bestyrtelse over at møde den opstandne. De troede ikke på opstandelsen i kraft af sig selv, men fordi han kom til dem og gav dem troen. Når vi derfor spørger os selv, hvad vi kan tro, så kan vi derfor roligt regne med, at vi ikke kan tro, at Jesus forvandlede sig for øjnene af sine disciple på bjerget, og at de hørte Gud selv tale til dem, og at Jesus til sidst opstod fra de døde. Men fordi vi ikke af os selv kan tro det, er det ikke givet, at det ikke er sandt. Det er den fejlslutning, som den nævnte håndfuld præster synes at gøre, og de kan gøre den med en vis støtte fra en teologisk strømning, der havde en del vind i sejlene fra halvtredserne og nogle årtier frem. Her lod man naturvidenskaben og sin egen tvivl eller vantro være dommer over, hvad der kunne være sandt, og hvad der ikke kunne. Og så sorterede man i evangeliernes beretninger, og det gør man åbenbart stadigvæk, og ender med at stå tilbage med Jesus som vis mand, der har noget livsbekræftende at sige. Lad os prøve at se på de to salmer i salmebogen, der er skrevet til beretningen om Jesu forklarelse på bjerget. Vi sang lige før den ene. Den er skrevet af K.L. Aastrup i 1950’erne. Apostelen Peter henviste, som vi hørte tidligere, i sit brev til forklarelsen og skrev: „det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på“ – altså det var ikke noget vi selv fandt på, men i salmen synger vi i modsætning hertil: „Det var kun en drøm, at han tog os til side.“ Og lidt senere: „det er kun en fabel, om vi vil fortælle: „Vi så ham på bjerget i Skaberens vælde.“ Vi har intet at fortælle eller holde os til i den retning. „Var der er en herligheds glans, er den svundet,“ synger vi. „Den Jesus, vi har under skyerne fundet … er ham, der som udskud blandt mennesker agtes.“ Derfor må kirken bære den dragt – udskuddets dragt, som der ikke er noget guddommeligt over i sig selv. Salmen understreger kirkens fattigdom. Vi har ingen beviser for vores budskabs sandhed, vi har ingen uimodsigelige oplevelser at holde os til. Vi må endda sammen med salmedigteren antyde en tvivl: var der en herligheds glans, er den svundet. Ja, var den der overhovedet? Det kan vi ikke vide, vi kender i hvert fald ikke til noget lignende. Hele vores erfaring træder faktisk frem som en modsigelse af, at den slags kan ske. Og derfor synger vi, at vi kun har den korsfæstede herre at holde os til. Salmen bærer præg af den nævnte fremherskende teologiske strømning i halvtredserne, der kaldtes for afmytologiseringen. Den gik i en form for radikal redelighed ud på, at vi måtte skelne mellem den historiske Jesus, som forkyndte Guds riges komme og døde på korset på den en side, og på den anden side den kristne menigheds bekendelse af, at denne person var Gud og herre. En bekendelse, som gav sig udtryk i beretningen om opstandelsen, Jesu undergerninger og forklarelsen på bjerget. På samme måde lyder det i den anden salme, den, vi skal synge her efter prædikenen: „Vi sidder i det lave, vor frelser over sol.“ Altså vi er her på jorden, og Jesus er i himlen, vi kender ikke Jesus i hans guddommelighed. Men Grundtvigs salme er alligevel noget mere positiv eller optimistisk i sin klang end Aastrups. I Grundtvigs salme sammenligner vi os selv med Peter, men her lægges der ikke kun vægt på forskellen, men vi hævder med Grundtvig, at vi har noget tilfælles med Peter. Ligesom Peter hørte Jesus tale med Moses og Elias – vennerne fra Guds bolig, kaldes de – om kors og død og seng i sorten jord, således hører vi også Jesus tale til os i kraft af Ånden. Derfor kan vi tale med ham, ja vi får faktisk den samme stilling over for ham som Moses og Elias. „Som venner i Guds bolig med ham vi skifter ord om kors og død fortrolig, om seng i sorten jord.“ Og derfor må vi sige med Peters ord på bjerget: Her er godt at være. I de seneste oversættelser siger Peter ganske vist: Det er godt, at vi er her. Men tidligere blev det oversat: Her er godt at være. Og sådan lyder det til sidst i Grundtvigs salme: Her er så godt at være i Herrens kirkeby! Kirken bliver her som så ofte hos Grundtvig en forsmag på himmerige. Kirken ligner himmerige, for vi kan tale med Herren i kirken, ganske som Moses og Elias fra himmerige talte med Jesus på bjerget. Vi kan høre hans ord, om at hans liv er vor lod, og derfor er vores kors uden jammer, vor død uden brod og vor grav et sovekammer, for med sin død og opstandelse forandrede han døden for os. Men uanset grundtvigsalmens glæde over kirken som et lille himmerige, så gælder det stadig, at undere, opstandelse og forklarelsen på bjerget forbliver hændelser vi kun har hørt om. Grundtvig og Aastrup er enige om, at det er ordet, som kirken må bygge på. Vi får ikke syn for sagn, før vi, som Paulus har skrevet, engang skal se ansigt til ansigt. Man kan indvende mod den såkaldte afmytologisering, der skelnede mellem den historiske Jesus og menighedens Kristus, at den teologi siger mere om, hvad vi med vores rationelle forstand kan godtage som virkeligt og sandt, og hvad vi må skubbe til side som fabel og mytologi, end den siger om Jesus. Vi får – ser det ud til ¬– med den teologis skelnen mere at vide om os selv, end vi får at vide om Jesus Kristus. Der er i Aastrups salme også et påfaldende spring fra det tredje til det fjerde vers. I tredje vers hedder det, at den Jesus, der gav sig i synderes hænder, er ham kirken bekender. Altså den historiske Jesus, den korsfæstede. Og så hedder det i fjerde vers: „Og dog er han Herren.“ Hvordan man kommer fra den historiske Jesus til bekendelsen af ham som Kristus, siger salmen ikke meget om. Det er et spring. Det er uforklarligt. Det er overgangen fra vantro eller ikke-tro til tro. Det er nok også rigtigt, at det ikke kan forklares. Som Jesus sagde til Peter, da han – inden de havde været på bjerget – bekendte: Du er Kristus, den levende Guds søn: „Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.“ Troen er ikke vores værk, men Guds værk i os – og som sådan uforklarlig. Spørgsmålet er dog om troen er et sådan spring fra forstandens skelnen mellem den historiske Jesus og menighedens Kristus til en sammensmeltning af Jesus og Kristus i troen. Den udskillelse af det rent historiske fra evangelierne, er egentlig kunstig, for de er jo fra ende til andet vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Den skelnen er en slags indrømmelse til rationelle forstand, men den er kunstig, for den kommer ikke først. Vi kender altid først Jesus som den, der også hævdes at være Kristus. Forkynderen af gudsriget er også undergøreren, den korsfæstede er også den opstandne, barnet i stalden er også himlenes konge. Adskillelsen er en konstruktion, der kommer efter. Vi skal altså ikke høre om Jesus, der forkyndte gudsriget og døde på korset og så derfra på en eller anden vis komme frem til at tilslutte os menighedens bekendelse af denne historiske person som Kristus. Vi kan slet ikke komme bag om menighedens forkyndelse, vi er allerede i kirken, som Grundtvig også siger det. Her er vi med vores vantro og vores tro, vores tvivl og vores tro, der brydes med hinanden. Her næres vores tro af det budskab, der netop siger, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Hans liv er vores lod, og derfor er vort kors uden jammer, vor død uden brod og vor grav et sovekammer. Om dette budskab skal blive os til glæde og trøst råder ikke vi, men Gud for. At Jesus er Kristus, det åbenbarer ikke kød og blod os, ikke vor egen forstand, men hans fader i himlene. Amen