8 mia. kr. på gaver: Er der for lidt kristendom i julen?

28:32

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Camilla Diderichsen, Endeslev, Vråby og Himlingøje, Du kan se en præsentation af de medvirkende præster  her

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt,  læse den her

Poul Damsgaard, Slagelse Jeg er bosiddende i Slagelse siden 2008. Uddannet som teolog i Århus og i Tübingen i Baden-Würtemberg i Tyskland (har studeret hos Stuhlmacher og Jüngel). Ansat i Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke i Odense, 1986. Var en årrække tillige Korshærspræst og Arresthuspræst. Flyttede på landet i 2002, Vindinge v/ Nyborg på Østfyn, hvor vore to drenge voksede op. Og fra 2008 sognepræst v/ Slagelse Sct. Mikkels. Musik og sang har altid spillet en stor rolle i vores familie. I Odense sang jeg i Filharmonisk Kor, og nu er jeg tenor i Ars Nova.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt,  læse den her

Prædiken

Prædiken er endnu ikke udgivet på nettet

.

Prædiken

Advent er optakt og forberedelse til julen. Ikke blot i den forstand, at der er en masse ting, som skal huskes og gøres, men jo også derved, at der er noget, som må skubbes til side, for at noget andet og vigtigere kan komme i fokus. Derfor vrimler det her i kirken på de fire adventssøndage med skikkelser, der kun har foreløbighedens karakter. Personer, som kun er kendt for det, de viser hen til, men selv står i skyggen af. Birolleindehavere, kunne man sige, som forsvinder ud af synsfeltet, når rollen er udspillet. Der er bl.a. profeten Esajas. Esajas' profetier om fremtiden lytter vi til fra Det gamle Testamente. Profetens ord er gennemsyret af tro og håb, forventning om alt det, som skal komme, som Gud vil gøre i "tidens fylde", når tiden engang er inde. Og fra Det nye Testamente møder vi den gamle præst ved templet i Jerusalem Zakarias. I sin høje alderdom får han at vide, at han skal få en søn - og den søn er Johannes, Døberen, som vi netop hører om i dag. Både profeten Esajas og Johannes Døberen er personer, der først har til opgave at stå frem og dernæst må træde til side. Birolleindehavere. Johannes Døberen er den evige nr. 2. Han har altid birollen. Ja, selv når han har hovedrollen - som i dag. Og Johannes fylder sin rolle ud. Han fortjener om nogen en Oscar for 'bedste mandlige birolle'! Vi hører ikke meget om hans forkyndelse, hans prædiken - eller "vidnesbyrd", som det hedder hér. Vi hører kun, at Johannes forkynder dom og omvendelse - og så, at han døber Jesus. Der er ikke meget kød på Johannes' opgave i øvrigt. Han har ikke nogen selvstændig funktion eller selvstændig identitet. Han er en røst i ørkenen - "én, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!" Men Johannes er ikke selv indholdet af det, han taler om. Det er ikke ham, det drejer sig om. Nogle i hans samtid tog ham ganske vist for en stor personlighed. Noget ud over det sædvanlige. De mente, at han ganske bestemt måtte være noget stort. De så i ham en profet. Ja, nogle fik den idé, at han skulle være Kristus. Men Johannes afviser med barskhed alle disse formodninger om hans storhed, og da han hårdt trængt bliver presset for et svar, lyder det i al sin enkelhed: Jeg er en røst - ikke andet - en røst, som skal berede vej for Herren, så han kan holde sit indtog iblandt jer. Det vil jo sige: Jeres spørgsmål, "Hvem er du?" og "Hvad siger du om dig selv?", er totalt misvisende; de beror på en misforståelse. Min person er sådan set ligegyldig. Det, der har betydning, og som I skal give agt på, er ikke min person, men mit ord, mit "vidnesbyrd" - og det er vel at mærke ikke en afsløring af mit eget interessante sjæleliv. Men mit vidnesbyrd viser bort fra mig selv. Viser hen til en anden, en større - ja, i sidste instans til Gud selv. Det er en stor udfordring for Johannes' samtidige at forholde sig til et sådant menneske - som det er det for os - et menneske, der så pointeret viser bort fra sig selv. Johannes Døberen viser markant og utvetydigt væk fra sig selv. Han er vejviser, parabol, pegepind. Alt ved Johannes henter sin betydning, ikke fra ham selv og hans egen person eller hans personlige oplevelser eller hans meninger, men fra ham, som Johannes henleder vores fulde opmærksomhed på, nemlig Vor Herre Jesus Kristus, Guds søn. Johannes Døberen skiller sig ganske vist ud fra mængden, fra andre mennesker. Han er til at få øje på - med sine sære spisevaner (græshopper og vilde biers honning) og med sin påfaldende tøjstil (tøj af kamelhår). Men meningen med denne sære adfærd er ikke at vinde X-faktor. Johannes er ikke aparte for at få identitet. Han er det tværtimod for at tabe identitet - for at få os til at se væk fra ham selv og hen på ham, som han taler om, nemlig Kristus. I dag fordobles endog denne forskydning af interesse: Evangelisten fortæller, at nogle (farisæere) sender nogle andre (præster og tempeltjenere) ud til Johannes Døberen for at spørge ham om, hvem han er. Og det er da - synes vi - et berettiget spørgsmål: "Hvem er du?" - Det er da berettiget at få at vide, hvem man har for sig, når der er tale om en religiøs forkyndelse i det offentlige rum. Men det eneste, Johannes kan give dem med som svar, er, at han ikke er den, som det handler om, men en anden. Johannes Døberen er med andre ord det menneske, der er sig selv ved at henvise til en anden - og det var en kæmpe udfordring for hans samtid, især hans tilhængere, og det er heller ikke særligt moderne i en tid, hvor det gælder om at promovere sig selv. Men med den holdning bliver Johannes en ægte adventsskikkelse. I advent ligger det afgørende nemlig ikke i det, der har været eller er, men i det, der kommer gennem det, der er på vej. Der er noget eller nogen på vej til os, og allerede ved den omstændighed at være på vej til os - fylder det os. Som børn mod julen - véd vi, at glæden og forventningen lever af det, der er i os, fordi det er foran os - højtiden, der er på vej.

Vi lægger vægt på at være noget - ved at være (bare lidt) kloge, smukke, velaflagte eller kendte. Vi finder det normalt en smule ydmygende først og fremmest at være kendt gennem en anden - eller nogle andre. I min barndom i 60'erne var det ikke ualmindeligt, at hustruen hentede sin identitet fra ægtemanden. Advokatens kone blev kaldt for "fru højesteretssagfører Mehlsen" - lærerens kone for "fru overlærer Nielsen" - og provstens kone blev tituleret "fru provst Søren Kristian Steen". Det irriterede hende! Og det forstår vi godt. Men: Der er, som Johannes Døberen viser det, også meningsfulde og vigtige sammenhænge, hvor det er godt være defineret gennem en anden. Tag nu f.eks. kærligheden (det klassiske eksempel!) - kærlighedens afhængighed af et andet menneske - den kærlige, elskende nærhed og afhængighed af den elskede! I kærligheden gør vi den erfaring, at: Den, jeg elsker, er vigtigere end, at jeg elsker. Når jeg er bundet i kærlighed til et andet menneske, så er det ikke spor forkert, men helt selvfølgeligt, at den anden fylder mere og betyder mere for mig, end jeg selv gør. Og, hånden på hjertet! - bortset fra de få mikroskopiske øjeblikke, hvor det hele stryger af sted på alle livets områder -, hvem vil kondenseres til at være det, som han eller hun præsterer - eller tjener!? Nej, vel! Jeg er forhåbentlig ikke kun det, jeg har gjort, summen af mine gerninger (ud fra devisen: du er, hvad du gør hhv. gør dig selv til) - eller: Jeg er forhåbentlig ikke kun det, jeg har sparet op! Ja, jeg vil da gerne have æren for alle mine successer, men nederlagene… Hvad skal jeg så stille op med dem? Der er skrevet mange bøger om, hvordan man bliver en succes. Men der findes næsten ingen teorier om, hvordan jeg håndterer min lige så mulige erfaring af at være mislykket. Ikke andre end den, som Johannes Døberen tilbyder os: Det er ikke dig, der har hovedrollen. Det er heller ikke mig. Vi er begge birolleindehavere. Hovedrollen tilkommer alene Vor Herre Jesus Kristus. Tro og tag imod! For hos ham, den herre Kristus, er der identitet at hente. At tage imod det, han tilbyder, er hverken virkelighedsflugt eller taberadfærd. Det er ikke pinligt at være bundet til hans kærlighed. Det er ikke flovt at være udleveret til ham og afhængig af hans tilgivelse. Nej, det er liv og salighed. Det er livets lykke. Det er den sande glæde. Hans ord er livets ord! Hans dåb er til evigt liv!

Johannes Døberens samtidige var ikke helt tilfredse med det svar, han gav dem. De syntes, at han gjorde for lidt stads af sig selv. Han måtte da være en betydningsfuld person, siden han trådte offentligt frem, aflagde "vidnesbyrd", prædikede, i det offentlige rum og kaldte folk til dåb. Dåb var i datiden en dramatisk ceremoni. Den, der skulle døbes, trådte ud i floden og blev så dukket helt ned i vandet. Et kort øjeblik var han borte, så var han der igen. Den samme - og alligevel en anden; den samme - men nyfødt, genfødt. For datiden var dåben et billede på det gamle, som forgår, og det nye, som spirer frem. Dåben er en prædiken om død og opstandelse. Derfor skal der mod til at døbe - mod til at dømme et menneske til døden - og mod til at kalde det frem til nyt liv. Derfor spurgte Johannes Døberens samtidige med rette: "Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?" - men kun en røst, kun et ringe menneske? Johannes svarede: Midt iblandt jer står én, som I ikke kender - ham, som jeg venter på.

Hvorfor døber vi da? - Hvad skal vi svare på det spørgsmål? - Ja, vi giver det samme svar i dag, som Johannes gav hin dag mht. den dåb, vi som kirke er sat til at forvalte: Alle kan se tegnet og høre ordet. Alle kan se præsten, som øser vand over barnets hoved. Alle kan høre de ord, som ledsager dåben: Troens ord, de tre trosartikler - og Herrens bøn, Fadervor. Men at han, vor Herre Jesus Kristus, selv er til stede midt iblandt os - det ser vi ikke. At han selv døber barnet med Helligånd til det evige liv - det kan intet øje se. Det kan kun gribes og fastholdes i tro på Guds usvigelige ord.

"Midt iblandt jer står én, som I ikke kender!" Men han kender jer! Han kender os! Han kender vores tvivl og vantro, vores selvoptagethed og mismod. Alligevel - eller vel netop derfor! - kommer han til os og er nu - i sit ord - midt iblandt os. Er her for at give os liv og håb og salighed. Kender vi ham, så tror vi ham på hans ord og holder fast ved, at han, der Julenat kom til jord og Langfredag blev ført til Golgata og Påskemorgen opstod af døde, han er vor herre og frelser. Han er hovedrolleindehaveren i vores liv. Og så er det godt at leve! Det er hans røst, vi hører i gudstjenesten, fra prædikestol, over døbefont og ved nadverbord - den røst, som Johannes Døberen banede vej for. Amen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App