Lumsås - Nykøbing Sjælland

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sidste etape i denne omgang af Sjællandsleden går fra Lumsås til Nykøbing Sjælland. Her skal vi ind i Sonnerup Skov, på en strand med flintesten, på feriecenter med åndeligt udbytte og så skal vi høre om Geopark Odsherred. God tur.

Sonnerup Skov

Sonnerup Skov blev planlagt på Sonnerup Lyng i forbindelse med skovrejsningen i Odsherred i slutningen af 1700-tallet. Det viste sig imidlertid at være umådeligt svært at opelske skov på den hævede havbund direkte ud til Kattegatkysten. Blæst og saltnedslag gjorde livet surt for de spæde planter på den tørre bund. Fra de første tiltag i 1802 gik der knap 100 år, før skoven var etableret. I dag er det en plantage i stadig forandring - fra store bevoksningsflader af jævnaldrende træer af samme art til en mere naturlig spredning af såvel arter som alder.  Fremover satses på en mere naturlig dynamik i skovens udvikling. Nu er det muligt, da de første to afgrøder på den gamle hedeflade har skabt et skovklima.

Klintsøgård efterskole            

Kosmos feriekoloni købte i 1946 herregården Klintsøgård af brødrene Houlberg. Klintsøgård grænser op til Kosmos Feriekoloni. Købet inkluderede: park, gartneri, fire gamle bondehuse, to lange, solide trælænger, garager, vandværk samt 20 tdr. land strandareal. Hovedbygningen og de to trælænger blev ombygget og indrettet til hotelpension, "Pension Klintsø". Med denne store udvidelse omdøbtes Kosmos Feriekoloni til Kosmos Ferieby. Hovedbygningen blev afhændet og var i en lang periode rekreationshjem, senere idrætshøjskole, nu en populær idrætsefterskole.

Klintegården

Grundtvigskirkens arkitekt Jensen Klint har tegnet ”Klintegården” som feriebolig for oliefirmaet BP’s funktionærer. Den er en fin, trelænget gulstensbygning med stråtag og er i dag bygningsfredet.

Martinuscentret

På turen kommer du forbi et åbent blomsterrigt område omkranset af røde træhuse i en hesteskoform. Det er Martinuscentret, opkaldt efter den danske humanist Martinus, hvis verdensbillede har stor opmærksomhed verden rundt. Omkring Klintsøgård blev feriebyen etableret i 1935 af samfundet Kosmos. Udover ferieboligerne er der hotelpension - primært for kursister og folk, som ønsker at studere Martinus lære.

Kattegatkysten

Her møder du en af Odsherreds mest uforudsigelige kyster afhængig af havets luner. Den meget stærke, østgående strøm forandrer nemlig efter forgodtbefindende kysten fra det fineste sand til en stenbestrøet strand, som kun en rigtig stenfinder kan holde ud at gå på. På nogle strækninger må du søge op på de små stier ovenfor stranden eller søge ind på kystvejen. Stranden ved Klint Bakker rummer mulighed for at finde forstenede søpindsvin, der er udvasket af klintens mange kalk- og flinteblokke.

Kilde: Friluftsguiden.dk

View this route on plotaroute.com


Nyhedsoverblik