Er sygdom og ulykker guds straf?

28:29

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Karin Bundgaard Nielsen, Asnæs Jeg blev født i 1972 i tjenesteboligen til det, der i dag er Den rytmiske Højskole, dengang en lille landsbyskole i Jyderup, Odsherred. Jeg kommer fra et skolelærerhjem med klaver. Sang fra salme- og højskolesangbogen har jeg fået ind med modermælken og kirkegang har været en ganske naturlig del af min opvækst. Jeg er nummer fire og sidste i søskenderækken. Vi mistede min storesøster ved en drukneulykke i 1982, en voldsom hændelse, som har været med til at forme dybderne i livet for mig. I 1999 afsluttede jeg teologisk embedseksamen og kort tid efter blev jeg ordineret til mit første embede som barselsvikar i Hagested og Gislinge sogne ved Holbæk. Jeg var så heldig at kunne springe lige fra vikariat til fast stilling som sognepræst i Skibby sogn, hvor jeg virkede i 7 rigtig gode år. I januar 2008 gjorde Odsherred sin stærke tiltrækningskraft gældende igen – og min familie og jeg rykkede teltpælene op og rejste over fjorden fra det ene herred til det andet. Jeg blev ansat i Asnæs sogn, hvor jeg nu på 7. år nyder min hverdag som sognepræst. Jeg er tillidsrepræsentant for præsterne i provstiet og formand for KViST, Folkekirkens Skoletjeneste, som dækker naboprovstiet, Holbæk, med. Fodbold har altid været min yndlingssport. Engang (for mange år siden!)foregik det i Danmarksserien – i dag på det lokale dameseniorhold i Asnæs. Min mand, Henrik, er generalsekretær i Kirkefondet – og sammen med vores tilsammen fem børn elsker vi at tilbringe tid på pisterne i Østrig, i sommerhuset på Odden og at følge hinanden på livets forunderlige veje og afveje…

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt,  læse den her

Peder Kistrup, Stokkemarke Jeg er født i 1949 og opvokset på Lolland (Birket); blev student fra Nakskov Gymnasium 1969; læste teologi på Københavns Universitet med teologisk embedseksamen i januar 1977 Jeg er gift og har to børn. Efter fem år som præst i København fik jeg embedet som sognepræst i Stokkemarke sogn, Lolland, hvor jeg har fungeret som sådan i foreløbig 32 år. Som landpræst i et aktivt og positivt miljø har jeg mødt forventninger om deltagelse og engagement i foreninger, skolebestyrelse m.m. Kirke og samfund har hidtil kunnet forenes i et tillidsfuldt lokalt kulturelt miljø. Undervejs har min interesse for sjælesorg også givet udslag i et virke uden for sognet: Jeg har været leder af Det kirkelige Katastrofeberedskab i Storstrøms Amt i 18 år, og siden også biskoppeligt valgt som katastrofepræst i Regionen. I en sparsom fritid ønsker jeg at færdes i naturen – bl.a. som jæger.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er tilsendt, læse den her

Prædiken

En del af drivkraften i os mennesker er, at vi søger efter viden – vi længes efter udvikling – vi vil ikke stagnere, stå i stampe og ikke ende der, hvor vi til sidst ikke rører os ud af flækken. Vi vil videre – koste hvad det vil. Bedst har vi det måske også med tanken om, at vi selv kan styre det gode og det onde, som sker os – at der er en årsagsvirkning i vores liv, som vi selv er herre over. Den tanke er egentlig ganske rar – især når det går os godt. Måske også når vi rammes af det onde..? For så har vi en fornemmelse af, hvad vi skal undgå fremover for, at vi ikke skal rammes på ny. Problemet er bare, når vilkårligheden rammer os, og vi ikke kan finde meningen med det, der sker – og afmægtigheden fylder os, fordi jeg ikke kan gennemskue, hvad jeg skal stille op – hvis de ting, der sker i mit liv ikke længere kan begrundes rationelt, og to og to ikke længere er lige? Jeg hørte et radiointerview forleden, hvor klimaproblematikken blev debatteret. Her blev det bl.a. sagt, at vores vedholdende økonomiske tankegang, den tankegang, som altovervejende præger vores tilgang til hinanden og vores klode, den tankegang, som hele tiden søger fremskridtet – fremskridtet forstået som profit, at det, du investerer, skal du altid ha´ tilbage med overskud – den tankegang er med til, at vi mister blikket for det væsentlige. Nemlig menneskelivet og den klode, vi har fået at leve livet med hinanden på. Medmenneskeligheden er i fare for at gå tabt, hvis den økonomisk fremdrift sætter dagsordenen for vores gøren og laden. For den dagsorden forudsætter nemlig, at der altid vil være nogle, der i stedet for guld, kommer hjem med katten i sækken. Nogen skal jo gøre den dårlige handel, for at andre kan gøre den gode. Ikke bare medmenneskeligheden, men også klimaet risikerer vi at skylle ud med badevandet i det økonomiske fremskridts navn, når vi gør det til et redskab for vores drift i stedet for et dyrebart mål i sig selv. Afgrundsdyb forskel mellem rig og fattig – indlandsis, der smelter, og vandstande, der stiger… Er det Guds straf? Er vi sat ud af spillet – kan vi kun sætte os tilbage som tilskuer til den synkende skude, vi selv er ombord i? Afmægtighed! Afmægtigheden kan tynge, og den tynger. Hvor skal man tage fat – hvor kan man begynde? Og er jeg selv kun tilskuer? Hvis skyld var det, at tårnet i Siloa styrtede sammen og dræbte de mange? Disciplene har brug for svar – har brug for, at råbe deres afmagt ud – hvorfor går verdens gang, som den gør – hvis skyld er det? Får vi som fortjent i verden? Disciplene kommer til Jesus. Før stod de som tilskuere til verden – men det, de så, det, de oplevede, gik så tæt på, at de ikke bare kunne forblive på tilskuerrækken. De går, billedligt talt, ned fra tribunen og konfronterer Jesus. Og Jesus svarer disciplene. Han svarer dem prompte og med lidenskab – for noget vigtigt er på spil. Nej, det var ikke deres skyld, at de blev ramt af ulykker – hverken de galilæere, hvis blod blev blandet med offerdyrenes blod, og heller ikke de mennesker, som tårnet styrtede ned over. De var hverken mere eller mindre skyldige end det menneske, som gik ram forbi ulykkens scene. MEN – og man kan ha´ på fornemmelsen, at Jesus taler dunder nu – vi er aldrig bare tilskuere på verdens scene, hvor afmægtige vi end kan føle os i verdens gang – vi er altid medarbejdere i verden. At galilæerne blev dræbt og tårnet styrtede ned, kan du ikke gøre noget ved nu – men du kan omvende dig – vende dit fokus – du er ikke bare tilskuer til livet – men medarbejder der, hvor du lever og er! Ligesom gartneren i vingården er det. Han kæmper ikke for alverdens figentræer – men for det, som lige nu er ved at gå ud og i fare for at blive hugget om og kastet bort. Det træ, som står i hans vingård. Han gøder og graver og gør det, han kan - der, hvor hans kræfter rækker. Og det er alt nok. Træet får en chance, for måske det stadig har mulighed for at bære gode frugter? Måske – det lille ord rummer det største håb. Måske. Alt er ikke ude – du har stadig noget, du kan gøre. Det kan blive en befriende tanke ikke blot at være tilskuer til livet – men derimod også medarbejder på det. Og når det ikke lykkes os, når vi giver fortabt og ikke får udrettet det med vores liv, som vi så gerne ville – når vi synes det hele ville være lettere, hvis vi blot var tilskuere i stedet for medarbejdere – når vi ikke bærer meget frugt til verden – når vi frygter, at det skal gå os, som fortjent - så skal vi finde trøst og sjælefred i, at Gud sendte Jesus til jord for at være den barmhjertige gartner i verdens have. I den have, hvor vi står som en broget skare af alverdens træer – som alle har brug for at blive gravet om og gødet, når vores livsmod falmer, som træernes blade, der krøller sig sammen og falder til jorden. Tør du tro, at dit liv er omkranset af en sådan kærlighed? Tør du tro det så meget, at du tør tage lod og del i verdens gang og ikke lade afmagten få lov at sætte dagsordenen for, hvad du kan mande dig op til? Omvend dig! – siger Jesus – han taler uden omsvøb. Omvend dig! Måske lyder den opfordring lige vel from nok, eller den har måske ligefrem negativ klang i dit øre … som om du skal blive noget andet end det, du i virkeligheden er. Jeg tror det forholder sig helt modsat. Vi skal vende os tilbage til det, vi oprindeligt kom fra - helt bogstaveligt skal vi vende os om og få blik for vores ophav, få øje på Gud – og hans betingelsesløse kærlighed til os. Den kærlighed, som ikke kan forklares i regnearkets røde og sorte tal – men alene ud fra nådens evangelium. Med lignelsen om figentræet fortælles vi, at det aldrig er for sent. For den sandhed du forlod, da du på den ene eller anden måde forbrød dig mod din næste – den lever stadig! Sandheden er, at du stadig er skabt i Guds billede, og du stadig er elsket af Gud. Stop med at tro, at du har kontrol over livet, at der er en sammenhæng mellem skyld og straf. Stop med at gøre Gud så lille, at han kan rummes i den menneskelige retfærdighedstænkning – som en anden dommer med paragrafferne som det hårde skyts: ”Du ligger som du har redt!” Det giver dig alene en falsk forestilling om at få kontrol over livet, og afmægtigheden vil til sidst lamme dig – for når jeg graver dybt nok i mig selv, er det sjældent særligt og alene rosværdigt, det jeg finder frem. Omvend dig – se dig selv i lyset af Guds kærlighed i stedet for Guds dom. Lad håbet leve, håbet om, at uanset hvad der sker, så er dit liv i sidste ende i Guds hånd. Det håb skal gøre dig fri og engageret og sætte små spirende tanker i dig – hvad vil jeg efterlade mig, og hvordan vil jeg bruge den tid, som jeg endnu er har? Herre ét år til! Amen

.

Prædiken

Når det kommer til stykket - og det gør det jo ind imellem – har vi mennesker brug for at drøfte vore livsvilkår med hinanden!

Fra der, hvor altid synes ligegyldigt, bliver det til noget måske lige gyldigt?

I al fald finder vi på at drøfte med hinanden – ikke blot "hvordan har du det"? - men også:" Hvorfor har du fået det så skidt/godt?

Hvorfor var det mig,sygdommen og ulykken ramte? Hvorfor blev jeg den heldige vinder af millionen? Hvad har jeg dog gjort, siden jeg har det så godt? O.S.V.

Man ønsker kort sagt forklaring, på alting!

Der skal helst være en forståelig sammenhæng med en målelig årsag til det skete!

Dagens bibelske input til en eftertænksom efterårssøndag er hentet hos evangelisten Lukas.

Og her lader man indledningsvis to begivenheder i tiden forekomme:

Jesus må høre om en episode, hvor der er sket rituelt grumme ting med blodblanding ved Templet. Derpå havde henrettelser herfor, fundet sted --i et religionsmøde, der slog gnister!

Og derpå igen hørte vi om Siloa-tårnet, der var styrtet sammen, og havde slået 18 personer ihjel!

I det hele en tyngde af SKÆBnefyldtebegivenheder, hvor til JESUS så blev spurgt: Var dette disse dræbte mænds EGEN skyld? Fik de som

fortjent. Havde de forud været skyld i noget, der nu måtte straffes?

Dels ønskede man altså svar på, OM og HVAD der er årsag til ulykker og tragedier. For der er vel nogen/noget, der står bag- før eller efter det skete?

Og dels kunne det måske siges: At de ramte, selv havde været ude om det?

Uanset disse spørgsmåls tid i tiden- fortiden eller nutiden, så viser de deres tidløshed! Ja deres aktualitet, og menneskets gentagne spørgsmål og søgen efter lidt ret og rimelighed.

I teksten søger man et svar- hos Jesus!

I vor tid er det også rettet mod kristendommen og vort kulturgrundlag:

Uanset hvem vi er, må vi vel skulle stå til ansvar?

 Uanset hvad, må Gud vel træde til og skaffe retfærdighed? Ja han må vel gøre det ved at- straffe, næsten hævne- de syndige skyldnere?

Tænk på Syndfloden – og stormfloder, ikke sandt!

Det er vel Gud, der her siger: NU kan det være nok med syndigheden!

Og billigheden.

 NEJ, svarer Jesus. Gud er ikke retfærdig på den måde. Altså som den især findes bemærket i Gamle Testamente!

Han giver da ikke årsager til tragedier og grusomheder!

Men- man skal selvfølgelig selv gøre, hvad man kan, for at give "gode frugter".

Så helhedsforklarende bringer Jesus sluttelig lignelsen om figentræet, hvor det kniber med at bære frugter. Det, var det jo ellers plantet for!

Med vægt får gartneren forklaret, at DET er datræets og livets mening!

Dog, bliver det tilføjet ham – og det er vel så også kristendommens til-føjelse :

Træet får endnu et års chance! Man kunne kalde det for omvendelse.

(tid til at vende sig om/tilbage til Gud, der jogiver alt- også nye chancer!

Som med figentræet, hvor ejeren gav gartneren adgang til at grave og gøde til et nyt liv, således også med menneskelivet – selv efter sløje tider!

Der skal ske noget NYT – en omvendelse; en vej, der vil livet; atter skænket udefra!

Gud er MED i vor sygdom og svigt, men det er som hjælper i nøden!

Han er så barmhjertig- netop der- så Hans Søn blev os givet – til tilgivelse og fornyelse fra korsets træ til evigt liv .Han er den fornyede kraft fra det Høje – genfundne i den givne tro derpå!

Det er i troen på Kristus, vi kan finde styrke til – også ind imellem at skulle klare et os uretfærdigt og simpelt liv!

Medens det meningsløse må forblive uden mening,(verden er jo endnu både kosmos og kaos) må kærligheden fortsat få plads – til at elske!

Som Gud elsker os, bør vi elske hinanden! Der er ikke tid til skæbnetro

eller anden billighed!

Som Gud elsker os ind i nutid og fremtid, er vi i hans en kærlighed, der gør al ondskab til skamme! HER får livet – det vi somme tider taler ommed hinanden – sin værdifulde værdi. Og ikke ved at gruble over, hvorfor vi dog ikke SELV formår, at gøre verden bedre. Vi lever af at få givet – også kærlighed i tilgivelsens lys. Amen

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App