Må 'Noahs Ark' blive til 'Noahs Båd'?

28:00

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Mette Marie Trankjær, Horbelev og Falkerslev Født i Odense i 1962,efter bifagseksamen i fransk skiftede jeg til teologi, og har siden 1998 været præst i Horbelev og Falkerslev sogne på Falster, hvilket altid har været og er en stor glæde. Interesserer mig særligt for prædiken og for gudstjenesten i sin helhed. Underviser sangere og organister i gudstjenestepraksis og leder retræter via www. Refugiet Lolland-Falster. Er en syngende, vandrende læsehest med øjnene vidt åbne for alt stort og skønt ! Gift på 25. år med sygeplejerske Ole Fransen og har tre voksne børn. Har bidraget til Prædikenvejledningerne ” I første række” og ” I anden række” og ved mine dejlige menighedsråds mellemkomst er det også blevet til udgivelsen af prædikensamlingen ” Omgivelser

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt,  læse den her

Kristian Østergaard, Sorø Klosterkirke Jeg er 47 år, gift og har to børn. Jeg har siden 2003 været sognepræst i Sorø Klosterkirke. Desuden er jeg litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad, hvor jeg også har min egen klumme: ”Ugens debat”. Jeg holder foredrag om bl.a. Storm P. , Shakespeare og Kierkegaard og har skrevet tre bøger om litteratur og teologi: ”Mod en stjerne”, ”Skriften på væggen” og ”Ansigt til ansigt” – alle på forlaget Hovedland. For år tilbage oversatte jeg også Sylvester Stallones erindringer, og jeg er gået i hans fodspor for så vidt som jeg bruger en del timer på fitness. Sorø er jo en traditionsrig by og for år tilbage besluttede min forgænger at genoplive Grundtvigs tanke om ”Skolen i Soer”. Og det er nu faldet i min lod, at bestyre den forretning, som består i tre højskoledage på Sorø Akademi med deltagere fra nær og fjern.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Mette Marie Trankjær

Mennesker har til alle tider på én gang været ens og vidt forskellige. Der noget ved vores begyndelse, der er ens: I begyndelsen er der for det helt lille menneskebarn, hverken himmel eller jord eller ting, men kun en umådelig higen efter varme, mæthed søvn. I vældige byger kommer livet over os, storme af ømhed, vilde floder af mælk og rensende vand, en uophørlig kilde af gode og hyggelige lyde, som endnu ikke er blevet til ord. Da man omsider åbnede øjnene så man med det lille barns ufokuserede blik et dunkelt omrids af den store livgiverske, man så sin mor. Den Eviges menneskeøjne, der så på én. Sådan har det været for os, sådan har det været for Jakob for Simon , Filip, Andreas og Peter. Sådan har det været for Nathanel og Moses, før han kom ud i sivkurven. -Og for Jesus, der nu går omkring og kalder både på dem, der kender ham og dem, der ikke gør og som skal vise sig på en sær måde at kende alle. I begyndelsen er man ikke Anne, Ilse, Karin, Mette Marie, man er ikke Simon, Filip, Andreas og Peter, man er ikke Nathanel og Moses. Har ingen bevidsthed om at være det. Man ved heller ikke hvor man bor. Man er bare til og verden er en varm og fugtig urverden, som tingene langsomt vikler sig ud af og tager form, langsomt og tøvende. Så først begynder vores tid at komme, langsomt. Men så sker det, at nogen begynder at tale til det lille menneskebarn. Kalder det noget. I første omgang måske ikke engang et navn. Måske hører man bare at der siges: Min skat, min dukke, mit indelukke, mit støv i solen, mit tabernakel, mit viskelæder, min allerhelligeste lysestage. Min ærkebiskop, min lykkepakke. Man kalder barnet ”Winston Churchill ”på grund af dobbelthagen - også selvom det er en pige. Man kalder drengen Skipper Skræk, fordi han har små tykke arme, eller konfektesen, fordi han fægter med de små tykke arme, man kalder pigen silkeprinsesse og Jin-Jap, uden at kunne gør redde for hvorfor. Sidder bare dér med sit duftende barn, den lille lykkepakke og drømmer drømme om hvem det mon bliver, når det vikler sig ud af svøbet. Senere kommer så kaldenavne, som Jakob, Andreas og Peter, Simon og Filip, Moses og Nathanel, Anne, Karin, Ilse og Mette Marie og hvad vi nu ellers alle sammen hedder. Begyndelsen ligner, navnene er forskellige, man opdager så småt hvor man bor, og hvor de andre bor og man identificerer sig med det sted man bor, med de forældre man nu har. Simon Johannes’s søn og hvem vi nu ellers er sønner og døtre af. Verden tager form. Men der er nogen, der er foran, som nu Johannes, der står dér med sine disciple. Hans navn var der nu for resten også rod med, for inden han landede i sin mors Elisabeths aldrende arme, - for hun havde nærmest mormorarme første gang hun blev mor, ja så havde man nok tænkt, at hvis hun nogensinde skulle være så heldig at få et barn og barnet var en dreng, så skulle han hedde Zakarias efter sin far, præsten. Men Zakarias var lidt sen i optrækket til at tro den engel, der kom og fortalte ham om sønnens fødsel. Så det blev der ikke noget af. Johannes blev navnet, den højestes profet, skulle han være. Og nu står han her og peger på den højeste, lyset der er kommet til verden, altings livgiver. Guds lam. Udpeger ham, der havde både navn og væren før sin undfangelse. Jesus. På mange måder er han som os, Jesus, - fødes som vi gør det. Ser et dunkelt omridset af sin livgiverske. Moder Maria. Men da hun ser på ham svimmel af moderlykke ser hun mere end andre mødre ser, for hun ser samtidig på sin Gud, ja ikke bare på sin Gud, men på vores Gud, på verdens frelser. Ham der nu er blevet voksen, ham Johannes kalder Guds lam. Og nu svirrer det med navne og titler. For når vi for alvor skal til at træde i karakter som dem Gud vil vi skal være, kan der blive brug for nye navne. Navne som måske afdækker en lille smule af det Gud ved om os, og som vi endnu ikke har opdaget og aldrig kan opdage med mindre han fremkalder det i os og vi lader os fremkalde. Det er i mødet med Gud, vi begynder at blive dem vi er bestemt til at være. Det er ens for alle. Det der er forskelligt er så hvem vi skal være. Vi er alle lemmer på det samme legeme, siger Paulus. Vi er en del af Guds organisme, og lige så lidt som kropsdelene har bestemt deres plads, lige så lidt bestemmer vi vores. Det er ikke så tit Paulus er sjov, men her er han det. For det er da en komisk tanke at kropsdelene skulle komme op at skændes og blive sure og misundelige på hinanden fordi de har fået forskellige opgaver, og navne. At foden siger til hånden, fordi jeg ikke hverken hedder eller er hånd, så hører jeg ikke med til kroppen. Eller at øret skulle begynde at brokke sig over ikke at være øje og dermed ikke en del af kroppen, virker helt absurd. Men tænker vi os selv som dele af Guds store organisme, så tror jeg hurtigt vi kan få øje på alle de steder vi har svært ved at acceptere at vi har fået tildelt forskellige navne og forskellige pladser, forskellige evner og opgaver. Hvor tit synes man ikke, at de andres liv ser så meget sjovere eller nemmere ud end ens eget. Vil hellere være hånd end fod. Vil hellere være øje end øre Men den går ikke. Selvfølgelig kan man gå på hænder - i hvert fald et stykke – måske endda gymnastiksalen rundt, hvis man er atlet, men i det lange løb bliver det anstrengende. Selvfølgelig kan man høre med øjet, for selv farve kan have klang og mundaflæsning kan man også komme et stykke med, men til syvende og sidst er de jo øret, der hører bedst. Vi har fået tildelt en plads i Guds organisme. Han kender os helt indgående og har sine grunde til at vi får tildelt den plads der er vores, også selvom vi ikke altid kan se det til at begynde med og egentlig hellere ville noget andet, gør os andre forestillinger om os selv end den der hører til Guds virkelighed. Det begynder med at man bliver kaldt på af Jesus, ham som Johannes også kalder ” rabbi ” der betyder mester og” Messias”, der betyder den salvede, fordi selv han der er Guds søn har sin helt særlige opgave, som han ikke kan slippe for, hvor meget han måtte have lyst til at rende fra det hele den nat i Gethsemane, hvor korset er begyndt at kaste skygge på ham i måneskinnet. Men dér er vi ikke endnu. Lige nu er vi dér hvor han begynder at kalde på alt det i mennesker og i os, der trænger til retning. På alt det i os, der trænger til at opdage vores særlige plads på Guds krop. Trænger til at vi opdager vores opgave og gør det så godt, vi nu kan med det vi har fået at gøre med. For lige så lidt som hånden har skabt sig selv, lige så lidt som foden har sparket sig selv op af jorden, lige så lidt som øjet har set sig selv frem eller øret lyttet sig frem til sig selv. Lige så lidt er vi hvad vi er – af os selv. Vi er hvad vi er af Guds nåde og den morgen vi vågner til den erkendelse kan vi sige som Jakob:” Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke ” Vi har måske hver især en forestilling om hvem vi burde være, men de forestillinger kan blive fuldstændig forpurret. Egentlig havde jeg som barn og ung forestillet mig, at jeg skulle leve et liv som tolk med hele verden som arbejdsplads, en evig omskiftelige hverdag med en storby som base. For jeg var sikker på, at der ikke kom noget godt fra små steder, som Nazareth, eller Ryslinge hvor jeg måtte vokse op efter, meget mod min vilje, at være blevet flyttet fra storstaden Odense, som var mit tabte paradis. Var lige så arrogant som Nathanel, og ligesom han måtte jeg sande, at der var én der kendte mig bedre end jeg kendte mig selv. For jeg er sikker på, at der er en dyb mening med, at jeg i stedet landede på landet, at jeg i virkeligheden er tættest på det, jeg er kaldet til, når jeg i al stilfærdighed passer min helt daglige dont i et hjørne af landet, der kaldes udkant og som den samlede politiske verden har bestemt sig for, at intet godt kan komme fra. Ikke at man ikke stadig kan længes efter det andet, men der opstår skabende arbejde af modsigelsen mellem ens natur og ens kald. Måske kan det være sådan, at man er tættest på at være den man skal være, når man er længst væk fra de forestillinger man måske selv havde om, hvordan man burde være, hvordan livet skulle se ud. Måske er indsigt med hele sit væsen at give sig hen til det, Gud vil have gjort af lige præcis os med de evner og muligheder vi har. - På trods af de evner vi synes vi mangler og alle de umuligheder, der også tårner sig op. Måske er det tid at give op og give sig hen. For da skal vi, hvis vi tør, få større ting at se end vi havde drømt om. Vi skal se, at det vi måske havde håbet for os selv og vores liv og som ikke ser ud til at gå i opfyldelse, at det langt overgås af det Gud har for med os. Guds stemme kalder os - på én gang på én gang truende og frelsende. Truende fordi vores egne forestillinger må gå under, frelsende fordi han vil at vi skal få større ting at se. Hvis vi tør. Vores svar på kaldet er hengivelse og af den fødes kreativitet. Den arrogante Nathanel i os skal få større ting at se, og som Jakob står vi da ved himmelstigens fod og må sande, at Gud er til stede i vores liv, også når vi ikke ved det.

Prædiken af Kristian Østergaard

”Jeg tror på, at der er noget, der er større end mig selv.” Sådan lyder en kendt formulering, men formuleringen er ikke just præcis, for det er Eiffeltårnet jo også, og det er mængden af konfirmander i Sorø, der er i besiddelse af en mobiltelefon også. Også det er større end mig. Til gengæld håber jeg, at mængden af konfirmander, der tjekker mobiltelefonen under prædikenen er mindre end mig. Gud er det, der er større end alt andet. Men i den moderne bekendelse bliver han alligevel sammenholdt med mennesket, og derfor bliver Gud sprogligt pakket ind på en måde, som holder Ham tæt ind til vores krop: ”jeg...”noget..”mig selv.” Jeg kommer både først og sidst. Det er svært at have med en almægtig og alvidende Gud og skaber at gøre. Det er lettere at have at gøre med en lille, såre menneskelig Vorherre. Og så siger man måske: ”Jeg tror på, at der er noget, der er større end mig selv.” Jeg-noget – mig selv. Dermed rejser spørgsmålet sig: Er det mig, der skal stå ret for livet, eller er det livet, der skal ret for mig? Engang var skuespilleren Buster Larsen sammen med sin skuespillerkollega Preben Neergaard på en kro i Nordsjælland, hvor de begge fik sådan en lyst til biksemad. Neergaard bestilte sin portion uden problemer, men Buster Larsen var den besværlige gæst, der omstændeligt forklarede tjeneren, at hans portion biksemad under ingen omstændigheder måtte indeholde svinekød. Han ville have kalvekød, og Buster Larsen ønskede heller ikke løg i, ligesom spejlæggene skulle være tilberedt med låg over. Tjeneren noterede de mange, mange anvisninger, puttede sedlen i lommen, lagde viskestykket over armen og råbte så med ryggen til de to skuespillere ud mod køkkenet: ”To biks!” Historien er skæg, fordi den på en kostelig måde pulveriserer forestillingen om, at vi kan få livet og verden til at rette sig efter helt vore specielle ønsker. Tror I tjeneren overhovedet gjorde som Buster Larsens havde ønsket? Overhovedet ikke. Det lærer os, at vi undertiden bliver nødt til at smide alle vore kræsne krav over bord, hvis vi vil have mad på bordet. Jeg har mødt mennesker, der fortvivlet har spurgt efter, hvad de kunne vente sig af livet. Men måske er spørgsmålet forkert stillet. Måske handler det ikke om, hvad vi skal vente os af livet, men tværtom, hvad livet venter af os. Og det er netop det evangeliet peger hen imod. Nathanel er først fuld af ironi og skepsis overfor tømrersønnen fra Nazareth. Den hånlige bemærkning om, hvorvidt noget godt kan komme fra Nazareth, lyder meget moderne i al sin forbeholdenhed. Det er den skriftkloges forundring over, at flækken Nazareth i det afsides og tvivlsomme Galilæa virkelig skulle være stedet, hvor Messias var stået frem. Det havde Nathanel virkelig ikke læst noget om hos Moses eller hos profeterne. Nathanel lader sig dog overtale til selv at komme, og straks da Jesus møder ham, lyder det om og til ham: ”Se, der er sandelig en israelit, som er uden svig” Nathanel undrer sig – ikke just over at blive anset for at være uden svig, det er han åbenklar klar over selv - men over at Jesus ved så meget om ham, de kender jo slet ikke hinanden. Og det gør, at Nathanel bliver smigret og interesseret. Jeg tror, at der er trøst eller opmuntring deri, og trøsten og opmuntringen ligger i, at vi er set og genkendt af Jesus, længe før vi beslutter os for at følge ham. Vi er fundet, før vi begynder at søge. Da disciplene fandt Jesus, opdagede de, at de selv var blevet fundet. De så ham, men han havde allerede set dem forinden og set noget i andet og mere i dem, end de selv kunne få øje på. Teksten er således både en tekst om, hvorfor og hvordan kristendommen breder sig. Vi hører om, hvordan det gode budskab fortsætter fra menneske til menneske og således breder sig som ringe i vandet. Er det fordi, der er hyret en dyr spindoktor, der skal hjælpe hovedpersonen med at tage sig lækker ud? Slet, slet ikke. Det handler om troværdighed. Disciplene er ikke selvcentrerede. De går ikke rundt og siger halleluja: Jeg ejer sandheden, eller meningen med tilværelse kan jeg levere i forkromet form lige på stedet. Nej, vi kan ikke sige, at Jesu disciple udmærker sig ved at slå på deres selvsikkerhed. Men de siger: Vi har mødt Messias. Det er Jesus. Altså viser de bort fra sig selv og hen til Gud. Der er noget, der er større end dem selv. Det er netop kirkens opgave at pege væk fra sig selv og hen på Gud som livet mening og midtpunkt. Søren Kierkegaard sagde engang, at når han troede på Gud, var det fordi hans far havde sagt ham det. Og sådan er det: Troen bliver troværdig gennem mennesker, der er værd at tro på. Det er det, teksten siger. For når Søren Kierkegaard sagde, at han troede, fordi hans far havde sagt ham det, så var det ikke faderen, der var hans Gud, men så var det fordi faderen, havde viste ham hen til Gud. Og det er virkeligheden alle forældres opgave. Alle os, der har ladet vore børn døbe, påtager os jo en forpligtelse. Vi skal fortælle vore børn lige ud af posen om det, der bærer vores tilværelse og derfor bestemmer vores syn på livet. Læreren, der underviser i kristendom og præsten der underviser konfirmanderne er et vigtigt supplement til indførelsen i kristendommen, men den vigtigste formidling af kristendom, står vi selv for som forældre. For i alle værdispørgsmål overtager vores børn for 99 procents vedkommende vores synspunkter. ”Kom og se!” siger Jesus r i dag. De tre ord rummer en vigtig pointe for os. Man kan jo ikke få en anelse om kristendommens betydning, hvis ingen i ens omgivelser giver udtryk for den og siger: ”Kom og se!” Hvis jeg for eksempel kan lide kunst, så vil jeg selvfølgelig også udsmykke mit hjem med kunst. Hvis jeg kan lide musik, så lyder der glade toner i mit hjem. Og tilsvarende: Hvis kristendommen betyder noget for mig, så er jeg også nødt til at give udtryk for, at den betyder noget for mig i ord og handling: ”Kom og se!” Vi må antage, at det også er derfor, at evangelisten Johannes omhyggeligt oversætter ordene i dag. Rabbi betyder mester, forklarer han. Messias hedder på græsk Kristus og Kefas betyder Peter. Altså, Johannes oversætter hebræiske ord til græsk, fordi han ønsker, at såvel jøder som ikke-jøder forstår budskabet, der er rettet til alle. Det er også det, vi gør, når vi underviser konfirmander. Forklarer, hvad ordene betyder. Udlægger teksten. Kom og se. For vi har at gøre med en projekt, der peger ud over os selv. For mange år siden fandt man en stump rude i en ruin af et kloster herhjemme. På ruden var ridset et citat: ”Et menneske er, hvad det er i Guds øjne, hverken mere eller mindre.” Indskriften må være gjort af en munk engang. Hvad var meningen med det? Ja, jeg kunne forestille mig en munk, der har været langt ned og ramt af tristesse, måske ligefrem en outsider i klosterordenen. En dag har denne mand så været til barnedåb og har hørt evangeliet og sagt til sig selv: ”Også jeg er dog et Guds barn, taget til nåde allerede dengang!” Derefter har det ikke gjort så meget, hvad andre tænkte og sagde om ham eller hvad hans egne tanker anklagede ham for. Men jeg kunne også forestille mig, at munken kan have været en højt agtet person, måske endda dyrket i klosterordenen og derfor blevet rigelig selvglad. Også denne munk er kommet til en barnedåb. Og da har den storagtige munk smilet og tænkt: Sådan ser du ud for Gud! Og da har han ridset ordene i ruden: ”Et menneske er hvad det er i Guds øjne, hverken mere eller mindre” Så har munken smilet ad sig selv og er landet med begge ben på jorden, hvor andre mennesker også færdes. Vi er fundet, før vi begynder at søge. Amen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App