Er Gud kristen?

28:06

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Helle Brink, Raklev Jeg er 55 år og opvokset nord for København i en familie med tre søskende. Min familie betyder meget for mig, også mine tre børn, som jeg fik i studietiden. Jeg er uddannet teolog fra Københavns Universitet og har været præst i Raklev siden 1996. Her er jeg meget glad for at have mit virke, som, ud over det grundlæggende præstearbejde, også giver mig mulighed for at holde litteraturkreds og retræte.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt,  læse den her

Morten Brøgger, Kirke Stillinge og Hejninge Jeg er 46 år, er født og opvokset i Himmerland og læste teologi i København. Jeg har været præst i Kirke Stillinge og Hejninge sogne siden 2000. Jeg er gift med Inger Brøgger og har tre børn i skolealderen – og to hunde. Jeg har interesseret mig for tysk teologi i 1900-tallet og forsket i teologerne Karl Barths og Friedrich Gogartens indbyrdes forhold. Jeg holder foredrag om Folkekirkens aktuelle situation, Tidehverv, Paulus, Martin Luther, Søren Kierkegaard og Friedrich Gogarten og nazismen. Jeg er siden 2013 medudgiver af bladet Tidehverv, hvori jeg også har offentliggjort artikler og prædikener.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Helle Brink

„Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.“ Dette siger Jesus til sidst, og det betyder ganske enkelt, at det han netop her har sagt, har han sagt, for at vi som nu hørte det, kan være glade. For at hans glæde kan være i os. Hans glæde. Det vil sige, at han vil dele sin glæde med os. Vi skal have del i den glæde, han har, den glæde, der behersker ham. Hvilken glæde er det så? Det er vel ikke så indviklet eller svært at finde ud af. Først og fremmest er der tale om glæde, og det ved vi, hvad er. Vi kender godt til glæde, til hvad det vil sige at være glade. Vi kender, det lyse syn på tingene, som glæden giver. Det livsmod, som den giver. Dernæst må hans glæde, som han deler med os, hænge sammen med det, han siger. For det siger han netop for at dele sin glæde med os. Det er glæden over, at det er sådan med ham og os, som det nu engang er, og det vil sige: som han siger, at det er. Nemlig, at han er vintræet, vi er grenene. Vi hører sammen. Vi er podet ind i ham, som podekviste på et træ. Vi henter vor livskraft hos ham. Uden ham kan vi ikke leve. Adskilt fra mig kan I slet intet gøre. Livskraften er hans kærlighed, der som et træs saft strømmer fra stammen ud i grenene. Det kristne budskab, evangeliet, bliver ofte gjort til en slags bud. Altså til et krav til os. En formaning, en påmindelse om, hvad vi skylder. Men grundlæggende er budskabet ikke er bud, men et tilsagn. Det taler ikke om noget, vi skal, men om hvad vi er, hvad vi allerede er. „I er rene.“ „Jeg er vintræet, I er grenene.“ Vi er hos ham. Vi skal ikke først finde ud af, hvordan vi kommer til ham. Vi skal ikke finde Jesus. Han har fundet os. Vi er podet ind i ham, som kviste på en vinstok. Vi lever allerede af, hvad vi får fra ham. Vi er i hans kærlighed. Han har talt sit ord til os og tilsagt os sin kærlighed, tilsagt os syndernes forladelse, tilsagt os sin velsignelse. Det lever vi af. Det er det, han siger til os, så at vi kan glæde os over, at det er sådan. Så vi kan blive glade, lettede, aflastede. Så at byrden, der ville ligge i, at vi selv skulle skaffe os tilgivelse, at vi selv skulle gøre os fortjente til hans kærlighed og velsignelse, – så at den byrde er løftet af vore skuldre. Det skal vi ikke, for vi står allerede i et sådant forhold til ham, at vi har hans kærlighed og velsignelse, og at vi har tilgivelse for vores synd. Så lad os da glæde os over det. Det glæder ham, og han vil kun, at vi også skal kunne glæde os over det. Han siger altså, hvordan det er, og taler ikke om noget, der først bliver virkeligt, hvis vi opfylder visse betingelser. Betingelserne er opfyldt. Han har opfyldt dem. Det gjorde han, da han døde på korset for vores skyld, og det gjorde han, da han lod os høre sit tilgivende ord, og det gjorde han helt konkret for hver enkelt af os, da han tog imod os i dåben. Da blev det også sagt, at vi skulle oplæres i den kristne tro, for vi kunne blive i Kristus, ligesom vi nu var indpodet i ham. „Bliv i mig“, siger Jesus. Her kommer så budet og formaningen. Bliv i mig, bliv i min kærlighed. Hvad vil det sige andet end, at vi skal holde fast ved, hvad der her er sagt til os? Sådan er det også mellem os mennesker. Hvordan bliver vi i den kærlighed, som et andet menneske omfatter os med? Det gør vi ganske enkelt ved at tro den. Tro at vi er elskede. Tro at han eller hun holder af os. Og vi gør det ved at være tro. Ved at være tro mod den kærlighed, vi møder og bliver mødt med. At tro på Jesus er ikke forskelligt fra at tro på et andet menneske. Det er at tro, at han har os kær. At hans ord til os er sandt. At stole på ham. Hvordan kommer vi til det? Det gør vi, når hans ord og hans handling mod os, det vil sige hans tilsagn om kærlighed og velsignelse, og dåben, når de selv kalder troen frem i os. Det er jo ikke sådan, at vi med vores tro kan gøre noget troværdigt eller virkeligt, som ikke er det i sig selv. Troen skaber ikke selv det, den tror på. Men det er lige omvendt. Troen bliver til af det, den tror på. Jeg tror på den kærlighed en anden person har til mig, fordi vedkommende viser mig kærlighed, tilsiger mig kærlighed. På samme måde her. Vi tror, fordi han viser os kærlighed. Det gør han, når han gør os til sine søstre og brødre i dåben. Det gør han, når han tilgiver os og velsigner os. Hvad så med alt det, han siger om at bære frugt og holde hans bud? Deri ligger der – må vi indrømme – utvetydigt et krav til os. Det er ikke et tilsagn, men et bud eller en fordring. Men det er sådan med budene, eller fordringerne, at de er der hele tiden. Jesus formulerer dem nogle gange, men de findes ikke først, da han har udtalt dem. Han minder os om, hvad vi skylder. Han skærper endda nogle gange vores opfattelse af, hvad vi skylder at gøre. Men han opfinder det ikke. Vi har hele tiden levet med den skyldighed. Det er simpelthen, hvad det indebærer at være sat her på jorden som menneske blandt mennesker. At vi skal noget. At vi skylder hinanden hensyntagen, godhed, hjælp, bistand – i et ord: kærlighed. Budene er ikke nye. Vi kan have glemt, hvad vi skylder, men det er ikke nyt. Det nye er tilsagnet om, at vi er i hans kærlighed. Det kan vi ikke sige os selv. Og det budskab gør også noget ved budene. Det forandrer den byrde, som den medmenneskelige fordring udgør. Det er én ting at skulle gøre, hvad man skylder, og med det man gør, selv gøre sig fortjent til overhovedet at være til. Hvordan skal man nogensinde gøre sig fortjent til at have fået livet? Det er én ting at skulle bringe sin tilværelse i orden med, hvad men selv formår at gøre. Og det er noget ganske andet at skulle gøre, hvad man skylder, med det tilsagn i ryggen, at man er tilgivet, at det grundlæggende i tilværelsen dermed er bragt i orden. Det er noget andet, når man ikke skal gøre sig fortjent til at være til, men vide at det er man, fordi han i sin kærlighed lader én være til. Da skal vi gøre, hvad vi skylder, – ikke for selv at få orden i tilværelsen, ikke for selv at gøre os fortjente til livet, men ganske enkelt fordi det skal komme den til gode, som vi skylder hjælp og kærlighed. Vi skal ikke bekymre os om os selv med det, vi skylder. Hvad os selv angår, skal vi stole på, at vi er i Jesu kærlighed og dermed i Guds kærlighed, at vi har hans tilgivelse og velsignelse. Og på det tilsagn, i den tro, skal vi leve vort liv, gøre, hvad vi skylder, i glæden over, at han har os kær, og at vi derfor – uanset hvad der sker, og uanset hvordan det går – er i hans hånd. Amen

.

Prædiken af Morten Brøgger

Prædiken er ikke udgivet på nettet

.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App