Ville Jesus være enig i, at vi skal deltage i krigen mod IS?

28:31

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Hans Maaløe, Østofte Født 1958 i København, lillebror. Familiære rødder i Haslev (den ”anti-missionske” del) og Hellested på Stevns. Gift med Mathilde Krog Maaløe, vi har tilsammen 7 børn og 6 børnebørn. Præst i Østofte siden 1992. Uddannet gestaltterapeut 2004 og Traumeterapeut (SE) i 2013. Har været engageret i ungdomsteater siden 1998. Supervisionsgruppe for præster. Ungdoms-samtalegruppe for selvskadende. Gruppe for forældre, der har mistet barn ved selvmord. Fritidshåndværker og i gang med at bygge min aftægtsbolig

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er udgivet,  læse den her

Anna Kluge, Korsør Jeg er 39 år og lykkelig gift med min store kærlighed, Thomas. Til sammen har vi 5 børn i alderen 12 til 2 år, hvilket giver en del liv i huset og rig anledning til at praktisere gode kristne dyder som tålmodighed, overbærenhed og kærlighed. Jeg er præst i et større provinssogn, hvor kirken og dens aktiviteter stadig er en naturlig del af bybilledet. Jeg er meget optaget af at bringe det kristne budskab om Guds frelse og kærlighed ud så bredt som muligt. Det betyder i praksis, at jeg arbejder meget med forskellige gudstjenesteformer, men jeg forsøger også i stigende grad at gå ud af kirkerummet og møde mennesker, dér hvor de naturligt befinder sig, i stedet for at stå i kirken og vente på, at folk kommer ind og sætter sig.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Hans Maaløe

Prædiken er  ikke udgivet på nettet

.

Prædiken af Anna Kluge

For alle, der har prøvet at miste, er det en stærk tekst, vi skal høre i dag. Vi skal høre om den døde Lazarus og den enorme sorg over hans død, og så skal vi høre om hans vidunderlige opstandelse og tilbagevenden til livet, som Jesus forærer ham og hans pårørende. Denne søndag er blevet kaldt efterårets påskedag, fordi den her mod årets slutning, et halvt år før påske, fortæller os om opstandelsen. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at de gamle har anbragt historien om Lazarus opvækkelse netop om efteråret, hvor dagene bliver korte og mørket er ved at få magten ikke kun over naturen, men også over mange menneskers sind. Netop her har vi brug for at høre, at Gud er der, at han er der for os, at han hører på os og tager vores uro og usikkerhed, vores modløshed og sorg alvorligt. Evangelisten gør meget ud af at beskrive Jesu medfølelse og medlidenhed, det har været vigtig for ham, at læserne virkelig ville bide mærke i dette træk hos Jesus. I det hele taget er det en meget gennemarbejdet tekst, evangelisten Johannes overleverer til os, jeg tror ikke, én af detaljerne er tilfældige, men alle omhyggeligt indsat for at åbne vores øjne for, hvem det er, der er kommet til os. Det er 7. gang Jesus giver sine samtidige og os senere læsere et tegn på, hvem han er, og hvordan Guds rige er kommet snublende nær. Tallet 7 bliver ofte brugt i Bibelen, hvor det symboliserer helhed, fuldkommenhed og fuldendelse. Når vi får at vide, at verden blev skabt på 7 dage, er det en måde at fortælle os, at universet er skabt fuldkomment. Bibelens første sætning har 7 ord, den næste 2x7 således at Bibelen begynder med 3x7 ord – 3-tallet for den guddommelige treenighed og 7-tallet for fuldkommenhed: Den fuldendte begyndelse på Bogen om altings sammenhæng og mening. I dag skal vi høre om det 7. tegn, Jesus giver os. Kulminationen, det ultimative, det største, det fuldendte: Opvækkelsen fra døden selv. Læsning af Joh 11,19-45 Vidunderligt! Underligt! Fantastisk og dejligt: Lazarus lever, og mange begyndte at tro Jesus efter denne overvældende begivenhed. Hvis man lader sig rive med at fortællingen må det være nu, man bliver endelig overbevist. Der var mange helbredere og vise mænd på Jesu tid, men ingen som ham. Han MÅ være Guds søn! Ingen har nogensinde set noget lignende, og hør hvad han siger: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” – smukkere, mere glædesfyldt er der vel intet, der er? Og tænk, så kan jeg alligevel blive lidt mismodig, når jeg læser om Lazarus. Og jeg tænker, at alle der har oplevet et tab som Martha og Maria og tænkt, at ”hvis Gud virkelig var til, så ville han give mig det tabte tilbage”, måske også hører fortællingen med en anelse mislyd i baggrunden: ”Joe, smukt er det, men hvad kommer det egentlig mig ved? Jeg må leve her med tomheden, sorgen og savnet, for Jesus var der ikke, da det var mig, som havde brug for ham”. Jeg tror, alle mennesker har prøvet at bede mindst én gang i deres liv. Selv den mest forhærdede ateist kan føle livet så voldsomt, at han i et svagt øjeblik kan folde sine hænder og bede den bøn som måske er den mest grundmenneskelige: ”Gud, giv mig det tabte tilbage”. Man kan endda finde på at forsøge at forhandle med Gud. Hvor mange har ikke lovet at ville skaffe sig af med en uvane, hvis Gud til gengæld vil hjælpe dem nu? Man er parat til at melde sig ind i en godgørende forening eller love at besøge sin gamle mor på plejehjemmet dobbelt så ofte, bare Gud vil hjælpe med dette ene. Jeg har endda hørt folk love Gud, at de aldrig vil forstyrre ham igen, hvis han bare vil give dem dette ene. Man kan få helt ondt i hænderne af at bede så hårdt. Og hvad sker der så? Ja, som oftest sker der ingenting. Tingene går sin gang, livet følger sin rytme, og dem, vi elsker, dør fra os, og så lukker sorgen og mørket sig omkring os, på samme måde som det gjorde omkring Lazarus. Og når man står midt i en meget fysisk virkelighed med smerter og tårer og ting, som er umulige, så kan det føles som om Bibelens tekster er mere poetiske end en beskrivelse af den faktiske virkelighed. Så kan Lazarus næsten være provokerende. For den, der er nybegynder i troen, standser man nok her. Troen har simpelthen ikke haft mulighed for at slå stærke rødder dybt i ens undergrund, så den har noget at stå imod med, når den udfordres så hårdt. Man forlader tanken om Gud og Guds omsorg og almagt som en barnlig, naiv drøm – skuffet og lidt pinligt berørt over, at man faldt for fristelsen til at håbe på mere, end det vi kan se. End det der er fornuftigt. Men for den, der har givet troen plads i sit liv, også da der var medgang og almindeligt lyse dage, ser det anderledes ud. Her vil troen ikke rigtig give sig, selvom Gud måske virker tavs, og miraklet synes at udeblive. Man kæmper med det: Alt det, man har hørt og taget til sig om Guds kærlighed, medlidenhed og opstandelsesvilje. Noget må der da være om det?! Når fortællingerne har overlevet så mange generationer og givet så mange håb og glæde, må der ligge en dybere sandhed gemt et sted, vi ikke kan se lige nu. Det bliver interessant at tale med andre kristne, høre deres bud på en forklaring, det giver mening at gå i kirke og høre evangeliet og salmerne – ord fra tidligere generationer. Læg mærke til den forskel, der tegner sig: Den første, nybegynderen i tro – og den desperate ateist, leder efter Gudsbeviset med synet. Han vil SE et mirakel – på samme måde som Martha og Maria fik lov til at SE. Den anden, det menneske hvor troen er vokset sammen med ham og er blevet en del af hans liv, leder efter troen med øret: Han vil HØRE andres udlægninger, han vil HØRE Bibelens mærkelige fortællinger og tidligere generationers sange. For troen kommer af det, der høres. Prøv selv at tænke tilbage: Hvordan fik du troens gave? Højst sandsynlig igennem et andet menneske, som gjorde indtryk på dig. Igennem samtaler, ved at lytte til det menneskes syn på verden og opfattelse af alting. Måske fik du troen ved at lytte til Bibelens fortællinger og blev grebet af den kærlighed og glæde, de formidler. Jeg forstod pludselig denne mærkelige fortælling om Lazarus, da jeg kom i tanke om en koncert med Peter Bastian, jeg engang lyttede til sammen med min datter. Mere præcist var det, som åbnede fortællingen for mig, den korte samtale mellem min datter og Peter Bastian, jeg overhørte efter koncerten: ”Nåe, kan du lide ungarsk folkemusik?” spurgte Peter Bastian min datter, som var den yngste gæst ved koncerten. Bandet havde lige spillet 2 timers meget højt og meget intenst, fremmedartet folkemusik. Og før min datter kan fremstamme noget høfligt, redder han hende: ”Det vidste du nok ikke at du kunne vel?” svarer han for hende: ”Men det siger jeg dig: Du skal aldrig give folk, det, de tror, de har brug for – du skal give dem det, du ved, de trænger til!” Og jeg stod ved siden af og fik dér en lille åbenbaring, for jeg forstod, at det er sådan, Gud arbejder: Vi beder om det, vi tror, vi har brug for. Vi beder om det, vi kender og kan forestille os – vi kan ikke gøre andet. Vi beder om, at vores kære skal få livet tilbage – mere af det samme liv, som vi kender og elsker – det eneste liv vi kender. Men Gud ved, hvad vi i virkeligheden trænger til. Han ved, at det vi beder om, ikke er nok. Selvom vi fik 2 år eller 4 år eller 10 år mere, skulle vi jo dø fra hinanden alligevel. Det vi beder om, er måske nok flere år sammen, men Gud giver os det, Han ved, vi trænger til: Han giver os evigheden: Den evige kærlighed, den evige samhørighed i et guddommeligt fællesskab, og hans mirakel stopper ikke ved dødslejet. Det er dér, det begynder, men i en skala, som er langt, langt større end vi nogensinde kan forestille os. Vi kan ikke se det nu – for vi er begrænset af de dimensioner, vi nu engang lever i, men vi kan høre det. I fortællingen om Jesu kraft til at kalde Lazarus tilbage fra de døde, kan vi høre, at Guds rige er tættere på, end vi tror, – tættere på end vi kan se. Gud lader sig ikke begrænse af vores fantasi, han tager vores lille bøn og besvarer den med himlens herlighed og lader den vare fra evighed til evighed, amen

.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App