Burde vi lade clairvoyante tale med afdøde i kirken?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Gitte Sylvest Larsen, Hunseby.

Jeg er født i 1963 og vokset op i Faaborg, på Sydfyn, hvor jeg blev student, i 1982, fra Faaborg gymnasium. Langt senere blev det til en teologisk kandidateksamen, fra Københavns universitet, i 2007. I mange år arbejdede jeg i plejen, hvilket jeg altid har været meget glad for. Men med tiden pressede en gammel tanke om teologi sig på, og derfor er Hunseby sogn på Lolland mit første faste embede. Jeg er optaget af forkyndelsen og af andre menneskers trivsel, samt hvordan vi som kirke kan afhjælpe de mange typer ensomhed, der er i vores samfund. Forkyndelse og diakoni er det, der optager mig som præst.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt,  læse den her

Morten Brøgger, Kirke Stillinge og Hejninge Jeg er 46 år, er født og opvokset i Himmerland og læste teologi i København. Jeg har været præst i Kirke Stillinge og Hejninge sogne siden 2000. Jeg er gift med Inger Brøgger og har tre børn i skolealderen – og to hunde. Jeg har interesseret mig for tysk teologi i 1900-tallet og forsket i teologerne Karl Barths og Friedrich Gogartens indbyrdes forhold. Jeg holder foredrag om Folkekirkens aktuelle situation, Tidehverv, Paulus, Martin Luther, Søren Kierkegaard og Friedrich Gogarten og nazismen. Jeg er siden 2013 medudgiver af bladet Tidehverv, hvori jeg også har offentliggjort artikler og prædikener.

 

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her

 

Søndagens tekst:

.

. .

-->

 

Prædiken af Gitte Sylvest Larsen

Ja, Martha, Martha, du gør dig bekymringer! Det, der gør denne tekst så vanskelig at prædike over er, at vi alle sammen kender den så godt. Vi kan netop finde på at sige til hinanden: Martha, Martha, du gør dig bekymringer! Vi citerer fra dagens tekst, ligesom vi gør det fra tv-serien Matador, hvor vi rask væk refererer til Misse Møge, Fede, Røde, grisehandleren og alle de andre. Historien om Martha og Maria er blevet en del af vores fælles arvemasse, og derfor er det så svært at se med nye øjne på denne tekst. Hvad er det, der sker i dagens tekst? Der kommer en gæst på uventet besøg i to søstres hjem. Martha gør det, man bør gøre; opvarter gæsten og sørger for at han ikke mangler noget. Medens Maria gør det, man åbenbart ikke bør gøre; sætter sig ned, lytter til gæsten og giver sig helt hen i den oplevelse. Det provokerer Martha så meget, at hun lader sin irritation gå ud over gæsten og beder ham sige noget til Maria for den skammelige opførsel. Vi er bundet af normer for adfærd og har altid været det. Normerne er ikke kun forskellige i forhold til den tid, vi lever i og det køn vi er født med, men de er også, langt henad vejen, generationsafhængige. I dag er normerne for at lykkedes som barn og ungt menneske, at de træner deres krop seriøst, spiser sundt, har en flot krop, er online hele tiden og lader deres venner, familie - og en omverden, de ikke kender, følge deres liv, deres kostvaner og deres udseende ved hjælp af billeder på Instagram. På Instagram kommunikerer man via billeder og mange, både børn og unge, bliver afhængige af at tage billeder af deres dagligdag og deres udseende. De tager billeder mange gange hverdag og viser dem offentligt på Instagram. Så får de anerkendelse tilbage for at overholde og opretholde de normer, der gælder i deres ungdoms kultur lige nu. På den måde er de en del af et stort fællesskab af mange andre unge, som de kan spejle sig i og hente gode råd hos. Men aldrig har vi levet i en tid med så mange unge med svære psykiske problemer. Unge, der bliver mobbet, så deres liv bliver ødelagt. Unge, der skærer i sig selv. Unge der lider af spiseforstyrrelser og unge, der bliver narkomaner fra 10 års alderen, fordi de kæmper så hårdt for at være rigtige. Og så er der alt, alt for mange unge, der lever i familier med misbrug. Der er psykologer, der kun arbejder med depressioner hos gymnasieelever. – Så der er åbenbart en slagside ved den fejring af ungdommen, som vores tid desværre er så fuld af. Det er for meget at lægge på de unge menneskes skuldre. Så de normer, der ser ud som en tryg base for de unge, har måske en slagside. Selvom normer også er gode og nødvendige at have. Sådan var det også med Martha. Hun overholdt og opretholdt blot datidens gældende normer. Og så gammeldags er de nu heller ikke! Vi er mange, især kvinder, der nikker genkendende til Marthas klage over Marias lige lovlig afslappede måde at være på. For de fleste af os kvinder er sikkert også opdraget til at opvarte andre og sørge for, at de ikke mangler noget. Og det er der slet ikke noget galt med! Der, hvor vi alle skal gribe i egen barm, er når vi dømmer og udelukker andre, fordi de ikke lige gør det, vi forventer af dem. Når vi er så fastlåste i vore egne normer for, hvordan man skal være, - at vi ikke åbner os for andre måder at være menneske på. Maria var åben overfor denne særlige gæst og det han ville give, men det var Martha ikke; Det skulle foregå som det plejede! Jeg tror ikke, der er nogen af os, der kan sige os fri for at være dybt forbundet med ”plejer”. Sådan er det også at være menneske. Vi elsker vaner, og det vi plejer, og det er uhyre svært at lave om på i dagligdagen. Men så kommer Jesus ind af døren, og af en eller anden grund hører Maria sit hjertes kald og reagerer med at bruge tid på noget helt andet end at følge de normer, hun er vokset op med. Hun bryder med al god opførsel, - for at lytte til det Jesus vil give hende. Her ligger måske en væsentlig pointe gemt. For det onde eller djævelen er det, der får os til at vende os bort fra Gud. Hvis vi så bruger al vores tid på at jagte anerkendelse fra dem, vi sammenligner os med og samtidig holder andre på afstand, fordi vi er så fokuserede på os selv, vores egen succes og følelsen af at være rigtig, - så er spørgsmålet, hvem vi egentlig tjener? I historien om Martha og Maria viser Jesus os, at vi skal turde bryde vores vaner, og turde bryde med det, vi plejer at gøre. Ellers får vi aldrig tid til at sætte os stille ned og give os hen til Jesus ord. Han viser os, at det er et aktivt tilvalg. Vi skal beslutte os for at gøre noget andet, end det, vi plejer. Sammen med Jesus kan vi være akkurat dem, vi er. Her er vi elskede, og der kræves hverken, at vi spiser en særlig kost, har en smuk krop, er unge eller lægger vores liv ud på instagram. Når vi opfanger Guds kalden, så ændres vore liv, og vi kan ikke lade være med at give Gud plads i hverdagen. Sådan oplever mange det, når de pludselig får trang til at begynde at gå i kirke. Trangen bliver et behov, og så må morgenavisen eller andre aktiviteter søndag formiddag pludselig vige for en tur i kirke. Jeg tror, de fleste af os synes, at det er noget særligt at høre om mennesker, der helt konsekvent har sat tid af til Gud i deres liv. Jeg læste om en bede gruppe her i Maribo. Nogle af dem havde været til gudstjeneste hos Steen Skovsgaard i Domkirken og sendte efterfølgende et brev til ham, hvor der stod: ”Tak for gudstjenesten i søndags i Maribo. Det var mig, der nævnte, at vi er 6-7 piger – alle over 70, der hver tirsdag mellem 14-15.30 samles her i min lille stue for at takke og lovprise Gud og gå i forbøn for aktuelle emner i vor by, landsdel, ja hele Danmark, dem ude i verden, der bliver forfulgt pga. deres tro på Jesus. Vi beder om, at vi kristne må blive fyldt af Helligånd og ild, så vi bliver mere synlige i tiden, vi lever i. Ja, der er såmænd emner nok. Vi er ganske vist en ynkelig lille flok, alle over 70. En næsten blind, en har Parkinsons sygdom, vi er to, der har sklerose. En kan ikke forstå, at hun lever endnu, to har dårlige rygge. Men gruppen har bestået i 10 år, og vi agter at fortsætte. Vi bliver selv velsignet og har fået mange bønnesvar. Vi ønsker bare at være et lille bitte hjørne af Herrens vingård.” Sådan skrev de til Steen og tilbød deres hjælp. De går i forbøn for mennesker, som trænger til det. Dette lille hjørne af ”Herrens vingård”, som de kalder sig, er et fantastisk billede på Maria i dagens tekst. De har alle sammen sat Gud først i deres liv, og så er alle deres skavanker ikke så vigtige. Så gør det ikke noget, at de ikke lever op til normerne”. De har valgt den gode del, ligesom Maria. - Og når vi først har fundet den, skal den ikke tages fra os. AMEN!

.

 

Prædiken af Morten Brøgger

Et er fornødent. Sådan sagde Jesus til Martha, og det fornødne var ham selv. Hans ord. Det ord, han var kommet for at tale til dem. Det ord han selv var. Guds ord til dem. Det var det ene fornødne. Det eneste nødvendige. Det eneste, der ikke kunne tilsidesættes. For to søndage siden bad vi en af de bedste kollekter, der er foreskrevet til kirkeåret. Kollekt er navnet på den bøn, jeg beder ved alteret lige efter den første salme og før den første læsning. Disse kollekter er ret gamle. De er skrevet af Veit Dietrich, der levede i første halvdel af femtenhundredetallet, og som var en af Martin Luthers medarbejdere. I den nævnte kollekt, den til 13. søndag efter trinitatis, takker vi Gud for, at vi han har ladet os leve i denne salige tid, da vi kan høre hans evangelium, kende hans guddommelige vilje og faderlige hjerte og se hans søn, Jesus Kristus, og vi beder ham bevare sit ords salige lys hos os, og lede os ved Helligånden, så vi aldrig nogensinde viger derfra, men bliver fast derved og hellere forlader alt andet. Jeg ved ikke, om andre har det på samme måde, men jeg bliver altid lidt forskrækket og på en forunderlig måde også indgydt lidt mod eller opkvikket af disse ord i bønnen, så vi „bliver fast derved og hellere forlader alt andet“. Det er lidt som at tage munden for fuld. Det er svært ikke at spørge sig selv, om man virkelig mener det. Nu er kollekten jo ord, der bliver lagt i vores mund. At blive lagt ord i munden, er gerne noget, man vil betakke sig for. Men i et tilfælde som dette, kan det være helt godt. Det kan være godt at blive sat til at bede om mere, end man af sig selv tør bede om. Bønnen kan være ligesom det lugtesalt, man brugte førhen, der lugtede så stærkt, at det kunne vække én, der var besvimet. Som en slags stærk eddikelugt, der både river i næsen og giver luft. Sådan kan ordene både skræmme og give frihed og oplivelse. Vil vi virkelig hellere forlade alt andet? Er evangeliet os så dyrebart, at vi aldrig nogensinde vil vige derfra? Det er spørgsmålet. Og derfor kan bønnen også være os en påmindelse om, hvordan vi bør prioritere. Hvad skal vi sætte først? Hvad skal være det ufravigelige, det absolut nødvendige? Og hvad kommer i anden række? Bønnen lærer os det. Guds ords salige lys, evangeliet, hans glædelige budskab, er det ene fornødne. Det som vi aldrig må vige fra, men som vi hellere skal forlade alt andet for holde fast ved. Det er det samme, Jesus siger til Martha: Glem alle dine bekymringer, hvor velbegrundede de så end må være. Der er én ting, og kun én ting, du skal sætte først, og som skal komme før alt andet: Mig, mit ord. Der er ikke tale om et særtilfælde eller en undtagelse, men det er en kompromisløshed og et ufravigeligt krav, vi møder gang på gang i evangeliet. Vi kan bare tage teksten fra første tekstrække til i dag, hvor Jesus siger: I skal ikke være bekymrede for jeres liv, for mad og drikke og tøj på kroppen, men søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Eller dengang kvinden salvede Jesus, disciplene klagede over, at hun ødslede med den fine olie, og at de kunne have solgt olien og givet pengene til de fattige, og Jesus svarede dem: „Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.“ Flere af Jesu lignelser handler også om, at man skal forlade alt andet for at høre Jesu ord. Man skal høre det nu, hvor det er at høre. Ikke udsætte det. Det paradoksale er, at den kirke – her tænker jeg vores egen kirke, folkekirken – som er i verden for at forkynde Jesus ord, så det kan høres, at den mere ligner Martha end Maria. Den burde naturligvis ligne Maria, for hvordan kan man tale om noget, man ikke har hørt eller selv sætter alt andet til side for at høre? Folkekirken har så travlt med alle udenomstingene. Det har den med alle de bedste og rigtigste begrundelser. Det gælder om – siger man – at skabe de bedst tænkelige vilkår for at forkynde evangeliet. Og dermed har man faktisk sagt, at det ikke gælder om, under alle vilkår at forkynde evangeliet. Nej, man vil først skabe de bedste vilkår. Så bygger man sognegårde og indretter mødelokaler. Man opfinder nye måder at samle folk på. Man laver om på gudstjenesterne, fordi man synes, der kommer for få til dem, vi har. Man arrangerer kurser i liturgisk fornyelse og i kirkelige aktiviteter. Man har faktisk temmelig travlt, og det også meget imponerende, hvad man får fra hånden. Men når vi så i dag står med beretningen om Martha og Maria, så kan man næsten ikke lade være med at tænke: Hvornår bliver vi færdige med at forberede os og med at skabe gode vilkår, helst de allerbedste, hvornår kommer vi til sagen? Hvornår sætter vi os ned og hører evangeliet selv? Hvornår er vi klar til selv at begynde at forkynde? Det er naturligvis sat noget på spidsen, for evangeliet forkyndes da og kan også høres, når det altså ikke bliver overdøvet af alle de påfund og fornyelser, man laver for at komme ud med sit budskab. Noget jeg næsten ikke kan holde ud, er, når man i bedste management-stil holder såkaldte visionsmøder, hvor man skal definere kirkens formål. Som om vi ikke vidste, hvad vi er her for! I skal „prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag“. Men det har man pludselig glemt, og så skal man diskutere visioner. Det er i hvert fald ikke at holde fast ved hans ord og hellere forlade alt andet. Det er at glemme hans ord. Et er fornødent. Ordet. Jesu Kristi ord. Jesus Kristus, som selv er ordet. Han er syndernes forladelse for os. Der er ikke frelse i noget andet navn. Med det ord, med Jesu Kristi navn, tages luften ud af alle vore visioner og bestræbelser på at skabe de gode vilkår for evangeliets forkyndelse. For med Jesus Kristus er det sagt til os, at målet for vores liv, målet for vores gerning her på jorden, slet ikke er noget vi selv kan se, heller ikke i de største og mest vidtrækkende visioner, vi kan gøre os eller få. Men målet for vores liv ligger uden for denne verden. Det ligger hos Gud. Og målet er givet med budskabet om syndernes forladelse, nemlig at vi for Gud skal stå retfærdige og rene – ikke i kraft af noget vi selv har gjort eller kan gøre eller kan have visioner om – men alene i kraft af hans nådegave. Han giver os retfærdigheden, han gør os rene. Og det sker ikke på nogen anden måde end ved hans søn, som døde for vore synder, for at slette dem ud. At vores liv og målet og opnåelsen af målet alt sammen ligger i Guds hånd forandrer grundlæggende vort liv på jorden. Det gør at kun ét er fornødent, nemlig at høre at det er sådan, at høre at Gud i sin faderlige omsorg har løftet frelsens åg af vores skuldre og selv bærer hele byrden. Det gør, at alt, hvad vi skal, og alt, hvad vi gør her på jorden, er blevet aflastet. Vi skal ikke få det hele til at lykkes ved egne anstrengelser. Hvad der skal komme ud af vores liv, ligger i Guds hånd. Vi skal leve vort liv. Vi skal tage livet op som den opgave, der er stillet os. Men ikke med det formål at frelse os selv og hinanden, men i hvert øjeblik, og i hver afgørelse, vi træffer, skal vi høre Guds befaling: Du skal elske din næste som dig selv. Og hvad så, hvis vi ikke kan det eller ikke har gjort det? Ja, det behøver vi slet ikke spørge om, for det bliver sagt med syndernes forladelse, med Jesu død på korset, at det har vi ikke gjort, og det gør vi heller ikke. Vi er ikke retfærdige, men skyldige. Derfor er evangeliet det ene fornødne. For med det sættes vi på ny i vores liv, med det ord bliver livet igen sat os for. Med syndernes forladelse får vi en ny begyndelse. På det ord kan vi leve. På det ord kan vi fejle, falde og pådrage os skyld, for sådan går det uvægerligt, når vi skal leve vort liv. I det ord alene er derfor også vor trøst og vort håb. I det ord gives vi nyt mod. Med det ord, skal vi høste liv, hvor vi selv sår død. Vi skal høste tilgivelse, hvor vi selv sår forhærdelse. Vi skal høste håb, hvor vi selv sår håbløshed. Vi skal høste barmhjertighed, hvor vi selv sår hjerteløshed. Vi skal høste som fuglene, hvad vi ikke selv har sået. Amen

.


Nyhedsoverblik