Bør moderate muslimer tage afstand til Islamisk stat?

27:38

 I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Kristian Østergaard, Sorø Klosterkirke Jeg er 47 år, gift og har to børn. Jeg har siden 2003 været sognepræst i Sorø Klosterkirke. Desuden er jeg litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad, hvor jeg også har min egen klumme: ”Ugens debat”. Jeg holder foredrag om bl.a. Storm P. , Shakespeare og Kierkegaard og har skrevet tre bøger om litteratur og teologi: ”Mod en stjerne”, ”Skriften på væggen” og ”Ansigt til ansigt” – alle på forlaget Hovedland. For år tilbage oversatte jeg også Sylvester Stallones erindringer, og jeg er gået i hans fodspor for så vidt som jeg bruger en del timer på fitness. Sorø er jo en traditionsrig by og for år tilbage besluttede min forgænger at genoplive Grundtvigs tanke om ”Skolen i Soer”. Og det er nu faldet i min lod, at bestyre den forretning, som består i tre højskoledage på Sorø Akademi med deltagere fra nær og fjern.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt,  læse den her

Steen Nehrkorn Nielsen, Tveje Merløse Kirke

Jeg er 52 år, gift og har to børn. Jeg er født som en slags nomadebarn, for min far var ansat i flåden, og den flyttede ham landet rundt, inklusive Grønland. Og familien med, naturligvis. Jeg har været ansat i Tveje Merløse i snart 11 år, og det er mit første kald. Inden da var jeg fængselsbetjent på Vridsløselille Statsfængsel. Her arbejdede jeg, mens jeg læste teologi. Jeg har ikke nogen kirkelig baggrund med hjemmefra, så i min præstegerning har altid været optaget af at kirken er for alle. Også dem, som måske slet ikke ved det endnu. Jeg kan lide at fiske, når der er tid, og slappe af i sommerhuset i Odsherred

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Kristian Østergaard

Kender vi ikke godt situationen? Det er ikke rigtig rart selv at spørge om hæderspladserne. Det er mere bekvemt, hvis man kan få en anden til at gøre det. Når moren i dag spørger på vegne af sine sønner, så er det vel med forventningen om, at Jesus vil bringen den store sejr, hvor romerne bliver sat på porten og Jesus bliver ny konge med et hof bestående af apostlene omkring sig? Det er med blikket rettet mod fremtiden, at hun spørger, og det er tydeligt, at moren ikke har begreb skabt om, hvordan det hele ender. Jeg synes også, det er meget menneskeligt, at de øvrige apostle reagerer heftigt på, at de to i brødre har tænkt sig at gafle hæderspladserne. Man bliver jo sur på dem, der maser sig frem til den plads, man jo lige så godt selv, om ikke med endnu større ret kunne have krav på. For det ved vi: Når folk forarges over, at nogen vil have hæderspladser, så er det gerne, fordi de selv vil have dem. Ja, det er en meget realistisk scene, vi hører om denne søndag. Alle kæmper for at være tæt på Jesus, fordi alle regner med hans sejr. Da disciplene sidenhen opdager hvilken hædersplads, der er tale om – nemlig korset langfredag – skynder de sig at få benene på nakken. Det er alt sammen meget, meget menneskeligt. Og jo: hæderspladserne på højre og venstre side de gik for resten til to forbrydere som kom til at hænge ved siden af Jesus langfredag på hvert deres kors. Tænk, om morens bøn var gået i opfyldelse; at Zebedæussønnerne var kommet til at hænge på den højre og den venstre side. Værsgo! Her er jeres pladser. Dem kan I få oppe på korset. Ja, gerne vil vi positionere og høre til blandt de fremmeste, men hvad er en hædersplads? I ved ikke, hvad I beder om, siger Jesus. Altså siger han at livet handler om noget andet, end det vi måske troede. For måske bliver ført man hen et sted, man slet ikke ønskede at komme. Kender vi ikke alle eksempler på, at et menneske fik den bil, stilling eller gevinst som vedkommende tragtede efter? Og så viste det sig alligevel, at lykken lå et helt andet sted. Som sådan kunne man også godt sige, at teksten til i dag jo også handler om, at mangen en forbandelse viser sig at være en skjult velsignelse. Det er noget vi tit glemmer, men som vi undertiden erfarer i vores liv: At en afvisning ender som en gevinst. Jeg kan huske en god ven, som var på indkøb i Fakta. Her overværede han hvordan en meget stor kvinde i joggingtøj og træsko stod og skældte sin lille forskræmte mand al hæder og ære fra. Min ven ville skynde sig videre, men så lige pludselig slog det ham: Det var jo Heidi! Hende han i 9. klasse havde drømt om morgen, middag og aften og som han så gerne ville have haft som sin kæreste: Hold da op, hvor var det godt det ønske ikke gik opfyldelse! Og hvis nogen synes, at det eksempel er for plat, så vil jeg nævne et eksempel fra kirkehistorien. Det handler om en mor, der bad Gud om noget på sin søns vegne. Hun havde nemlig en dreng, der hed Augustin, og mens de boede i Nordafrika, så var Augustin en ødeland og et festmenneske og en damernes ven, og moren blev derfor forskrækket, da Augustin en dag erklærede, at han for resten rejste til Italien. Monica, som moren hed, frygtede at hendes dreng nærmest ville feste sig selv ihjel i det fremmede, og Monica bad natten igennem om Gud ikke nok ville forhindre, at hendes søn kom til Italien. Men den samme nat førte Gud Augustin over havet til Italien, hvor Augustin mødte biskop Ambrosius, og det var gennem Ambrosius´ person og prædikener, at Augustin blev omvendt til kristendommen. Og Augustin han fik en kolossal betydning for vores kirkes historie. Ja, så længe den kristne kirke står, så længe vil Augustins navn blive husket. Så meget bevirkede det. Nogle år senere skrev Augustin om sin mors børn den nat: ”Du hørte, Gud, i din dybe visdom, hvad der var det egentlige i mors ønske, og så så du bort fra, hvad hun ved den lejlighed bad om – for at du kunne gøre mig til det, der var hendes inderste ønske”. Her har vi det altså igen: Et nej der ender med at blive et ja. En forbandelse, der viser sig at være en velsignelse. Så mægtigt er Guds sind – også når det tilsyneladende lyder som et nej, ender det alligevel som et ja. Vi har høstgudstjeneste i dag. Korn er så små som næsten ingenting. Men når de bliver sået, så giver de vækst, og et bliver til høst. Sådan Gud skaber liv. Deus maximus in minimis lyder et latinsk bonmot, der betyder, at Gud er størst i det, der er mindst. Man kunne måske ovenikøbet sige, at Gud er størst i dem, der er mindst, og den lov går jo helt i modsat retning af den lov, der drev Zebedæussønnernes mor hen til Jesu. I den norske by Bergen er der opsat en skulptur. I Bergen forestiller de fleste skulpturer eller statuer store søhelte, konger eller politikere, men det gør denne statue ikke. Nej, man ser en hjemløs, liggende på gaden, og under ham står ordene: ”Intet menneske er bare det, du ser”. Altså ved første øjekast er det et menneskeligt vrag, ingenting, men indskriften tvinger tankerne længere og dybere ned i bevidstheden, og da ser man en Guds skabning, og det er meget, meget mere end ingenting. Det er det afgørende. Det betyder selvfølgelig ikke, at man med sin hjælp kan købe sig ind i ind i himmeriget. Der kommer en mand op til himlens port. Jeg skal lukkes ind! siger manden. Sankt Peter: Hov, hov. Jamen det skal jeg! Hvorfor det? For jeg har givet 50.000 til Røde Kors, 50.000 til kræftens bekæmpelse, 50.000 kr. til Folkekirkens nødhjælp. Så vender Sankt Peter sig om siger: Er der ikke en her, som har 150.000 og kan stikke ham i hånden og be` ham gå ad helvede til! Det illustrerer meget godt, at jeg ikke kan købe mig ind i himlen. Derfor bør jeg selvfølgelig alligevel hjælpe i alle menneskelige sammenhænge og putte penge i kirkebøssen. Men man kan ikke samle gode gerninger i den forstand, at Vorherre bliver overflødig. For som Jesus siger i dag: Menneskesønnen er kommet for at give sit liv som løsesum for mange. Oppe i himlen findes der altså ikke et register over gamle skyldnere. Jesus Kristus har indløst vores skyld. Og det er den besked, han vil give videre til os, der kan føle, at skylden gør os uduelige. Der var en dommer for mange år siden, som gav den tiltalte en stor bøde. Bagefter lagde dommeren sin kappe og gik ned fra dommersædet hen til den dømte og lagde så af egen lomme alle pengene til bøden foran manden. Det her kan du betale med, sagde dommeren. Og manden kunne nu gå: på en gang dømt og fri. Det er det, Jesus mener med at give sit liv som løsesum for mange. Og det var det, han gjorde h langfredag. Så det behøver vi ikke at gøre. Heldigvis. Amen.

.

Prædiken af Steen Nehrkorn Nielsen

God morgen! Jesus holder en lille tale om magt. Han skulle også være den helt rigtige til at gøre det. For hvis der er nogen, som ved noget magt – så er det ham. Han er Guds egen søn. Vi hørte det for et øjeblik siden, da Samuel blev døbt. Jesus sagde til sine venner: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Og vi hørte i trosbekendelsen at Jesus nu sidder ved sin fars høre hånd og dømmer mellem levende og døde. Så mon ikke han er den rigtige til at holde en tale om magt. Problemet – sådan set fra vores side er, at Jesus åbenbart ikke mener helt det samme som det, vi plejer at mene, når vi taler om magt. Anledningen er den lille historie med de to disciple, brødrene Jacob og Johannes, Zebedæus sønner. Andre steder i evangelerne bliver de ligefrem kaldt ”Tordensønnerne”, fordi de var så ivrige. Faktisk var de så ivrige, at da de en gang kom til en landsby i Samaria, sammen med Jesus, hvor man ikke ville have noget med dem at gøre, ja så foreslår de Jesus at giver dem en lærestreg med lidt lynild fra himlen. Man kunne kalde det en magtdemonstration. Heldigvis sagde Jesus nej til det. De to tordensønner var opsat på at følge Jesus hele vejen. Han havde sagt dem, han var kommet for at oprette et særligt rige – Guds Rige. Og de kunne ikke forestille sig at det skulle ske på nogen anden måde end at Jesus ville tage magten, sådan på den måde, som vi kender magt. Og Deres mor mener selvfølgelig at de er noget helt særligt – det skal mødre jo mene. Hun kommer hen til Jesus og beder ham om at hendes to sønner må få fine ministerposter i den nye regering. Hun havde sikkert hørt dem fortælle, hvad Jesus havde gjort af store ting, og hun forestillede sig allerede at når Jesus fik magten, så skulle hendes sønner være tæt på kongen. En på hans højre og en på hans venstre side. Så hun lavede altså lidt lobbyvirksomhed. Og det er jo en situation, som er nem at genkende. Jeg er gift med en skolelærer, og jeg har hørt om mere end én historie om mødre, der har ringet på de særeste tidspunkter, for at fortælle om netop deres barns særlige behov. Og Jesus afviser dem egentlig ikke, men i stedet for, holder han en lille tale om magt. Ikke bare til de to brødre og deres mor, men også til resten af disciplene. For de var blevet sure og jaloux, og det er i virkeligheden et temmelig sikkert tegn på, at de gerne selv ville have pladserne ved siden af Jesus. Ja, måske har de endda selv bedt deres mor om at gå hen til Jesus, hvem ved. Jesus siger til dem, at den måde vi opfatter magt på her i verden, det går altid ud på at nogen er større end andre – at nogen kan sidde ved bordenden og bestemme. Den går ud på at der er en grundlæggende ulighed, nemlig forskellen mellem folkenes fyrster og folkene nede i bunden af pyramiden, forskellen på dem, der er vigtige og dem, som ikke er. Og Jesus siger at sådan skal det ikke være mellem jer. Og så forklarer han dem, hvordan det skal være: Den, der vil være stor, skal være alles tjener. Han forklarer dem at der er en anden form for magt. Og det er magten til at gøre noget i de fællesskaber, vi færdes i. Hvad gør vi med de forhold, vi har med at gøre. Hvad gør vi når mor ringer og siger at mit barn er noget særligt og skal løftes ud af fællesskabet Skulle vi ikke hellere sige at han gør noget særligt for at løfte fællesskabet, hvor han er? Hvad gør vi i stedet for at gøre, hvad vi plejer at gøre med fællesskaber, når de ikke længere giver os nok – at vi forlader dem? Hvad gør vi med venskaber og ægteskaber og alle de andre forhold, hvor vi er vant til at forlade hinanden når det ikke rigtig giver os noget længere? Vi er vokset fra hinanden, siger vi så. Jeg må videre og blive større – og du må blive her, og blive ved med at være mindre. Sådan skal det ikke være hos jer, siger Jesus. Så skal vi bruge magt på en anden måde – magt betyder at man har styrke til at gøre noget, at man mægter noget, at man kan noget. Og sådan er det. Det er aldrig lige meget, hvad vi gør med vore medmennesker. Alt, hvad vi siger eller gør betyder noget – enten godt eller skidt. Det betyder noget, om vi håner eller støtter klassekammerater og venner og kærester og ægtefæller – eller bare kassedamen i Netto, om vi griner af nogen eller med nogen. Så meget magt har vi. Jesus havde stor magt - men den magt forklarer han med at han ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give for os. Han vidste nok om magt til at lægge den fra sig. så meget at han lod sig mishandle og korsfæste, hellere end at bruge den. Den eneste magt, Gud for alvor bruge, er den kærlighed som er parat til at ofre sig for den andens skyld, eller som man kan sige det: den kærlighed som ikke vil styre og bestemme, men som vil give sit liv som løsesum for mange. Så det er noget vigtigt som Jesus her siger til Jakob og Johannes og til de andre og til os: det nye rige eller herredømme eller den nye verdensorden, som vi alle går og drømmer om og håber på, drejer sig altså ikke bare om at bruge albuerne så man kan få en lidt bedre plads end de andre. Sådan er det ikke: Gudsriget bliver til virkelighed lige dér hvor mennesker med styrke og kraft sætter deres liv ind som løsesum, altså hvor mennesker bruger deres kræfter og evner til at skabe befrielse for andre. Det er jo det, som løsesum gør.. Og man kan ikke bare give op og sige: ja men, hvad kan jeg gøre, hvis det bliver svært? - For så overlader man jo bare magten til dem, der bruger den til at skabe forskel mellem mennesker sådan at nogle er højt oppe og andre langt nede. Det er faktisk lidt som det spørgsmål, som den gamle profet Mika svarede på i det første stykke, jeg læste fra alteret. Mennesket spørger: Hvad skal jeg gøre: ”Hvordan skal jeg træde frem for Gud? Skal jeg give tusinde får – eller min førstefødte?” Og den gamle profet svarer: ”Menneske, du har fået at vide, hvad Herren kræver af dig. Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.” Eller hvis man skulle vove en mere moderne oversættelse. Du har fået at vide, hvad der er Guds mening med dig, du har fået at vide, hvad Gud forventer af dig: Du skal handle retfærdigt – det vil sige: du skal have en ret færd gennem livet og behandle folk på din vej ordentligt og godt. Du skal vise trofast kærlighed. Dem, der holder af dig skal kunne stole på dig. Man skal kunne regne med din omsorg og kærlighed. Og du skal årvågent vandre med din Gud. Du skal være vågen og opmærksom på din vej gennem livet, for du går ved siden af Gud. Han har lovet dig, at han vil være med dig alle dage lige ind til verdens ende. Så bliver de gamle ord til klar tale. Du skal ikke rette din indsats mod himlen, men mod dit medmenneske – så kommer den rigtige sted hen. Amen

.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App