Bør Folkekirken bruge skriftestolen?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Otto Lundgaard, Sct. Bendts Kirke og Klostermarkskirken, Ringsted

Født 1967, gift, har en voksen datter, ejer af en golden retriever. Opvokset i Brønshøj, baggrund i FDF, hvor jeg lærte at troen er det, vi lever vores liv ud fra; har siden forsøgt at give budskabet videre. Revisor i KPMG 1987-91. Ordineret 1999, præst i Herlufsholm og Holsted, Næstved, samt Strøby på Stevns, og siden 2008 i Ringsted Sogn, hvor kaldet også indbefatter studie-, litteratur- og filmkreds og Ringsted Middelalderfestival. Prioriterer konfirmandundervisningen, informations- og formidlingsarbejdet samt gudstjenesterne (og ikke kun dem om søndagen). Arbejder bestandig på at sætte endnu mere gang i kirkelivet, gøre det åbent og vedkommende, også i dén henseende må kirkegængerne gerne opleve, at den kirkedør, de går ud af, ikke helt er den samme som den, de kom ind af. Holder foredrag om Storm P. på hundrede måder, religion og historie, kultur og mennesker i al almindelighed. Den øvrige del af fritiden leves i erkendelsen af ”So many books, so little time.” Badevægten er holdt op med at accelerere mod de 100, hvilket dog ikke har fået undertegnede til at bruge mindre tid i køkkenet.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt,  læse den her

Asbjørn Hansen, Svinninge

Jeg er  fyldt 50 år og har været sognepræst i Hjembæk og Svinninge i snart 15 år. Mine første år fandt sted i Vorbasse. Senere har jeg boet ved Haderslev og Odense en del år. Teologien læste jeg i København med et enkelt års pause, hvor jeg arbejdede med unge i Århus. Efter kandidateksamen, har jeg bl.a. været journalist og efterskolelærer før jeg fik embede i folkekirken. Min familie er ret musikalsk og mine egne tre børn gør det også meget i musik. Jeg spiller selv guitar og klaver – gerne i gudstjenesten, fordi musik kan noget helt særligt. Jeg blev skilt for nogle år siden og bor i dag sammen med Helle Janke og hendes to børn. Mine egne tre børn er store og rejst hjemmefra – en af dem er gift og har netop født en pige. I fritiden spiller jeg badminton og svømmer. Er desuden med i bestyrelsen for Spedalskhedsmissionen, der hjælper spedalske i Bangladesh.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Otto Lundgaard

Er der noget, det kan antaste stemningen i et pænt selskab - så er det, når værten eller én eller flere af gæsterne bliver stillet i en akavet, hvis ikke pinlig situation. Hvad skal man stille op? For at bryde den pludselige tavshed, der opstår, er der nogen, der vælger at sige, at ”der gik vist en engel gennem stuen” - hvis ikke det ligefrem er en vred kerub med flammesværd, der i ét nu har forvist selskabet fra paradiset. Men reaktionen er i reglen, at nogen må forventes at sige noget for at genskabe den gode stemning eller undskylde det passerede overfor selskabet. Vi kan ikke rigtig ha’, når den gode stemning i det pæne selskab bliver forstyrret. Eller kan vi? Et tænkt eksempel: Når mennesker udtrykker deres kærlighed eller andre private følelser offentligt - hvad føler man så? - hvordan reagerer man? Der er en scene, jeg husker fra et tv-spil af Leif Panduro. Vi befinder os i stilheden og solskinnet på en golfbane; en psykiater og hans golfmakker sidder i fred ved det 19. hul, da en kvinde træder frem og henvender sig åbenhjertigt til psykiateren: - Åh, jeg vil meget nødigt forstyrre. Jeg er begyndt at spille golf! Og det går så godt! Jeg kan slet ikke sige Dem, hvor taknemmelig jeg er! Jeg har fået det så dejligt, det har jeg! Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal udtrykke … - Ja, fru Clausen, det er udmærket. Hvordan, ses vi ikke i næste uge? - Min mand siger også, at han slet ikke kan kende mig igen! Han var ellers lige ved at opgive det hele! - - Jamen, fru Clausen, det snakker vi så om - - Men nu så jeg Dem, og så syntes jeg, jeg ville fortælle, hvor glad og lykkelig jeg er blevet, og alt det har jeg kun Dem at takke for! … Da griber hendes mand ind og - som det mærkes i det usagte: redder situationen ved at få hende af vejen - ud, væk. For scenen er sat så fint sammen, at vi kan mærke på de tre mænd, at sådan som kvinden overtræder de uskrevne love for takt og tone og især lige på dét sted, er det på høje tid nogen gør noget, førend situationen for alvor går hen og bliver - sig ordet: pinlig. Pinlig for mændene - ikke for kvinden. For hende er det ikke pinligt at genkende et menneske, som har givet hende noget at tro på, så hun atter tør se sig selv som et menneske blandt andre; for hende er det ikke pinligt at udtrykke sin taknemmelighed, der lyser ud af hende. Men i det pæne selskab er det upassende at belemre sine omgivelser med private følelser. Det er noget nær det samme billede, der møder os i evangeliet, Lukas fortæller os. Dog er der forskelle - som den at lige fra første linje er banen kridtet op til kamp; for vi hører, at Jesus er gæst hos en farisæer, hos en repræsentant fra tidens elitært-religiøse samfundsgruppe. Farisæerne holdt sig strengt til de religiøse leveregler og var særdeles påpasselige med at holde sig på den rigtige side af stregen - men på en måde, så de samtidig ringeagtede dem, der overtrådte lovene eller viste sig at ha’ en anden opfattelse. Således var Jesus ofte i strid med farisæerne - som i spørgsmålet om grænserne for Guds kærlighed. Der er med andre ord allerede konflikt i luften, da situationen tilspidses ved at endnu en gæst melder sig. Eller: gæst og gæst - i modsætning til Jesus hører denne gæst ikke til de indbudte. Vel kunne almindelige mennesker dengang træde direkte ind fra gaden og slutte sig til selskabet; men denne sidst ankomne gæst beskrives i den danske bibeloversættelse, vi hørte, med disse ord: ”Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by,” - - og det er denne kvinde, som nu træder ind og viser Jesus sin taknemmelighed i alles påsyn ved at vaske og salve hans fødder. Mens det står på, er der ingen, der griber ind og frelser det pæne selskab for den i deres øjne påtrængende gæst. Kun én reagerer - nemlig Jesus, der stiltiende accepterer kvindens handling. At Han dermed har sat sig udenfor det pæne selskab mærker vi også af de tanker, der nu går gennem hovedet på farisæeren. Det er, som om farisæeren møder Jesus med et argument imod noget, Han ikke har sagt endnu; fordommen råber i hans hoved, da han tænker, at hvis Jesus virkelig er en profet - hvis Han er sendt af Gud for at forkynde Guds vilje til de troende - så må Han om nogen vide, at kvinden står i bad standing: ”Jesus! Du har Gud med dig - så grib dog ind og vis denne kvinde og alle i mit hus, hvad Gud vil!” tænker farisæeren. Og det gør Jesus. Ved at afsløre sig som Guds Søn. Han er ikke kommet som profet for at tale til de særligt indviede eller fælde dom over ”de andre”. Han er kommet med Guds tilgivelse til dem, der ved, at de ikke kan leve uden - og til dem, der tror, at de selv har loven og retten på deres side og dermed ikke har behov for at blive tilgivet. Ikke ret meget, i hvert fald. Ved at fortælle om to mennesker, der fik deres gæld eftergivet - altså deres skyld tilgivet, da viser Jesus, at Han i den prostituerede kvinde ser alt det gode, hun vil Ham. Som den eneste i selskabet betoner Han, at kvindens kærlighed er stor - at hun elsker Gud og sine medmennesker meget - fordi hun har fået meget tilgivet, fået sit liv genoprettet og derfor nu tør stå frem for Gud og mennesker med sin taknemmelighed. Hvorimod farisæeren ikke udviser megen kærlighed; han mener, at han ikke skylder nogen noget - og elsker derfor ikke meget. Jeg tror også, vi udmærket kan forestille os farisæerens ansigt, da Jesus tilgiver kvinden og sender hende bort med Guds fred og ordene: ”Din tro har frelst dig.” Når jeg siger det, er det for at minde om, hvordan vi selv kan se ud, når andre lader nåde gå for ret - især når det gælder mennesker, vi selv møder med intolerance og afstandtagen. Når det er os, der ikke elsker meget - og når det er os, der foretrækker at dømme fremfor at tilgive. ”Hvis du dømmer mennesker, har du ikke tid til at elske dem.” Mother Teresas sande ord passer godt til situationen: Farisæeren er så ihærdig med at holde sig til reglerne, holde facaden og dermed holde andre ude af det pæne selskab, at han fuldstændig tilsidesætter det vigtigste af alle bud, Jesus har med til os: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Det er her farisæeren afslører, han ikke elsker meget - ikke har tid til at elske andre. Når vi ikke har tid til at elske andre, men ihærdigt gør afstanden mellem tanke og handling særdeles kort ved at møde andre mennesker, vi skyndsomt opfatter som anderledes, med fordomme - så gør vi det for at sikre, at der forbliver en afstand mellem os og dem. Så bruger vi de selvbestaltede regler, vi bilder os ind er nødvendige for at holde det pinlige på afstand. Nemlig det pinlige vi mærker i os selv, når vi ikke har tid eller rettere: tillid til at elske andre. Møde dem, tage imod dem, lytte til dem, forstå dem og umærkeligt flytte fokus fra afstanden og over til den situation, vi mærker, de står i. Sammen med os. Hvis du dømmer mennesker, har du ikke tid til at elske dem. Men Gud sendte ikke Jesus til verden for at dømme os, men for at vi skal frelses ved Ham: ”Din tro har frelst dig,” som Jesus siger til kvinden, idet Han tilgiver hende. ”Din tro har frelst dig.” Hvad er det for en tro, der tales om? Det er den tro, der udtrykker tilliden mellem Gud og os - og det er den samme tillid, vi skal møde vores medmennesker i. Jamen, hør: Love og regler er til for at blive overholdt, tænker vi, ligesom fordomme er til for at holde os selv i sikkerhed. Ja, men troen handler om det, vi lever vores liv ud fra. I tillid. Troen fra Gud er den, der skal få os til at bryde facaderne ned og møde verden i tillid til at Gud tager kampen op mod det onde i verden - og i os selv. Som Jesus gjorde, da Han viste det pæne selskab, at Guds Rige er større, end vi bilder os ind. At en kvinde, der lever i synd - hvad hun nok ikke er ene om - sendes bort af Gud med ordene ”Din tro har frelst dig”, det kan lyde særdeles provokerende. Også for os, hvis vi holder fast i vores forkrampede opfattelse af, at tro handler om rettroenhed; for så falder vi for fristelsen til at møde mennesker med en anden baggrund med fordomme og mistillid - og ikke som en berigelse af det liv, som Gud har skabt os til at leve sammen i. Det liv, Gud har skabt i enhver af os, er det liv, Han er parat til at genoprette ved at frelse os i sin tilgivelse af vores fejl og mangler. Sagen er, at når det er kærlighed, der kræves af os i forholdet til vores medmennesker, så går regnskabet aldrig op, så vil vi altid stå som skyldige over for Gud. Jamen, hov! - hvad har Gud med det at gøre? Alt. For hvad vi gør mod hinanden, det gør vi mod Gud - og det er det, Jesus altid viser os ved at stille sig på de foragtede, de undertrykte og de fordømtes side. Dog er Han parat til at tilgive os. Med kravet til os om at gøre det samme mod dem, vi møder. Have tid til at elske dem - og tage imod det, de har til os Hvad vi gør mod hinanden, når vi møder hinanden med fordomme og afstandtagen - det gør vi mod Gud. Og derfor er Guds tilgivelse den eneste mulighed, vi har, for at få livet genoprettet. For i sin tilgivelse skænker Gud os livet på ny. ”Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!” Med Guds tilgivelse er du ikke længere underkastet din egen og andres hårde dom og pinlige tavshed. Med Guds tilgivelse lever du i et genoprettet forhold til Gud, så du får mod til at være dig selv. Med Guds tilgivelse kan du se dig selv i kærlighedens lys - som den, Gud fortsat forventer noget af - og dermed som den, der nu også kan møde sine medmennesker som accepteret af Gud og som en rigdom i dit liv. Og med Guds tilgivelse har du mere tid til at elske, end du tror du er i stand til. Gud til ære, dine medmennesker til gavn. Amen.

 

Prædiken af Asbjørn Hansen

Der var skingre mislyde i det hus, hvor Jesus var på besøg. Selv om det var dag, var der på en måde både mørkt og koldt inde i huset, for der var vrede og had i luften. En kvinde med en tvivlsom forhistorie var kommet indenfor uden at være indbudt. Og husets vært, Simon, rynkede på næsen ad hende. Hun kom ikke bare og forstyrrede hans fint tilrettelagte middag for en af tidens store kendisser. Hun tiltrak sig ikke bare den opmærksomhed, Simon havde tiltænkt sig selv. Hun kom minsandten også fra det mest beskidte og usle område i byen, som alle de velbjergede gik i en stor, selvsikker bue udenom. Og nu begynder hun tilmed at opføre sig skandaløst overfor aftenens store gæst – Jesus. Hun begynder at vaske hans fødder med sine tårer og tørre dem med sit lange hår. Det er jo himmeleråbende. Uhørt provokerende. Velkommen på forsiden, unge dame. Her gik du over grænsen. Sådan sang det for fulde gardiner i værten Simons hoved, og han begyndte at betvivle, at Jesus havde sin sunde fornuft i behold. Han burde jo afvise kvinden, som en syndig og ikke velkommen person. Men virkeligheden er, at Simon er indviklet i denne verdens polariserende fordomme og bedreviden. Han har placeret sig selv i en ekstrem yderposition som den, der har sit på det tørre. Og han har placeret kvinden ved Jesu fødder i den modsatte ende af skalaen – hun er en ingenting, der besudler hans verden med sine tårer og sin kostbare salve, som hun ødsler væk, da hun salver gæstens fødder. Når man som Simon har placeret sig selv i sådan en position og står stejlt på sit, er der faktisk ikke nogen vej frem. Det pegede Barack Obama på i et interview for nylig. Hans sagde: ”Vi vil aldrig udfolde vores fulde potentiale, med mindre vores to politiske partier lægger samme attitude for dagen, som vi forventer af shiaer, sunnier, kurdere eller israelere og palæstinensere: ingen sejrherre og ingen taber – men samarbejde.” Det er med andre ord ikke muligt at finde en vej frem, før de stridende parter har lagt deres våben ned og er begyndt at se hinanden som ligeværdige mennesker. Derfor er der i Simons hus mere end nogensinde brug for tilgivelsens forløsende tilstedeværelse. Ord og hjerteindstilling, der kan løfte hadet og vreden fra Simons skuldre. Og de ord kommer som så ofte før fra Jesus: ”Simon, jeg har noget at sige dig. Denne kvinde handler i kærlighed. Jeg kan forstå, at du udelukkende er optaget af, hvor meget forkert, hun har gjort. Men hun er mere end sine gerninger. Du ser kun de ting, der stikker frem i dine øjne. Tænk i stedet på, hvor fantastisk det er, når hun kan lægge det alt sammen fra sig, fordi hun er tilgivet. Tænk på, hvor meget livsenergi og glæde, der så slippes løs.” Og så løser Jesus kvinden - med helt konkrete ord - fra hendes skyld og skam: ”Gå bort med fred! Du er tilgivet.” Det er vejen frem. Tilgivelsen sætter fri – ikke bare den skyldige, der bliver befriet i forhold til sine ugerninger, og som synderinden her kan gå ud i lyset til liv og nyt håb - men også den, der er blevet begået en ugerning imod. For når vi af hjertet formår at tilgive, sættes vi også selv fri af hadets og overgrebets historie. Det er ikke bare vejen frem – det er Guds vej. Det er ved tilgivelse, Gud rejser os op, så vi kan gå ud i lyset. Det var for at kunne bringe dig og mig hen til tilgivelsens rum, at Jesus blev født i vores verden. I ham har vi Gud sagt sit anerkendende ”ja” til os, på trods af det, vi måtte bære rundt på af skyld og skam. I Jesus har Gud forsonet de stridende parter og bredt armene ud til samarbejde: Kom, lad os give afkald på vores våben. Pak de onde og hårde ord ned i en kasse og stil den over i hjørnet. Luk slag og spark inde i et skab. Smelt den isnende tavshed, og luk op for tilgivelsens ord. Der er brug for tilgivelsens rum hver eneste dag – også i vores tid. Ingen mennesker er skyldfrie, men det er som om, det er tabu at tale om. Det er ikke godt, for skyld har stor indvirkning på vores relationer til hinanden. Vi bliver nødt til at sætte emnet skyld på dagsordenen, men vi må kun gøre det, hvis der også bliver talt om tilgivelse. Tilgivelse mellem mennesker og tilgivelse fra højeste sted. Hvad sker der, hvis nogen forbryder sig mod os? Hvis nogen virkelig sårer os eller træder over vores grænser? Tilliden vil være brudt og skylden stå i vejen for fællesskab. Det er sjældent, vi vil kunne tilgive uden videre. Det ville på en måde være et under eller tilgivelse af nåde, hvis vi kunne. Den umiddelbare reaktion mod en ugerning er vrede. Vreden kan være berettiget, men problemerne vil hurtigt blive overvældende, hvis vi bliver hængende dér. Så kan vi ende i bitterhed. Derfor må vi først nå til erkendelse af, at vi ikke har fortjent det, som er sket. Dernæst må vi prøve at skille ugerningen og gerningsmanden ad. Vores vrede mod ugerningen kan være berettiget, men mennesket bag vil ofte være mere end den ene handling. Hvis vi forsøger at se og forstå mennesket adskilt fra handlingen, kan tilliden måske genoprettes, så vreden kun rettes mod gerningen og ikke personen. Her opstår tilgivelsens mulighed, og tilgivelsen har en utrolig stærk og befriende kraft for begge parter. Se bare, hvordan kvinden i dagens tekst er ødsel med sin kærlighed, fordi hun har mødt tilgivelsen i sit liv. Hun var givetvis skyldig i mange ting, men tilgivelsens lys kom ind over hendes skyld og gav håb for fremtiden. Også vi er kaldet til at være ødsle med tilgivelse og gavmilde med forsonende ord. Vi er kaldet til at forlade vores skyldnere, ligesom Gud har forladt os vores skyld. Måske magter vi ikke at tilgive med det samme – så må vi bede Gud tilgive for os, mens vi arbejder videre med vores relation. For ingen skal forblive i vredens og hadets mørke hus.

.


Nyhedsoverblik