I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Johannes Olav Kruse Kristensen Stigs Bjergby og Mørkøv
Jeg er opvokset i Herlufsholm ved Næstved, hvor min far var sognepræst og jeg blev student fra Herlufsholm kostskole i 1994. Cand Theol fra Kbh’s universitet 2007 og har siden 2008 være sognepræst i Stigs Bjergby-Mørkøv pastorat. 2013 medlem af RSRU (religions pædagogisk udvalg) i Roskilde stift Religionspædagogiske kompetencer mener jeg er afgørende for at kunne levere et fagligt velfunderet stykke arbejde. Derfor holder jeg mig særligt opdateret indenfor dette felt. Udvikling af alternative gudstjenesteformer, eksempelvis: spaghettigudstjenester, gøglergudstjenester, jagtgudstjenester, konfirmandgudstjenester, friluftgudstjenester, har ligget mig meget på sinde. Disse alternative gudstjenester har til formål at formidle kirkens centrale budskab til så mange forskellige grupper i vores samfund som muligt og om muligt pege frem i mod højmessen, som jeg anser for at være folkekirkens hjerteslag. Jeg er gift med Maria, som er folkeskolelærer og vi har to piger, Filippa og Petra på 8 og 9 år. Jeg er et naturmenneske og bruger meget af min fritid på jagt og fiskeri, endvidere er jeg glødende tilhænger af FC København.
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her
Helle Poulsen Vejlø
Født 1956. Præst i Kastrup ved Vordingborg 1985-94. Første danske præst i Luxembourg 1994-98. Præst i Vejlø ved Næstved 1998. Timelærer ved Pastoralseminariet og Præsternes Efteruddannelse. Formand for filmklub ASTA i Næstved. Motto:Film skal ses i biografen, og Bibelen høres i kirken! Gift med havemand og museumsmand Niels Jørgen Poulsen. Tre voksne børn.
Søndagsprædikenen
Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her
Søndagens tekst:
.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« Matt 11,16-24
Prædiken af Johannes Kristensen
I torsdags var jeg med i et program på tv2 øst, som hedder ”Præstens Lektie”. Det er et debatprogram, hvor to af egnens præster skal svare på aktuelle spørgsmål og forholde sig til søndagens prædikentekst, og fortælle om hvilke tanker og overvejelser, man har gjort sig om den kommende søndags evangelietekst/prædiken. I det program kom jeg til at sige, at min prædiken i dag skulle indeholde en lussing, også til menigheden. Jeg kan se, at I er temmeligt mange (ikke temmeligt bange, men temmelig mange), som er kommet i kirke alligevel. Så jeg må jo nok gå ud fra, at enten ser I ikke fjernsyn, eller også er I ikke så lette at skræmme. - Jeg håber, at det er det sidste som gør sig gældende... Spøg til side, så mener jeg faktisk, hvad jeg sagde i tv-programmet. Jeg synes, at prædikenteksten til i dag lægger op til, at vi skal have en lille lussing til at vågne op på. Men jeg mener til gengæld også, at det ikke nødvendigvis er så skidt endda at få en lille flad fra prædikestolen en gang i mellem. Det skal nemlig ikke forstås som en moralens pegefinger, der skal slå mig og jer oven i hovedet med alt det slemme og syndige jeg og I gør. Nej, jeg tror snarere, at det skal forstås som et motiverende klap på kinden. Et ”Memento Vivére” (husk at du skal leve). - Et wake up call. For jeg tror, at nogen gange så trænger vi til at blive rusket godt og grundigt op i. Vi trænger til at komme her til kirken og ikke altid blive strøget med hårene, men også få at vide, at vi skal stramme op. At vi skal tage skællet fra øjnene, se verden og bruge vores liv til at bygge liv op med. Til at gøre det gode. Til at handle. -At vi skal huske at danse. Vi er mange som har godt af at blive mindet om, at vi skal huske at danse. Også selvom det ser fjollet ud når vi danser. Måske især fordi det ser fjollet ud når vi danser... Jeg tænker, at jeg i hvert fald godt kan blive lullet ind i dagligdagens trummerum. Jeg kan godt nogen gange komme til tage skyklapper på og komme til at fokusere på de negative og forkerte ting i mit liv- i mit arbejde- i mit ægteskab- i mit forhold til mine børn- i forholdet til mine kolleger osv. og jeg tænker, at jeg nok ikke er den eneste, som kan have det sådan. Ellers var depression, udbrændthed og stress vel ikke ved at udvikle sig til folkesygdomme i vores samfund. Og så er det, at vi trænger til at komme i kirke, Så er det vi trænger til at høre Jesus alvorsord også til os. Vi trænger til få en lille glad flad og blive bedt om at vende os om og huske at leve og huske at danse. I evangelieteksten står der: Vi spillede på fløjte for jer og I dansede ikke. Vi sang klagesange, og I sørgede ikke. Det er et super godt billede Jesus bruger. For det er jo lige præcis sådan det virker, når vi billedeligt talt, tager skyklapperne på og fokuserer på de forkerte ting i tilværelsen. Vi hører hverken fløjterne, som vil have os til at danse eller klagesangene, som vil have os til at sørge, men lader i stedet stå til og lader ligegyldighed, kedsomhed og ansvarsforflygtigelsen råde. Og det kan ikke siges tydeligt nok, at der lyder så sandelig også klagesange i verden, som gør, at vi burde sørge og reagere. Årrrhhh Johannes -hvorfor skulle jeg dog tage det alvorligt når medierne igen og igen tuder mine ører fulde om de tusinder af mennesker som bliver forfulgt, fordrevet og slået ihjel i Mellemøsten. Det har da ikke noget med mig at gøre? Jeg har da ikke gjort dem noget. Hvorfor skulle jeg dog tage ebolaepidemien i Vestafrika alvorligt. Der er jo ikke nogen syge af ebola i Danmark. Det er da ikke mit problem? (Og ræk mig lige citronmånen.) Og her er det da, at Jesu tale i dagens evangelium rammer mig som en bommerang. For det har så sandelig noget med mig og med mit liv og dagligdag at gøre. Evangeliet vil rive mig ud af ligegyldigheden, forlanger min tilstedeværelse og forlanger en stillingtagen. Vel og mærke en stillingtagen både til mit eget liv, men så sandelig også til den tilværelse og det samfund, den verden, som jeg er en del af. Her duer lunkenhedens tilbagetrukkethed og afstandstagen ikke. Her bliver jeg afkrævet svar, handling og ansvar. Johs. Johansen Har skrevet et digt til dagens tekst. Der er et vers som lyder: I druen knust og brudt i brød dit hjerte for os banker. Da du var her, dit rygte lød: en frådser og en dranker, nu frådser du med kærlighed og bryder ned vort hovmods skel og skranker. Det er det som sker når vi fejrer gudstjeneste med hinanden. Når evangeliet lyder og sakramenterne deles. Når vi rives ud af ligegyldigheden, så bliver vort hovmods skel og skranker revet ned og vi bliver sat frie til både at danse når fløjterne lyder og handle når klagesangen når os. … Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere! Dog visdommen har fået ret ved sine gerninger… Når vort hovmods skranker er revet ned, når vi handler, så får visdommen også ret ved sine gerninger. Så ændres vi og verden også. Så kan vi både sørge, danse, synge. Det er meget muligt, at vi ikke kan redde hele verden, men det er bestemt ikke forbudt at prøve. Amen.
Prædiken af Helle Poulsen
I 1980 blev min bedste ven 25 år. Hans lillebror Jan var eneste barn i et selskab af voksne. Farmoderen, en fin, gammel dame med perlekæde, erklærede sin solidaritet med barnebarnet: Jan, han keder sig sku ad helvede til! Kedsomheden er omdrejningspunktet for min prædiken i dag. Det er den, jeg hører Jesus gå efter, med sit fænomenale billede af børnene, der sidder på torvet i middagsheden et sted i Mellemøsten og keder sig. Min første tanke var, at der er forskel på børns og voksnes kedsomhed. Det er sundt for børn at kede sig. Det forløser deres fantasi, det stimulerer dem, de skal nok finde på noget. Voksne fortæller henført, hvad det betød for deres udvikling, at de som børn fik lov til at strejfe frit omkring uden indblanding fra de voksne. For os voksne er det anderledes. Kedsomheden slår indad. Den er som et kviksand, der trækker os længere og længere ned. Den fører til spleen, livslede og depression. Det er derfor, at Jesus sparker i sandet i dag. Der er noget på spil. Det gælder vores liv og velfærd. Vi keder os ad helvede til! Det er min påstand. Det er os, de voksne og ikke børnene, Jesus skoser i sin brandtale. Jeg var med i Præstens Lektie forleden og blev spurgt, om ikke det er ligegyldigheden, Jesus er ude efter. Det tror jeg ikke. For så ryger sammenligningen. Børn keder sig, men de er aldrig ligeglade. Ligegyldighed er en voksenting. Skuldertrækket er en voksenattitude. Ordene om, at vi ikke kan redde hele verden, er noget, voksne siger. Jeg tror i øvrigt ikke, at vi er ligeglade. Vi betaler vores skat med glæde. Vi billiger, at en del af pengene går til nødhjælp og ulandshjælp. Nogle vil sige, at vi betaler os fra det. Men frivilligheden er faktisk stor. På de sidste ti år er den firedoblet. 11 % af os gør et stykke socialt arbejde i vores fritid. Alligevel keder vi os. Og det er noget andet. Er ligegyldigheden en attitude, så stikker kedsomheden dybere. Den er en stemning i sindet, en tristesse. I kedsomheden bliver vi kede af det. Hvor ser jeg så kedsomheden hos mig selv og hos andre? Hvordan ytrer den sig? Vi hænger over indkøbsvognene i Bilka, det er et forstemmende syn. Vi lader os nøje med skod-tv og platte underholdningsprogrammer, hvor kendisser skaber sig, og der tales ned til os. Vi er i gang med at aflive søndagen. Et indkøbscenter i Århus skilter med søndagsåbent under sloganet: Nu er søndag ikke længere den kedelige fætter til lørdag! Den stille, fredfyldte hviledag konfronterer os med vores kedsomhed, og det skræmmer os. Derfor skal den ligne alle andre dage. Vi fylder ugens syv dage med travlhed og aktiviteter. Vi bylter mere og mere på livet af skræk for at kede os. Hele tiden er vi på jagt efter livet og lykken, men vi kan have en følelse af at gå galt af målet. For vi ved ikke helt, hvad vi leder efter, og hvor vi finder det. Og børnene slægter os på. De ligner små voksne. For de må for alt i verden ikke kede sig. Når de elsker en stille stund foran fjernsynet, er det, fordi de her er i en urørlighedszone, hvor der ikke kræves noget af dem. Mine tanker er inspireret af mit forår i Jerusalem. Her får børn stadig lov til at kede sig, for deres forældre har ikke så meget at slå til søren med. Det lutherske verdensforbund på Oliebjerget har anlagt en stor fodboldbane, og den er et sandt hit. De voksne keder sig heller ikke. De kæmper for at få liv og hverdag til at hænge sammen. Livet er besværligt. Det sære er, at livet samtidig opleves mere intenst og mere inderligt. Jeg lo og græd mere i Jerusalem i de ti uger, jeg var der, end på et helt år i Danmark. Det er paradokset. Vi er så privilegerede og gennemtrygge her i vores hjørne af verden. Det burde udløse et overskud af glæde og en tro på Gud, hvis spor vi kan få øje på overalt i vores liv. Det mærkelige er, at der sker det modsatte. Vi brokker os i et væk, og vi spørger os selv, om vi overhovedet har brug for Gud. Hvordan kommer vi den her kedsomhed til livs? Hvordan befries vi fra den her grundfølelse af spleen og tristesse? Hvordan nedbringer vi som verdens lykkeligste folk vores gigantiske forbrug af lykkepiller? Var jeg en gammel missionsmand, så ville jeg sige: Hvordan har du det med Jesus? I mit hjerte tror jeg, at han er svaret. Men det er jo lige så meget en påstand som at sige, at vi keder os ad helvede til. Men jeg kan fortælle, hvad jeg har set troen kan gøre hos andre. Tro kan gøre underværker. Tro er som at se verden som gennem et par nye briller. Troen giver det, at vi er her, mening. Troen giver sprog til vores tilværelse. Hvis man tror, så er livet ikke trivielt eller noget, der skal overstås, det er noget vi har fået. Hvis man tror, så er medmennesket ikke en belastning eller et problem, men et menneske Gud elsker. Hvis man tror, så skal vi dø, ja, men vi har evighed i os. Vi mærker det, når de mennesker, vi elsker og mister, er levende i vores bevidsthed. Troen er en øvelse i at se, at det er okay ikke at være lykkelig hele tiden, og at vi ikke skal nå det hele i dette liv. Vi voksne keder os ad helvede til! Det er min påstand i dag. Som jeg hører Jesu brandtale med mine 2014 ører, så er det ikke ham, der dømmer os til helvede. Det er os selv, der trækker os i den retning, fordi vi keder os så gudsjammerligt. Vi skal være glade for, at Jesus sparker i sandet og råber ad os. Det er vores lykke og held, at han gider. Slut.
.