12.06: Kan man kommunikere med afdøde?

24:35

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Mette Marie Trankjær, Horbelev/Falkerslev

Født i Odense i 1962,efter bifagseksamen i fransk skiftede jeg til teologi, og har siden 1998 været præst i Horbelev og Falkerslev sogne på Falster, hvilket altid har været og er en stor glæde. Interesserer mig særligt for prædiken og for gudstjenesten i sin helhed. Underviser sangere og organister i gudstjenestepraksis og leder retræter via www. Refugiet Lolland-Falster. Er en syngende, vandrende læsehest med øjnene vidt åbne for alt stort og skønt ! Gift på 25. år med sygeplejerske Ole Fransen og har tre voksne børn. Har bidraget til Prædikenvejledningerne ” I første række” og ” I anden række” og ved mine dejlige menighedsråds mellemkomst er det også blevet til udgivelsen af prædikensamlingen ” Omgivelser

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt,  læse den her

Anna Kluge, Korsør Jeg er 39 år og lykkelig gift med min store kærlighed, Thomas. Til sammen har vi 5 børn i alderen 12 til 2 år, hvilket giver en del liv i huset og rig anledning til at praktisere gode kristne dyder som tålmodighed, overbærenhed og kærlighed. Jeg er præst i et større provinssogn, hvor kirken og dens aktiviteter stadig er en naturlig del af bybilledet. Jeg er meget optaget af at bringe det kristne budskab om Guds frelse og kærlighed ud så bredt som muligt. Det betyder i praksis, at jeg arbejder meget med forskellige gudstjenesteformer, men jeg forsøger også i stigende grad at gå ud af kirkerummet og møde mennesker, dér hvor de naturligt befinder sig, i stedet for at stå i kirken og vente på, at folk kommer ind og sætter sig.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Mette Marie Trankjær, Horbelev/Falkerslev

  I dag skal vi høre en helt særlig vandrehistorie. Nemlig én vi ikke bare fortæller, men også er en del af. Vandrehistorier kender vi sikkert alle sammen nogle stykker af. En vandrehistorie er sådan en historie der fortælles fra mund til øre som en sand historie, idet hver ny fortæller pynter lidt på den, om den er sand står hen i det uvisse.

Se, nu vil jeg hævde at Kristendommens fortælling og Gud og menneske er verdens bedste vandrehistorie, for det første fordi man ikke kan slippe af sted med bare at fortælle den som om det var noget, der er sket for andre. Nej, vi er selv en del af den historie, der har bevægelsen indbygget, handler om en vandring hvor mennesket aldrig skal være uden Gud.

Det begynder langt tilbage i tiden med Abraham, der skal drage ud fra sit land til det land Gud vil vise ham, og Gud gør Abraham til et stort folk, der vandrede fra sted til sted. Hvor de end vandrede i ørkenen var Gud med dem som en ildsøjle om natten og som en røgsøjle om dagen. Moses og folket vandrer rundt i ørkenen i 40 år før de kommer ind i det forjættede land og Moses selv, kom slet ikke med. Hans liv var én lang vandring med folket og med Gud, der havde sendt ham. Det var slet ikke så let, selv ikke med Gud, men uden var det aldrig gået.

Og selv efter at menneskene er blevet bofaste sendes de på vandring af Gud, fjerne øer venter på hans belæring, så profeterne må af sted, tit meget mod deres vilje, som Jonas der gemte sig i en hvalfisk, for at slippe for at sige, det Gud havde sagt, han skulle sige. Esajas får renset sin mund med gloende kul før han svarer ja, da Gud spørger, hvem der vil gå bud for ham, og Esajas svarer: Her er jeg, send mig og så drager han af sted med den mund Gud har gjort skarpt som et sværd for at hans ord kan være et lys for folkene. Og endnu senere vandrer Jesus rundt fra nord til syd i landet, for at fortælle mennesker at Gudsriget er kommet nær. Altid er han på vandring, og hvor han er, er Gud.

Langfredag var det som om Gud var væk. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Og fra langfredag til påskemorgen lå vejene tomme hen, som om alting holdt vejret, men da kvinderne kom ud til graven begyndte en ny bevægelse, for de siger til disciplene, at Jesus er gået forud for dem til Galilæa, der skal de se ham.

Og disciplene gjorde som kvinderne havde sagt, og jo han var opstanden og tog dem igen med op på et bjerg, for derfra at sende dem på vandring med verdens bedste vandrehistorie. Den de havde fra ham selv. Ham der ikke bare er en vandrehistorie, men Guds omkringvandrende ord, der rummer både os og Gud. Ham der er vejen, sandheden og livet. Det lyste ud af ham, at han havde fået givet al magt, I ham er alt sammenfattet, både det himmelske og det jordiske, og de kunne ikke andet end at vandre af sted. Først til de omkringliggende byer, så til Grækenland, Rom og endelig mange hundrede år efter også til så fjerntliggende egene som Danmark. Hvor vi gentager befalingen fra prædikestolen i dag og hver eneste gang vi døber et barn og viderefører befalingen om at døbe og lære og gøre alle folkeslagene til Jesu disciple.

En befaling. Dåbsbefalingen, missionsbefalingen, vandrebefalingen kunne vi måske også kalde den.Men under alle omstændigheder en befaling. Som i:” Ud med jer, men aldrig uden Gud!” Hvad mon vi egentlig synes om det. Befalinger det er da mest sådan noget for soldater, er det ikke? I dag kan alting jo mere eller mindre diskuteres og bliver det. Kun meget få steder i militæret og til søs er det gangbart med befalinger, fordi det ganske enkelt er livsfarligt at begynde at diskutere, hvis der skal træffes en hurtig og rigtig beslutning i kamp eller i høj sø.

Men ellers har vi det ikke så godt med befalinger. En befaling kalder nemlig ikke på diskussion, men på lydighed. Som Søren Kierkegaard har sagt, det, der er kun en grund til at adlyde Kristi bud og det er, at det er lige præcis Kristus der siger det, og det gør han med den myndighed, den magt han har fået givet - en myndighed, som selv et barn kan fornemme. For år tilbage legede jeg med mine minikonfirmander arbejderne i Vingården, hvor de der har båret dagens byrde og hede får samme løn, som dem der kun har arbejdet en time. Jeg spurgte de tiårige, hvad de syntes om den behandling, og jeg husker, at en dreng sagde helt alvorlig og bestemt: Hvis det er Gud, der har bestemt det, er det godt sådan.

Verdens bedste vandrehistorie udspringer altså ikke af dybsindighed, åndrighed, eller tradition. Nej, den udspringer af en befaling fra ham, der er givet al magt i himmelen og på jorden. Jesu befaling, som vi hører den i dag , og da må vi overveje med os selv om vi vil adlyde. Vil vi på de fjerne øer langt borte, som profeten Esajas også skulle nå, vil vi lytte i betydningen adlyde. Ja, det må enhver jo overveje med sig selv. For man kan ikke adlyde på anden hånd, man kan ikke være discipel på anden hånd, man må selv se at sætte den ene fod foran den anden og gå hen og udføre Jesu befaling, døbe og lære og blive discipel, og her har vi for tiden en umådelig stor opgave.

For hvordan adlyder vi moderne mennesker Jesu bud om at vandre ud i alverden. Ja, der er faktisk nogen, der er begyndt at gøre det ved helt konkret at sætte den ene fod foran den anden. Simpelthen gå en kortere eller længere pilgrimsvandring i et forsøg på at genfinde det hellig og dermed også finde sig selv. For man kan ikke genfinde sig selv uden det hellige, og man kan ikke genfinde nogen af delene uden at adlyde med både krop og sjæl.

Alt for længe har kroppen i kristen sammenhæng udelukkende været anbragt i siddende stilling på kirkebænke, og det er ikke nok. Kroppen er slet ikke skabt til at sidde så meget på stole, som vi befaler den at gøre. Den er skabt til bevægelse. Et ultimativt tegn på at krop og sjæl hører sammen er, at ordet blev kød, og derfor passer det sig også for kristne at hele vores væsen, ånd sjæl og legeme skal indoptages i vores Gudsdyrkelse, og for dem af os , der har kilometer i benene er pilgrimsvandring en gave til både legeme og sjæl.

Vores krop er lagt an på vandring som den primære bevægelsesform. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, siger Søren Kierkegaard, og ingen tanke er så tung, at man ikke kan gå fra den.

Det er ikke alle vandrere, der er bevidste om hvad de egentlig længes efter, når de begynder at vandre, men for de fleste kommer det hen ad vejen og mange vender tilbage med erfaringer, som de gerne vil integrere i deres dagligdag. Nogle vil gerne dele deres erfaring af at Gud har været med dem på vejen. At de opdagede hvem de var, da de opdagede at Gud var med dem. Da jeg var på 30 dages stilleretræte, var der én af de andre deltagere, der tit bar en T-shirt med påskriften : ”Not all who wander are lost !” En trøst, når man på sin indre eller ydre vandring måske fornemmer sig både fortabt og vildfaren, at Gud er med på enhver vandring, også selvom vi ikke synes vi kan mærke det.

En af udfordringen til os som kirke i disse tider er at turde se kirken som en bevægelig instans, som Guds egen bolig på vandring. Kirken er ikke bare et urokkeligt hus, den er måske snarere som i patriarkernes dage et telt, der holdes fast af teltpløkker, der kan trækkes op af sandet. Det betyder ikke, at kirken ikke er fast forankret i bekendelsen til Jesus Kristus, der har fået givet al magt i himmelen og på jorden, men det betyder at vi, ligesom han var det, skal være rummelige og bevægelige i forhold til de spørgsmål, som mennesker kæmper med.

Jesus var selv konstant på vandring for at være nærværende for mennesker i sin tid, og hvis vi skal adlyde alt det, han har befalet, så betyder det, at vi som kirke skal være nærværende for mennesker i vores tid, vi skal være et billede på Guds bevægelighed i forsøget på at nå sit folk. Og kirken er jo netop krop! Kristi kød og blod, der forbinder os alle.

Så, rejs jer og lad os gå her fra! Som Jesus siger til os i pinsen. Gennem vandringen erfarer mange en dybere tro, og vandringen er aldrig helt slut, før vi hviler i Gud, den er en opdagelsesrejse af dybderne i den menneskelige eksistens, som har sit udspring hos Gud og er evigt på vej til ham. Det er en livslang opdagelsesrejse at adlyde Guds befaling og den bliver så nemt overdøve af så meget andet, der trækker i os, og man må sommetider både stå stille og tie stille for at kunne høre den, så man kan komme tilbage på sporet. Det trosspor, den trosvandring, som enhver af os er sendt ud på, en vandring der går både indad og udad. Vi er sendt ud, men aldrig uden Gud!

Prædiken af Anna Kluge, Korsør

  Mon ikke de fleste har prøvet det? Man er godt i gang i haven eller i huset, det ringer på, og så står de der: Jehovas vidner. Altid to og to, i diskret tøj og et stille alvorligt udtryk i ansigtet: ”Ved du, hvad Gud har sagt om familielivet?” ”Har du gjort dig tanker om dommedag?” ”Hvad tror du, der sker, når vi dør?” Og der står man med en grydeske, en havesaks eller et grædende barn i hånden og føler sig komplet uforberedt, lidt dum måske, for hånden på hjertet: Så er det meget sjældent man overvejer de helt store spørgsmål i livet, og derfor reagerer man nærmest instinktivt med irritation. Et meget kort svar, knap nok et smil og så forsøger man at lukke døren. Men det er ikke så nemt, for en fod eller en hånd er lige ved at komme i klemme, og man slipper ikke af med vidnerne, før de har afleveret mindst ét nummer af vagttårnet til videre læsning og løftet om at komme igen, så vi kan tale sammen på et senere tidspunkt… Når jeg er lidt mere forberedt.

Nogen af jer har måske endda også haft besøg af mormonerne? De ankommer i ulasteligt strøgne, hvide skjorter, sort slips. Man når lige at tænke: ”F.B.I” før de kommer frem med deres ærinde: ”Jeg kommer for at tale med dig om meningen med dit liv”. Og igen er man hurtig med at lukke døren, for ingen skal komme her og stille spørgsmål ved min tro og udstille sin egen. Fred være med dem, hvis bare de lader mig være i fred.

Hvis der er nogen, vi ikke ønsker at blive sammenlignet med, så er det disse påtrængende missionærer. Bare udtrykket: ”mission” får adskillelige alarmklokker til at ringe og grimme billeder fra kirkehistorien til at flimre for øjnene. Vi har hørt om vantro, som fik valget mellem at blive halshugget eller døbt, vi har hørt om tvang og overgreb. Vi kan hurtigt finde billeder i vores indre biograf af den selvretfærdige nonne og den strenge præstedommer: ”Din tro duer ikke, omvend dig eller dø!” Mine oldeforældre kunne ikke få læreplads, hvis ikke de blev konfirmeret, sådan var det dengang … kirken havde stor magt, og var ikke bange for at bruge den. Jeg husker selv en dokumentar om en hvid missionær i en masailandsby. Han havde et stort transportabelt lærred og en smalfilmsfremviser med sig. Han fremviste film om korsfæstelse og opstandelse og fortalte om kristne mirakler for de måbende masaier. Han forærede landsbyen et par geder, døbte dem alle, fik dem til at sværge på at holde op med alle former for rusmidler og rejste så igen, efterladende sig, udover gederne, en bibel.

Nej, missionær vil vi under ingen omstændigheder være. Mission er det samme som overgreb i vores verden.

Læsning Nogen må tage fejl her. Enten er Jesus fuldstændig ude på et politisk ukorrekt sidespor, eller også har vi misforstået et eller andet. ”Gør alle folkeslag til mine disciple – døb dem – lær dem at leve som jeg har befalet”.

Han siger altså ikke: ”I må endelig ikke dele Guds kærlighed og frelse med nogen. Det må I for alt i verden ikke gøre, det kunne være, at de blev rigtig såret over, at I vil dele det med dem, nemlig”. Nej: ”Gå hen og gør alle til mine disciple”.

Jamen det gør vi da også, må jeg som samvittighedsfuld præst indvende. Vi døber stadig langt de fleste børn, og mange af de udøbte samler vi op i konfirmationsalderen. I vores del af Danmark bliver langt de fleste konfirmeret efter længere tids undervisning, det er da en succes? Tjoo, alligevel plejer jeg at stå med en mærkelig tom fornemmelse indeni, når konfirmationsgudstjenesten er forbi, og de unge og deres familier er kørt hjem til fest, for hvad sker der med deres kristne tro dagen efter og dagene efter igen? Helt ærligt: Jeg ved det ikke, for troen lever herefter et meget privat liv et hemmeligt sted dybt inde i hver enkelt døbte og konfirmerede dansker. Fra at vi har talt og talt om tro i undervisningslokalet og været i kirken mange gange og udøvet troen, bliver den dagen efter konfirmationen nærmest forvandlet til et tabu. Vi spørger ikke til hinandens tro, det ville opleves som meget indiskret og pinligt. Og nu står jeg faktisk ikke og græder over, at der ikke er flere som deltager i søndagens højmesse, selvom det da ville være rigtig dejligt. Det, jeg er bekymret over, er, at troen slet ikke kommer til udtryk i noget fællesskab på nogen måde. Man kan jo mødes om sin tro på 1000 måder privat og offentligt, det behøver ikke partout være højmessens form. Det siger faktisk meget om os, at det er den måde vi kan komme i tanke om.

Jeg spørger mig selv, om vi er ved at gøre kristendommen til et kulturfænomen, der eksisterer på linje med andre kulturer, og derfor ikke kan gøre krav på at besidde nogen form for absolut sandhed: Vi gør sådan, og I gør sådan – Jeg er ok, og du er ok, og i virkeligheden er det nok den samme Gud, vi nogenlunde tror på, hvis vi da tror på noget overhovedet. Dybest set er jeg ligeglad, så længe du lader mig være i fred.

Den demokratiske velfærdsstat er blevet svaret på vores længsel efter et liv med tryghed og retfærdighed. Vi har fået skabt et samfund, hvor vi har rig mulighed for at udfolde vores evner og lyster, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg lever netop her, hvor frihed og respekt råder. Men der er en kæmpeforskel på tro og kultur. Kultur kan ikke erstatte tro. Derfor er der også så mange søgende mennesker, der tiltrækkes af alle mulige eksotiske meditationsformer og alternative livstolkninger. Og jeg kan blive så ked af, at de ikke søger svar i kristendommen og finder et menneske med stærk kristen tro at spørge. Men jeg må også sige, at det er vores egen skyld, at de mennesker som tydeligt mærker og kan formulere deres religiøse længsel ikke tænker, at de kan finde svaret i deres lokale kirke. For hvad møder vi dem med? Med tro? Næh, ikke i første omgang. Vi kommer højst med lidt kristen lærdom. Lidt kristen filosofi eller et forsigtigt: ”Ja, Jesus siger jo et sted i Bibelen …”. Kunne I forestille jer at sige til en anden: ”Du skal ikke være urolig, bare tro! Gud elsker dig, Kristus har bekæmpet syndens magt over dig, og lovet dig evigt liv. Hengiv dig til ham, så vil du finde fred med dig selv”? – Hvor mange af jer, har nogen sinde spurgt en anden: ”Skal vi bede sammen?” eller ”Vil du bede for mig?” Nej, for hvad nu, hvis de tror på noget andet eller slet ikke tror på noget? Det er uhyre vigtigt, at vi viser respekt og tolerance. Billedet af Jehovas vidner toner frygteligt frem for os.

Til det må jeg bare sige: Vi må komme os over os selv og vores pænhed og politiske korrekthed. Hvis kristendommen skal have en chance, også som danskernes officielle religion, må folkekirken genfinde respekten for sig selv som trossamfund. Bemærk at når jeg bruger ordet ”folkekirke”, tænker jeg ikke kun på embedsfolk og os, som får penge for at være her. Men jeg tænker på fællesskabet af alle os, som har en kristen tro. Vi finder fred og glæde i vores tro, vi finder mod, håb, styrke, mening. Hvorfor er det problematisk at dele det med dem, vi holder af og dem, der har brug for det? Burde det ikke være et naturligt samtaleemne, og noget vi aktivt og med glæde gerne vil give videre til dem, der er omkring os, på samme måde som vi meget gerne vil anbefale en god bog eller en film, vi er optaget af.

Man kan synes at Jehovas missionærer kommer lidt klodset ind midt i vores privatliv, men det er jo i virkeligheden smukt det, de gør. De er overbevist om, at man skal tilhøre Jehovas vidner for at blive frelst i den store verdensdom – derfor inviterer de os. Og så er vi frie til at tage stilling til deres invitation, for vi er frie og kloge nok til at reflektere over det, vi hører. Vi må ikke tænke mindre om dem, vi kunne missionere overfor: Vi bringer dem det smukkeste og bedste vi har, og så ved vi, at de er kloge nok til at reflektere over vores budskab og har deres fulde frihed til at slutte sig til det eller vende det ryggen.

Jesus har givet os den opgave at være åbne og udadvendte, ja direkte missionerende. Det kræver, at vi ryster vores blufærdighed, vores pænhed og beskedenhed af os og indrømmer overfor vores næste, at Guds kærlighed og frelse i Jesus Kristus ikke kun er en sandhed for mig, men gælder os alle sammen, amen

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App