05.06: PINSE Hvordan mærker vi Helligånden?

28:00

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Helle Poulsen, VejløFødt 1956. Præst i Kastrup ved Vordingborg 1985-94. Første danske præst i Luxembourg 1994-98. Præst i Vejlø ved Næstved 1998. Timelærer ved Pastoralseminariet og Præsternes Efteruddannelse. Formand for filmklub ASTA i Næstved. Motto:Film skal ses i biografien, og Bibelen høres i kirken! Gift med havemand og museumsmand Niels Jørgen Poulsen. Tre voksne børn.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt,  læse den her

Morten Brøgger, Kirke Stillinge og Hejninge

Jeg er 46 år, er født og opvokset i Himmerland og læste teologi i København. Jeg har været præst i Kirke Stillinge og Hejninge sogne siden 2000. Jeg er gift med Inger Brøgger og har tre børn i skolealderen – og to hunde. Jeg har interesseret mig for tysk teologi i 1900-tallet og forsket i teologerne Karl Barths og Friedrich Gogartens indbyrdes forhold. Jeg holder foredrag om Folkekirkens aktuelle situation, Tidehverv, Paulus, Martin Luther, Søren Kierkegaard og Friedrich Gogarten og nazismen. Jeg er siden 2013 medudgiver af bladet Tidehverv, hvori jeg også har offentliggjort artikler og prædikener.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Helle Poulsen, Vejlø

Far, Søn og Helligånd skulle på ferie. Hvor vil I hen? spurgte Far. Jerusalem? Nej tak, sagde Sønnen, jeg har så dårlige erfaringer med den by. Så Rom da? Ja, god ide! råbte Helligånden, der har jeg aldrig været!

Det er en noget utidig protestantisk joke. Men den er faktisk fortalt af en katolik. Nemlig af blinde Per Göttler, der døde december 2009.

Han var selv synskonsulent, men måtte afbryde sit arbejdsliv. Han fik sukkersyge i svær grad, mistede synet, havde dårligt kredsløb i benene og fik høvlet af sine fødder fra tid fra tid til anden.

Per var besværlig, skarp og underholdende. Man skulle ikke spørge til, hvordan han havde det. Så gik der et smertedrag henover hans ansigt. Man skulle tale sammen, virkelig tale sammen. Om politik og liv og død og tro og håb. Så livede han op.

Af ham har jeg fået det største kompliment nogensinde. Han kaldte mig sin Vorherre antenne. Og så var det faktisk ham, der indimellem blev præst for mig.

Med sin humor og sin omsorg. Den dag, han fortalte vittigheden om vores treenige Guds rejseplaner, var han selv den, der lo højest.

Jeg begynder her, fordi jeg bliver så glad, når jeg tænker på Per. Der er pinse i at tænke på ham.

Det var ikke familiære bånd, der bandt os sammen. Det var troen. Det, at han boede på Blåbærvænget, og jeg bor her i Vejlø, det at vi havde kirken til fælles.

Vi var enige om, at livet er desperat, og at det somme tider kan være svært at finde meningen med det. Men vi var også enige om, at livet fik mening, når vi var sammen.

Nu tænker I måske, at jeg er på vej til at overskride min tavshedspligt. Jeg har selv tænkt det samme. Men Per havde et stort ego. Han satte ikke sit lys under en skæppe.

Jeg bilder mig ind, at han ville elske at blive nævnt i en prædiken. Jeg kan næsten høre ham sige: Så har jeg sgu da ikke levet helt forgæves!

Pers joke er en vældig åbning til pinsen. Den kunne have været fortalt af Dave Allen, den skønne, skøre irer, der oplyste min ungdom med sine tv-shows, siddende på en barstol i ulasteligt jakkesæt, stærkt kæderygende og med et whiskyglas i hånden, alt imens han fortalte religiøse vittigheder. Ingen gik ram forbi.

Religiøse jokes er sjældent kun platte, de bunder næsten altid i god alvor. Jesus blev jo rent faktisk korsfæstet i Jerusalem. Og ja, vi har altid troen i vores skrøbelige hænder. Den katolske kirke har mange lig i lasten, skeletterne bliver ved med at vælte ud af skabene. Men den sidste heks blev ikke brændt i Rom, hun blev brændt på Falster. Et pænt stykke kan vi protestanter godt være med.

Pers joke er en åbning til at tale om pinsen. Pludselig bliver treenigheden så dejlig levende og nærværende.

Far ser hele verden fra oven, den verden han har skabt: Jerusalem, Rom, København, Næstved og Vejlø. Sønnen har forladt sin himmel for en tid, han har virkelig været her. Han kender vores liv og hverdag indefra. Og Helligånden længes efter at være der, hvor kirken er, og der hvor vi er. Vanskeligere er det ikke.

Det svære med pinsen er, at vi så let får gjort den sværere, end den er. Julen og påsken har deres egen fysiske sanselighed. Til jul fejrer vi, at Gud bliver far, og vi er samlet om et barn af kød og blod. Til påske er det Sønnen, der er i centrum. Vi ser Jesu døde krop blive taget ned af korset og lagt i graven, og vi konfronteres med den død, vi alle skal dø. Her til pinse fejrer vi en Helligånd, vi ikke kan se.

Men pinsen er ikke uden krop. Det er os, der skal give den krop, i vores liv med hinanden som døbte og kristne.

Jeg blev teologisk kandidat i december 1983. Jeg kom op i det, der i teologien hedder filioque spørgsmålet. Det er den gamle diskussion fra kirkens første århundreder om forholdet mellem Far, Søn og Helligånd.

Er det kun Gud, der sender os sin Ånd, eller udgår Ånden fra både Far og Søn?

Her i den vestlige verden landede vi på det sidste. I den nikænske trosbekendelse fra år 325, som I finder bagi salmebogen vis a vis den apostolske trosbekendelse, der er kirkens gamle dåbsbekendelse, dér står det sort på hvidt, at vi tror, at Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen.

Måske er der en klokke, der ringer hos jer? For var det ikke det, vi hørte Jesus sige lige før i Johannesevangeliet? At han vil give os en anden talsmand, sandhedens Ånd. Det er det, Helligånden betyder for mig. At Jesus lever i os.

Kirken og kristendommen er ikke en mindestue fra fortiden, men Guds sitrende nutid med os. Når orgelspillet bevæger os, når en salme rører os, når et ord fra Bibelen rammer os i hjertekulen, så er det Helligåndens værk. Så er pinseunderet ikke længere en begivenhed i en fjern fortid, men noget der sker med os lige nu.

For mig er Jesus ikke længere væk, end at vi møder ham i vores liv med hinanden.

Det er min tro, at det var Gud, der var i mellemrummet mellem Per og mig, når vi talte sammen. At det blev meningsfuldt, fordi vi ikke bare var to, men tre. Per er ikke længere hos os. Vi skal vejen om ad Gud for at komme til ham.

Et andet sted i afskedstalen i Johannesevangeliet siger Jesus, at hvor han er, der skal vi også være.

I går, da jeg cyklede på kirkestien under en knaldblå himmel, fik jeg et nyt billede på treenigheden. Jeg ville ønske, at jeg kunne dele det med Per. Jeg tror, at det ville more ham. I et nu så jeg den franske trikolore for mig. Flagdugen med farverne blå, hvid, rød, som under den franske revolution i 1789 symboliserede slagordene frihed, lighed og broderskab. Blå er Gud Faders farve, tænkte jeg, han er fri til at tænke og gøre, som han vil. Hvid er Sønnens farve, for han blev menneske og gjorde sig lig med os. Rød er Helligåndens farve, som farver det trosfællesskab, vi lever af lige nu.

Jeg ved, at Per straks ville give sig til at diskutere forskellen på den franske revolution og den revolution, Jesus kom med. I Paris gik man hårdt til værks. Mange måtte ryddes af vejen for at skabe paradis på jord. I Jerusalem lod Jesus sig selv rydde af vejen for at bane vej for en helt ny måde at dele tro og liv på i hans Ånd. Slut.

Prædiken af Morten Brøgger

Pinse. Ordet betyder den halvtredsindstyvende (dag). Det kommer af det græske ord pentekoste. Det var på den dag, den halvtredsindstyvende efter påske, at det vi kalder pinseunderet skete: da disciplene – som vi hørte det i læsningen fra Apostlenes Gerninger – blev fyldt af Helligånden.

Der har fra den tidligste tid i kirkens historie været en meget blandet række af erfaringer, der er blevet tilskrevet Helligånden. En af dem er tungetale. Paulus havde i sin tid en del vanskelighed med dette fænomen efter hans første brev til menigheden i Korinth at dømme. På den ene side, er det tydeligt, at tungetale var et fænomen, der ikke var ualmindeligt i de kristne menigheder, og tungetale sås som et tegn på, at den der talte i tunger havde fået Helligånden. Paulus var kritisk over for tungetale, men han turde ikke afskrive den som noget, der ikke hørte hjemme i den kristne menighed. Problemet med tungetalen var og er, at det – set ude fra – er en uforståelig rablen lyde af sig, der minder om tale. Og hvordan skal man kunne afgøre, om det har noget med Helligånden, og det vil sige noget med Gud, med Faderen, Sønnen og evangeliet at gøre, når man ikke kan forstå det?

Hør, hvad Paulus skrev om Helligånden og tungetalen: „Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. … Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.“

Læg mærke til, hvordan han indledte med at understrege, at Åndens gaver skal komme alle i menigheden til gavn. Men hvad gavner tungetale? Paulus skriver videre: „Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.“ Altså hvis man blot taler i tunger, uden kærlighed, det vil sige, uden at det kommer andre til gavn, så ligner man en klokke eller en bjælde, der blot giver lyd, og som man ikke forstår noget af. Derfor råder Paulus til, at der altid skal være en, der kan tolke tungetalen. Han skriver videre til korintherne: „Den, der taler i tunger, taler ikke til mennesker, men til Gud; ingen forstår ham jo, det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder. … Hvis jeg nu kommer og taler i tunger til jer, brødre, hvad gavn har I så af det, hvis jeg ikke også giver jer åbenbaring, kundskab, profeti eller belæring? Sådan er det også med livløse ting, der frembringer lyd, en fløjte eller en harpe: Hvis der ikke er forskel på tonerne, hvordan kan man så opfatte det, der fløjtes eller spilles? … Sådan er det også med jer: Hvis I ikke bruger tungen til at tale tydeligt, hvordan kan man så forstå, hvad der bliver sagt? Så snakker I jo bare ud i luften. … Derfor skal den, der taler i tunger, bede om at kunne tolke det, han siger.“ Endelig skriver Paulus: „Den, der taler i tunger, opbygger sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger menigheden. Jeg ser gerne, at I alle taler i tunger, men hellere, at I taler profetisk. … Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller nogle ikke-troende ind, vil de så ikke sige, at I er vanvittige? Men hvis alle taler profetisk, og der kommer en ikke-troende eller en udenforstående ind, så … (vil) det åbenbares, hvad der er skjult i hans hjerte, og så vil han falde på sit ansigt, tilbede Gud og udbryde: Gud er virkelig hos jer.“

I øvrigt er det påfaldende, at pinsens tungetale, som netop handlede om, at alle uanset sprog kunne forstå apostlene, at den er blevet til en uforståelig tale. Hvordan er underet gået fra at være et forståelses-under til at være en mærkelig, uforståelig tale.

Også Johannes kom i et af sine breve ind på spørgsmålet om Helligånden eller Guds Ånd, som han kalder den. Han gør opmærksom på, at der må skelnes mellem ånderne. Ikke alle ånder er af Gud. Og hans svar på, hvordan man skelner, er i og for sig ganske enkelt. Han skriver: „Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden.“

Johannes knytter altså Helligånden til bekendelsen af Jesus som Kristus, og dermed til forkyndelsen af evangeliet.

Når man læser Apostlenes Gerninger er Helligånden i meget høj grad en virksom aktør – for nu at bruge et dårligt og lidt teknisk udtryk. Det er Helligånden, der indgyder apostlene mod til at gå ud at prædike evangeliet. Det er Helligånden, der gør, at folk tager imod deres vidnesbyrd og lader sig døbe. Det er ved Helligånden apostlene taler. Apostlene ser også, at nogle hedninger har fået Helligånden, mens Peter prædiker, og derfor tør de døbe dem. I begyndelsen mente de ellers, at evangeliet kun gjaldt jøderne.

Men Paulus brev til korintherne vidner også sammen med Johannes’ brev om, at der med talen om Helligånden åbnes for en afgrund af mulige vildfarelser. Derfor knytter både Paulus og Johannes Helligånden så tæt sammen med evangeliet om Jesus Kristus. Ellers kan Helligånden bruges til at legitimere snart sagt hvad som helst som noget, der kommer fra Gud. Tungetalen kan – fornemmer man af Paulus’ brev – misbruges til at fremhæve den tungetalende selv. Johannes advarer mod de falske profeter, altså dem, der hævder at tale på Guds vegne, men blot taler på vegne af sig selv eller andre.

Luther, der langt senere kom til at stå i lignende kampe, sagde, at den kristne prædiken skal drive Kristus frem, og det svarer helt til Johannes kriterium for at kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, er af Gud.

I betragtning af de faldgruber, der åbnes med talen om Helligånden, kunne man måske fristes til at spørge, om det ikke var bedre at glemme Helligånden eller tale lidt mindre om den. Men rent bortset fra, at vidnesbyrdet om Helligånden er en del af det kristne budskab, og vi ikke bare kan håndplukke det af det, vi bryder os om, så er der også en saglig nødvendighed i, at tale om Helligånden.

Uden Helligånden ville det kristne budskab blive forvandlet til en lov. „Elsker I mig, så hold mine bud,“ sagde Jesus ifølge Johannes. Og et andet sted sagde han: „Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.“ Det eller de bud, vi skal holde, er altså budene om kærlighed til Gud og til næsten. Det er egentlig kun ét bud, og dette bud indeholder samtidig en uendelighed af bud.

Der er mange, der har villet gøre Jesus til vores forbillede, og som har reduceret kristendommen til budet om næstekærlighed. Og dermed har de gjort det kristne budskab til en lov. Det vil sige til et krav, vi skal opfylde. Et ideal vi skal stræbe efter og leve op til.

Der er mange, der er glade for idealer, men i det øjeblik, de tager deres idealer alvorligt, og det må man gøre, hvis man have Jesus som forbillede, så opdager de, at idealet er en byrde, et uopfyldeligt krav, og dermed en dom over dem og deres manglende evne til at efter leve deres eget ideal.

Det kristne budskab er ikke en lov eller et ideal, der stilles op for os. Men det er en frikendelse. Eller bedre endnu: et frihedsbrev.

Det indeholder på én gang dommen over os: at vi er syndere, og benådningen: at vi tilgives. Det centrale er tilgivelsen, men tilgivelsen giver selvfølgelig ingen mening uden en dom og dommen kommer af, der i det kristne budskab også er en lov. Hold mine bud.

Det, som Paulus var den første til at forstå, var, at tilgivelsen ikke blot sender os tilbage til loven og dens krav – hold mine bud – men tilgivelsen, syndsforladelsen, sætter os ind i et nyt forhold til Gud. Vi er hans børn. Paulus skriver: „fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn.“ Og videre skriver han: „Drives I af Ånden, er I ikke under loven.“ „Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden.“

Det betyder ganske enkelt, at det kristne liv ikke er noget, der ligger langt forude som ideal, som noget vi skal stræbe efter, som en mulighed vi skal søge for at omsætte til virkelighed. Men det kristne liv er allerede levende virkelighed i os og blandt os. Ganske enkelt fordi det at være kristen er at være sat ind i dette nye forhold til Gud, barneforholdet. Forholdet, hvor man ikke længere er en træl, det vil sige ikke længere er en, der blot skal adlyde og opfylde et krav.

Men vi har fået frihed, som et barn har frihed. Vi skal ikke gøre os fortjent til at kaldes Guds børn. Vi er Guds børn. Gud har selv givet os ret til at kalde os det. At være i dette forhold til Gud er at have Helligånden, Guds ånd, sandhedens ånd. Og med Paulus’ ord: „Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.“ Han bruger netop ordet frugt. En frugt er noget, der vokser ud af træet af sig selv. Således kommer kærligheden også af sig selv, hvor dette forhold er. Og så siger Paulus: Det strider jo ikke imod loven. Men stemmer faktisk med den. Men det ikke er kommet som en opfyldelse af et krav. Det er kommet som åndens frugt.

Deraf kommer så også talen om Helligånden som en kraft, som en person i Gud (sammen Faderen og Sønnen), der er virksom – her og overalt, hvor evangeliet lyder. Glædelig pinse!

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App