22.05 : Ville Jesus være tilhænger af EU?

28:15

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Caroline Kollenberg Thisted, Nykøbing Sjælland .

Jeg er født i 1977 og opvokset i Allerød. Min barndom var udpræget ukirkelig – som barndomme er flest – men som ung fandt jeg vej til kirkens pigekor og blev fortrolig med præst og kirkegang, salmesang og årets gang i folkekirken. Det lå nu ikke lige for at jeg skulle fortsætte et virke i kirken, så da valg af studie nærmede sig, overvejede jeg ikke Det Teologiske studium. Først efter en rundtur til sociologi, etnologi og antropologi fik en studievejleder forklaret at teologi rummer lidt af det hele; sprog, filosofi og historie, alt til forståelse af meningen med mennesket. Derfor blev jeg teolog og siden præst. At være præst er for mig først og mest at træde ind i rollen som Håbsagent. En sådan skal tænde lys i menneskers øjne, pege på muligheder, når alt ser håbløst ud, og kunne være i magtesløsheden, når den lammer et liv. Det er hvad præster laver. Privat er jeg bosat i præstegården i Nykøbing Sj. med min kloge mand Tobias, der er flyveleder, og vores 3 børn. I fritiden synger jeg fortsat i kor, læser hyldemeter af biblioteksbøger og går langs strandkanten med min store hund. Alt er såre godt.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt,  læse den her

Asbjørn Hansen, Svinninge Jeg er netop fyldt 50 år og har været sognepræst i Hjembæk og Svinninge i snart 15 år. Mine første år fandt sted i Vorbasse. Senere har jeg boet ved Haderslev og Odense en del år. Teologien læste jeg i København med et enkelt års pause, hvor jeg arbejdede med unge i Århus. Efter kandidateksamen, har jeg bl.a. været journalist og efterskolelærer før jeg fik embede i folkekirken. Min familie er ret musikalsk og mine egne tre børn gør det også meget i musik. Jeg spiller selv guitar og klaver – gerne i gudstjenesten, fordi musik kan noget helt særligt. Jeg blev skilt for nogle år siden og bor i dag sammen med Helle Janke og hendes to børn. Mine egne tre børn er store og rejst hjemmefra – en af dem er gift og har netop født en pige. I fritiden spiller jeg badminton og svømmer. Er desuden med i bestyrelsen for Spedalskhedsmissionen, der hjælper spedalske i Bangladesh.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Caroline Kollenberg Thisted

I søndags talte jeg om at troen ikke må stivne, ikke blive et ståsted, ikke blive fanget som en flue i harpiks. Tro er ånd og ånd bevæger sig, forrykkes, forandres, er som en vejrtrækning og derfor ånder ånden. Men det der ånder, bliver også flygtig og flyvsk, og jeg ledes da til at spørge; hvordan fastholde det, der bevæger sig? Hvis tro er som en sommerfugl, man ikke vil holde mellem hænder, ikke vil fange i et net og slet ikke knalde en nål igennem og sætte på en død rad og række. Hvad da? Jo; tro er flimrende. Den kan ikke fastholdes. Den er givet og den kan opdages – og genopdages.

For tro kan være udtryk for taknemmelighed, og tro kan være udtryk for hjælpbehov. Troen kan derfor være en glitrende kronjuvel, når man har det godt, og den kan henligge i dunkelt land, når modgangens skygger truer. Nogle finder det meningsløst, at der skulle være noget at tro på, når det går godt, for så er der ingen brug for hjælp. For dem er tro og taknemmelighed ikke makkerpar. For nogle er det uhyre svært at tro, når livet viser tænder og tårner sig truende op. For dem er tro og modgang ikke makkerpar. Uanset hvilken, der driver tvivlen frem, så bliver v nødt til at spørge; Kan man fastholde håb? Kan man indfange indfange tillid? Kan man putte kærlighed på flasker til dårligere tider? På overordnet formel kan vi lytte til en gammel biskop, der til dagens tekst og tema spørger; Hvad bliver det til i dem der tror? (Skat Rørdam) Og det vil også være indgangen til prædiken i dag. Hvad bliver det til?

Læsning Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11

Prædiken Om vores samtidighed med Kristus Der var engang – og for enden af den gang… Det er titlen på hvad jeg vil sige. Der var engang en baby i en stald, dengang var jeg der ikke. Jeg så ham ikke. Jeg ved da ikke om det er rigtigt. Jeg godt kan mærke, når jeg har brug for Gud – eller guldkarameller - men fordi det var engang, så kan jeg vel aldrig være helt sikker? Og derfor er søndagen i dag ganske afgørende; i dagens tekst lyder varslet om Himmelfarten der er julens modbevægelse. Dengang, før den første jul, var menneskenes liv fjernt fra Gud. Så kom Gud til menneskene, ind i vores verden og deltog i liv og død, sult og fristelse, vrede og alt det andet. Nu er han død, men endnu i verden – det var det med de 40 dage mellem påskedags opstandelse og himmelfartens opfarelse, så han er her lidt endnu - for så om lidt – nemlig på torsdag – at forlade verden. Mennesket efterlades altså i en verden tømt for Gud. En verden, som den så ud før julen. Det er en betragtning på Kristus som en historiske begivenhed.

Nogenlunde sådan kan det moderne menneske godt tænke om dét med Gud. At der var engang og det er ikke noget for mig. Han er her i øvrigt heller ikke længere, så… Nu ved I nok, at hele denne her bevægelse, ikke handler om en fortidig begivenhed, men er noget der går for sig i ethvert liv. Tiden før Gud, tiden med Gud og tiden uden Gud. Og ikke engang i det enkelte menneskes liv er det noget kronologisk eller fremadskridende. Det hele sker i et samlet og måske kaotisk nu. Nu tror jeg, nu gør jeg ikke. Nu er jeg sikker på der er en Gud, nu er han for fjernt fra mig til at jeg kan mærke ham. En vekselvirkning. Det er åndens flyvske karakter, troens flimren, som vi her erfarer. Fordi når ånd er koblet til form og krop og kød og levet liv, så kan den forputte sig. Skjule sig.

Om menneskets som ånd Men de fleste – hvis ikke alle – har der inderst inde i dybet, i det skjulte, i det tomme og øde, et sted, som kalder efter mening, omsorg, samhørighed. Og det sted er Gudsstedet. Og det var nok en gang og det er også for altid siden. Det er hvad Johannes i sin tekst spiller bordtennis om – der hvor hans tekst kan synes uklar. Det er den egentlig ikke. Den er en forklaring på, at Kristus kom fra Guds himmel, der har han altid været. Han kom til jorden og nu farer han tilbage til himlen. Det er Guds bevægelse. For mennesket sker det samme. Vi er himmelske væsener, og den himmelskhed ligger i os. Vi kan glemme den, overse den, mene at den ikke er og at vi alene er af verden. Det er Johannes ord. Af verden betyder bare at vi er hårløse aber i shorts og T-shirt, aber skabt af molekylepølen. Men inderst inde er vi noget andet; vi er ånd og ånden er per definition en discipel, altså en der følger åndernes ånd, Gud. Så Jesus beder ikke for aberne, men for ånden i os. Den ånd, som er fra himmelen, er fæstnet på Gud, som er himmelen, og i den ånd er vi ét. Den ånd skaber liv af døde – og her finder vi svaret på den gamle biskops ord, for det er hvad det bliver til i os. Ikke kun at vi engang, når vi må dø, skal opstå til himmels – men at vi allerede nu midt i verden og hverdagen, midt i dårlig kondi og rødvinstrang, har vores oprindelse fra oven. Fordi der var engang en baby og der vil engang være en opstandelse, men livet er midt imellem. Og livet er fra Gud. Kunsten er at leve som discipel selv når utaknemmelighed sætter dagsordenen, eller når modgang lægger slør for vores øjne og truer med at troens flimren bliver til tvivlens spørgen.

Når livet er skrøbeligt – og hvornår er det egentlig ikke det, såvel på den smukkeste sommerdag i familiens skød som den dunkleste novembernat ved en elskets sygeleje, livet er lige skrøbeligt – og når det er dét, altså skrøbeligt, udsat, da flammer håbet op. I håbet kan man hente styrke. På håbet kan man leve. For vi når ikke frem til håbet, det er håbet finder vej til os. Håbet er at ånden i os hører den store ånd, der taler til os. Håbet er at afstanden til det himmelske overvindes endnu engang. Håbet er at jord og himmel igen smelter sammen, som det gjorde i krybben i stalden. Smelter sammen for os og i os og viser os at vi hænger sammen med Gud. At vi er ét, for at bruge Johannes ord.

Hvor kender vi ellers til noget, der overvinder afstand; ja det gør jo kærlighed. Selvom vi siger ude af øje ude af sind, så gælder det vist ikke for den kærlighed, som har grebet én. Den kærlighed som elsker, elsker på trods og tværs af afstand. Vi elsker hinanden selvom vi må gå på job og skilles hver morgen. Vi elsker hinanden selvom vi sidder på hver sin side af jordkloden. Vi elsker hinanden, selvom den ene måtte dø, før den anden. Vi er stadig et – i vielsen, med vores børn og den forælder vi har måtte begrave. Vi hænger sammen. Og Jesus, som nu nærmer sig at skulle fare op, han understreger denne samhørighed. Os mennesker imellem og os og Gud imellem. Kristi opstandelse i påsken er fortællingen, der vidner om at der er en rød tråd imellem os og imellem os og ham som intet kan klippe over. Ikke tid, ikke afstand, ikke glemsel. Ingen hverken nuværende eller kommende kræfter kan slide det bånd over. Som en ubrydelige åndelig navlestreng. Og derfor:

Der var en gang – og for enden af den gang er du! Det er dig, der skal leve i verden med Gud hos dig. Dig, der skal løfte blikket og kigge – ikke ned ad gangen for den er uendelig lang – men kigge på lige præcis nu. Og nu. Og nu. Og her er mennesker at holde i hånden, når du ængstes. Her er roser at beskue og føle taknemmelighed over. Her er vidnesbyrd om ånd overalt omkring os. Dem må vi tyde og tro. Og ikke blot tro, fordi der var engang en baby og en opstandelse, for det er det samme som at tage alting bogstavligt. Gud er ikke et bogstav i en bog. Gud er ikke noget for længst overstået. Gud er nu. Dit nu. Det sker når tiden får evighedskarakter. Det sker midt i hverdagen at nuet får tiden til at gå i stå og evigheden træde i stedet. Evigt liv er troens og åndens forudsætning. Evigt liv er at et brød kan være gudgivent, en blomst himmelsk og en hånd at holde i noget andet end knogler om knogler, men kærlighed om kærlighed. Evigt liv er noget vi får netop når vi tror at verden er så meget større end at vi skal skrælle kartofler for at overleve. Evigt liv er at skrælle kartofler til en man elsker. Måske sig selv. For evigt liv er noget vi er i, fordi vi er væsener som ikke kun er af ler, men fik indpustet ånd. Den, der bevæger sig. Den, der ikke lader sig fange som en flue i harpiks, som et spøgelse i en krop. Evigt liv er en holdning. Evigt liv sker når vi genkender at Gud er i vores verden som en tilgængelig part, som vi kan bede til, kende, forholde os til, tro og håbe.

Og derfor er det af og til, måske endda jævnligt, tro på trods. På trods af vi ikke var der engang. På trods af at Gud er noget fraværende i det, på trods af at troen ikke lader sig indfange, men må udfoldes. At leve med Gud – altså når ånden i os for lov at vise at den er forbundet til himmelen – det er at stå op og løfte blikket og se, hvordan tilværelsen er så meget større end bare i dag og i morgen. For der var engang og for enden af den gang – er du. Midt i livet.

Prædiken af Asbjørn Hansen

Jesus kom til verden med en særlig opgave! Hans ambition var at forandre verden – at give mennesker håb og lys og kærlighed. Han talte imod smålighed, overfladiskhed, grådighed osv., og han viste med sit eget liv, hvordan et liv i barmhjertighed og imødekommenhed ser ud. Om Jesus kan man roligt sige, at han var i verden, men ikke af verden.

Det er også vores opgave. Et kristent menneske har lagt det materielle og det jordiske bag sig for at tragte efter et liv som det, Jesus viste os – fyldt med kærlighed, tjenestesind og åndelighed. Vi er ikke længere af verden, men vi er fortsat i verden. Vi skal give det videre, vi selv er blevet mødt med: barmhjertighed, glæde, fryd og fred. Vi skal vise, at der findes noget andet og bedre end at følge blindt efter dem, der er styret af egoisme og penge. At Kristus herliggøres i os indebærer, at andre mennesker kan se på os, at vi bærer noget stort og glædeligt indeni. At Gud har mødt os med tilgivelse og befriet os fra skyld og skam. At det er fantastisk at leve, som Jesus gjorde det: I tillid til Gud, i tjeneste for vores medmennesker.

De første kristne vægtede det meget højt at fortælle om Kristus. Det måtte ikke drukne i praktiske gøremål, som at sørge for uddelingen af mad til de fattige enker. Men tingene skulle gå hånd i hånd. Det er utroværdigt, hvis man taler om næstekærlighed og barmhjertighed, og så lader det blive ved snakken. Der skal både være en tid til at tale og en tid til at handle. En tid til det sociale og en tid til det åndelige. Det er på den måde, vi bliver lys og salt i verden.

Og her er Jesus selv forbilledet. Man kunne godt sige, at han var et postbud. Han kom fra Gud med budskaber om, hvor meget Gud elsker os mennesker. At han vil tilgive os vore fejltagelser. At han vil hjælpe os i livet og hele de sår, vi pådrager os.

Men Jesus omsatte også ordene til handling. Han elskede mennesker. Han tilgav mennesker deres fejltagelser. Han hjalp mennesker og trøstede dem, der havde sår på sjælen. Og måske var det i virkeligheden hans vigtigste måde at fortælle om Guds kærlighed på. Jesus stod ikke i modsætning til sit budskab. Han var troværdig, fordi han med sit eget liv viste, hvordan et liv i kærlighed og barmhjertighed ser ud.

Vi skal selvfølgelig gøre det samme. Sætte handling bag vores ord. Når vi kalder os kristne, må vi også leve som vores læremester har lært os. Hvad det betyder for dig og mig, må vi hver især finde ud af. Men vi ville være nogle værre hyklere, hvis vi hylder kærligheden, omsorgen og tjenersindet uden at omsætte ordene i praksis.

Et ekstremt eksempel er Frans af Assisi. Han levede for 800 år siden. Han var søn af en rig, italiensk købmand og stod til at overtage sin fars forretning. Men han blev ramt af det, han hørte i kirken. En dag hørte han ordene fra Matthæus evangeliet kapitel 10: ”Gå ud og prædik… I har fået det for intet, giv det for intet. Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter, heller ikke en taske til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav. For en arbejder er sin føde værd.” For Frans var konsekvensen en beslutning om at leve fattigt og nøgternt for at intet materielt skulle overskygge hans vigtige mission: at vise kærlighed og hjælpe de svage. Så snart han var ude af kirken, tog han sine sko af, lagde sin kjortel fra sig og iførte sig en brun landmandskjortel med et reb om livet. Sådan gik han klædt resten af livet. Bortset fra hvis nogen bad om hans kjortel – så forpligtede han sig selv på at give den væk og finde en anden. Nu var han fri og parat til at gå ud i verden som Jesu discipel.

Hvis alle kristne gjorde som Frans, ville verden ikke kunne fungere. Men hans konsekvente, helhjertede og meget bogstavelige reaktion på de ord, han hørte, kan inspirere os i dag.

Tænk på lignelsen om den barmhjertige samaritaner: Var det præsten, levitten eller samaritaneren, der var den overfaldne mands næste? spørger Jesus sin tilhører. ”Det var Samaritaneren”, svarer manden. Og så siger Jesus: Gå du hen og gør ligeså.

Gå du hen og gør ligeså? Jamen, Bibelen siger jo, at det ikke er vores fromme gerninger, der betyder noget i Guds øjne! Det er rigtigt, men med vores liv kan vi fortælle vores medmennesker om Guds kærlighed. Vi skal have samme sindelag som Jesus. Frans af Assisi sagde: ”Prædk evangeliet overalt. Brug om nødvendigt ord.” For med vores handlinger kan vi herliggøre Gud i en verden, hvor bedrageri, mobberi, hykleri, selvhævdelse, mismod, frygt, skadefryd og alt muligt andet skidt ellers råder.

Det er ikke svært. Jeg ser det ske hver dag, dér hvor jeg bor. Jeg ser mennesker hjælpe hinanden med praktiske ting som at få slået græs eller hugget brænde. Give plads til en i køen i supermarkedet, der står med få varer og venter. Besøge hinanden, når en er syg. Opmuntre med anerkendende ord eller klap på skulderen. Hjælpe en dårligt gående over vejen. Give knus og kærtegn. Velsigne hinanden. Bede for hinanden. Ligesom Jesus bad for os. Sådan bærer vi Guds herlighed ud i verden og gør ord til handling.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App