15.05: Er det i orden, når Jehovas Vidner missionerer ved folks hoveddør?

28:18

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Anne-Marie Nybo Mehlsen, Vigersted . Født 1966 i København, hvor jeg voksede op. Omgivet af en naturvidenskabelig familie, stod det ingen steder skrevet, at jeg skulle blive præst, men ét eller andet har tidligt gjort stort indtryk på mig. Faktisk var det min hensigt at tage klassisksproglig linje i gymnasiet, men familiens milde pres betød, at jeg endte med matematik. Det satte en trods i mig, der betød en herlig omvej omkring musikstudier i nogle år med mange studierejser og ophold i Europas hovedstæder, inden jeg overgav mig og begyndte teologistudiet. Jeg ville gerne være præst på landet, langt fra København, og mit første embede blev på Mors i tre små landsogne. Efter knapt fem år savnede jeg skov, og følte mig langt fra venner og familie på Sjælland. Det bragte mig til Vigersted og Kværkeby i dec. 2000. Gennem årene har jeg efteruddannet mig i sjælesorg, til retræteleder og supervisor og glæder mig dagligt over at være præst her på mangfoldige måder for mange slags mennesker i mange slags situationer.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt,  læse den her

Kristian Østergaard, Sorø Klosterkirke Jeg er 47 år, gift og har to børn. Jeg har siden 2003 været sognepræst i Sorø Klosterkirke. Desuden er jeg litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad, hvor jeg også har min egen klumme: ”Ugens debat”. Jeg holder foredrag om bl.a. Storm P. , Shakespeare og Kierkegaard og har skrevet tre bøger om litteratur og teologi: ”Mod en stjerne”, ”Skriften på væggen” og ”Ansigt til ansigt” – alle på forlaget Hovedland. For år tilbage oversatte jeg også Sylvester Stallones erindringer, og jeg er gået i hans fodspor for så vidt som jeg bruger en del timer på fitness. Sorø er jo en traditionsrig by og for år tilbage besluttede min forgænger at genoplive Grundtvigs tanke om ”Skolen i Soer”. Og det er nu faldet i min lod, at bestyre den forretning, som består i tre højskoledage på Sorø Akademi med deltagere fra nær og fjern.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Anne-Marie Nybo Mehlsen

Du skal en tur med på stranden, - sådan en hed sommerdag, hvor den mindste smule luftning er velkommen, og man jævnligt er nødt til at dyppe sig i bølgen blå, for at klare varmen. Du har selvfølgelig en parasol med, så du kan sidde i skygge og undgå at blive solforbrændt. Men hver gang du skal ned til vandet skal du gennem glohedt sand, så varmt, at det næsten ikke er til at holde ud, stikkende, brændende og ubehageligt. Hedt sand. Sådan kan sandhed føles, den ulidelige sandhed, som andre sommetider ynder at konfrontere os med.

Så er det godt at være klædt ordentligt på, - som det mindste at have et par klip-klapper.

Tøj beskytter os, ikke kun mod sol og brændvarmt sand, men også i hverdagen, hvor tøjet i høj grad præsenterer, hvem vi er – eller rettere, hvem vi ønskes at se som. Det sidder fast på den indre skærm med billedet af kejseren, der promenere rundt i undertøj eller bar figur i den indbildning, at han er uangribelig i al sin herlighed.

H.C. Andersen viser os er med ”Kejserens nye klæder”, hvad sandhed og troværdighed er, ved at bytte om på indre og ydre. Historien er evig aktuel. Sandhed og troværdighed handler om overensstemmelse imellem det ydre og det indre. Om at være ét med det, man siger – gøre det i praksis. ”Tag mig på ordet”, siger vi og mener, at det vil vise sig, at det, jeg siger, holder. Hvis du handler på det og stoler på mig, så vil det vise sig at være sandt.

Sandhed og frihed. Det er store ord, man kan godt blive lidt blegnæbbet af at tumle med. Hvornår føler du dig mest fri? Hvilken slags frihed er det, du tænker på? Er det frihed fra noget eller frihed til noget? Sandsynligvis føler du dig mest fri, når du er sammen med nogen, der kender dig godt. Når vi skal sætte ord på, er det noget med at ”kunne være sig selv” – som om det præciserede noget som helst. Hvornår er du mest dig selv? Hvornår er du ikke dig selv? – for det er du åbenbart ikke altid, når frihed er forbundet med at kunne være dig selv?

Alligevel ved vi, hvad vi taler om, når vi taler om friheden i bare at kunne være den, vi nu engang er. Vi ved endda noget om, hvad vi så ikke er, når bare vi er os selv. Det er langtfra det samme som at være ubegrænset, ubehøvlet, ukærlig eller udeltagende. Når vi taler om at være os selv, som vi er, så indgår der en relation til nogen. Ingen regel uden undtagelse, der er muligvis dem, der helst udfolder sig helt alene eller helt på egne præmisser, – men lad dem vandre på den øde strandbred for sig selv, lige nu.

Vi skal tilbage til stranden, vi startede på; vi er taget på strandtur med familien, dine kæreste, dine bedste venner, dem, der kender dig. Og du føler dig fri til at være den, du er, og derfor kan I tale om dybere og væsentligere emner end vind og vejr. Ja, I kan tale sammen om alt i en skøn blanding af dyb alvor og let humor, stort og småt mellem hinanden. I kan sammen afprøve synspunkter og spille bold, blive klogere og lære af hinanden. I er i det daglige sikkert hinandens forbilleder og mentor for hinanden på et utal af måder. I dette fællesskab er der mulighed for at udfolde sine evner, her kan du vokse som menneske.

I stoler på hinanden og tager derfor også hinanden på ordet, I handler i tillid til, at det holder. Grueligt galt går det, hvis nogen af jer svigter den tillid, for at blive svigtet eller forrådt af sine nærmeste er det værste. Når det sker, hvis det sker, så lærer vi en hel del om, hvad tilgivelse og forsoning er for noget; hvad det kræver af os. Vi lærer også, at det er et Guds under, når og hvis forsoning og tilgivelse lykkes, fordi det nye, som opstår i kølvandet er stærkere og dybere, end det som var før. Det gamle er forbi, det samme vender aldrig tilbage, men noget nyt er blevet til.

Med denne dag på den solvarme strand har du forhåbentligt nogle billeder og egne erfaringer af, hvad de store ord sandhed og frihed betyder i dit eget liv. Det er paradoksalt, men sandt, at dér, hvor vi føler os bedst påklædt, trygge og tilpasse i eget skind (og tøj), er dér, hvor vi er bedst kendt og set for, hvem vi er – på godt og ondt, med styrker og svagheder. Dér, hvor de fejl og mangler, vi selv kan remse op (og dem, de andre har fået øje på ;-), er set, er kendt og bliver båret.

Det allervigtigste ved det frirum, vi oplever hos vores nærmeste, det handler om friheden til at være den, vi vil vise os at være, altså i fremtiden. Den store frihed, hos dem, vi elsker og elskes af, består i tilliden, der sætter os fri til at udvikle og forandre os. Hvis ikke vi i vore relationer er frie til at udvikle os, så bliver vi hurtigt færdige med hinanden. Hvis du og jeg har dannet os et billede af hinanden, en færdig forestilling, som ikke tåler forandring, så har vi ikke andet end en fordom, en dom fældet én gang for alle, for al fremtid. Det tager både friheden og fremtiden fra os. Vi har gjort os færdige med hinanden.

Når vi taler om at lære hinanden at kende, og fryder os over at vokse sammen med årene, vi deler liv med hinanden, er det netop fordi vi i alle relationer lever af friheden til at kunne forandre os, vi lever af at give hinanden en fremtid.

Sådan forstår vi godt, hvad Jesus taler om med de store ord, sandhed og frihed. Sandheden om os, lærer de, der elsker os at kende, så godt som noget menneske nu kan kende sandheden om hinanden. Sandheden om Jesus vil de og vi lære at kende, når vi hengiver os i tillid til hans ord. Når vi tager ham på ordet og lever i det gudsforhold, han inviterer os ind i. Så vil det vise sig….Hvad vil vise sig? At Jesus er Guds Søn, og at med ham er Gud på færde i vores liv som den elskende.

I Guds kærlighed sættes vi fri til at have en fremtid, sættes fri til at forandre os. Og hvis du spørger efter, hvad den forandring vil gå ud på, så kan du igen spejle dig i dine nære relationer.

Dér, hvor du sammen med dine kære, føler dig mest fri og bare er dig selv, som vi siger; - det er paradoksalt nok også dér, hvor vi mest glemmer os selv. Dér, hvor vi du er tryg, sættes du fri af dig selv, og glemmer lykkeligt alle forbehold og enhver tilbageholdenhed. Du giver dig hen, for det handler ikke om dig, men om den anden, de andre, dine nære og kære. Mit barn, min elskede, mine søskende, min næste. De øjeblikke, hvor det lykkes, viser os, hvad Guds rige er, og hvad det er, Jesus taler om.

Jesus viste selv at have en tillid, en tro, der viste sig i en suveræn frihed. Fri, hvor han færdedes overalt blandt mennesker, og hjemsted overalt under himlen. Ingen ondskab kuede ham, menneskers sygdomme, frygt, skyld, skam og ukærlighed kunne han tage til sig, på sig, uden at gå til grunde af det. Tværtimod forvandlede Jesu de mennesker, han mødte og satte dem fri.

Vi forandres af at lære Gud at kende, som han viser sig i Jesus. Vi forvandles af at leve i troen, i tilliden til ham. Vi bliver sandere mennesker, suverænt frie i den lykkelige selvforglemmelse, i hengivelsen til livet, som det fordrer os nu og her. Vi bliver hele tiden fornyet af Gud, - det hedder syndernes forladelse og handler om, at Gud under os en fremtid, en stadig forvandling, en kærlighedens gennemlysning. Vi bliver kærligere, modigere, stærkere af den sandhed, når vi giver os hen til den.

Så er det tid at tage hjem fra stranden og det hede sand, tid at tage tøj på igen. Nyt tøj, den kærlighedens bløde kappe, som vi hører om ved enhver vielse: I er Guds hellige, udvalgte og elskede! Ifør jer nu som tøj på kroppen, den inderlige barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed. Vis overbærenhed og tilgiv, som I selv har brug for at blive tilgivet. Alt det er tegn på, at I af Gud er indhyllet i kærlighed, som er det fuldkomne bånd mellem Gud og mennesker – et bånd, der binder stærkere end noget andet, ved at sætte os fri.

Prædiken af Kristian Østergaard

  Det er jo et pragfuldt ord. Frihed. Men hvis friheden skal være det sidste ord om den menneskelige eksistens, går eksistensen i stykker. Hvor man bare vil være fri, visner alt omkring én og bliver til ørken. Ja, hvor eksistensen søges gjort vægtløs og abstrakt, skal dens tyngede og konkretion hævdes. Man kan nyde at være alene, men det er kun fordi, man ved, at fællesskabet er indenfor rækkevidde. At være fri giver kun mening, såfremt vi også kender ordet bundet. Der er tilsyneladende tale om modsætninger. At være fri eller at være bundet. Men Jesu pointe i dag er, at man først for alvor er fri, når man er bundet.

Vi kender jo alle børnebogen om Palle alene i verden. Historien begynder med, at Palle vågner tidligt og ikke kan finde hverken mor eller far. Han løber ud for at lege. Alt er øde og tomt, så han går på gaden, for han er helt alene i verden. Han forsyner sig med slik og driver rundt i parken, men snart længes han ikke bare efter sin mor og far, men også sine legekammerater. Han går ud og sætter sig i en flyver og han letter og flyver så ind i månen, og da vågner Palle forskrækket op: ”Åh, mor jeg drømte, jeg var alene i verden og kunne gøre lige hvad jeg ville, men blev ked af at være alene”.

Det er i begyndelsen vidunderligt at være fri af alle bånd, men Palle skal snart opdage, at den totale frihed samtidig også er den absolutte ensomhed. Altså er absolut frihed ikke noget, vi i virkeligheden ønsker. Det er ikke godt for mennesket at være alene, hedder det i begyndelsen af Bibelen.

Den frihed Jesus taler om på denne søndag, handler både om frihed i de mellemmenneskelige forhold, men rigtignok også i forholdet til Gud. Kirkeligt set gælder det, at vi er børn af huset, og det er dejligt at være det, for så ved man, at man både er kendt og elsket af Vorherre.

Og at vi er frie, men vi er ikke frie i absolut forstand. Vi kan ikke gøre totalt som vi har lyst til, for det ved vi, at uanset hvilket hjem vi kommer fra, så er der samtidig et fællesskab, som vi skal respektere. Dvs. der er nogle regler. Hvis der ikke findes spisetider, så bliver det vanskeligt nogensinde at komme til at spise sammen, eller hvis vi hver søndag er i tvivl om, hvornår der er gudstjeneste, så er det svært at komme til at fejre højmesse sammen.

Så hvis vi spørger Gud, om vi må være frie, er svaret ja. Men spørger vi til gengæld Gud, om vi må være frie for Ham, er svaret nej.

Derfor er pointen den, at den sande frihed udfolder sig indenfor fællesskabet. Den absolutte frihed fører også til absolut ensomhed. Det var det Palle erfarede. Sand frihed har indbygget en bundethed til fællesskabet.

Hvad lever vi af på denne jord? Af det vort hjerte hænger ved, og som vor sjæl har hjemme i. Alt, det der er givet os, familien, kirke, venner, kolleger. Det, vi ikke selv har valgt, men som Vorherre har valgt os til at vi skulle leve i og være tro mod og overtage som vor opgave.

I dåben er det Kristus vi bliver bundet til, og det er ikke et bånd, der forhindrer hverken glæden eller friheden. Nej, det er faktisk sådan, at vi først kommer til at svæve frit, når vi i tro og håb er bundet til Kristus: Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.. Ja, sandheden om Gud og om os sætter os frie til at leve

Sådan handler kristendom om, at vi i selve udgangspunktet hører Gud til, men at vi ikke altid vil indse det, og at vi undertiden kapper linen. Linen ja, for egentlig kan forholdet mellem Gud og menneske sammenlignes med dragen, der er sat fast i linen. Det tænkte jeg på forleden, da jeg så en drage i luften. Prøv at sætte en drage op og klip så linen over, så falder dragen til jorden, men hold derimod fast i linen, og se så hvor mange kunster en drage faktisk kan præstere: den kan lave loops, bratte opstigninger og pludselige dyk.

Uden Gud er vi som drager uden en line, men takket være Jesus Kristus er vi sat frie til at flyve ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til”. Står der i NT.

Vi er skabt til at suse på himlen, og i bekendelsen til Jesus Kristus er det ham, der med sin line sørger for at vi kan flyve, svæve og folde os ud.

Jesus udnævner enkelte steder i Det ny Testamente mennesker til at være frelste, men langt oftere lyder opfordringen fra hans mund: Følg mig! Den, der følger, er selv aktiv, hvorimod den, der frelses, er passiv. Og det er måske noget af det, vi i højere grad skal lægge vægt på i kristendommen. For hvem gider melde sig på et hold, der på forhånd tilkendegiver, at strategien udelukkende er defensiv?

Og i mine øjne er kristendommen det mest fremadrettede og dristige budskab, der nogensinde har lydt, og jeg mener derfor også, at kristendommen må forandre vores måde at forholde os til livet på. Kristendom handler ikke først og fremmest om, at vi skal give afkald på en lang række ting. Nej, det handler om, at vi skal vove meget mere i vores liv.

Jesus fortæller i lignelsen om de betroede talenter, at tre mænd hver især fik betroet nogle talenter. To af mændene satte dem på spil og fordoblede gevinsten, hvorimod den tredje begravede sit talent i jorden af lutter ængstelse. Vorherre roste de to, der havde satset og vundet, mens den tredje fik en regulær skideballe. Søren Kierkegaard elskede lignelsen så meget, at han digtede en fjerde mand til, som også havde investeret sine talenter, men desværre satte dem overstyr. Og på en konkret og behagelig umisforståelig måde, spørger Kierkegaard: ”Mon han dog ikke snarere fandt tilgivelse end hin forsigtige?” Jovist. Kristendommen spillede i det 20.århundrede en afgørende rolle i bekæmpelsen af de totalitære diktaturer. Da den verdensberømte fysiker Albert Einstein i slutningen af trediverne måtte forlade Tyskland, sagde han: ”Jeg har ikke før brudt mig om, hvad kirken har sagt. Men nu ser jeg, at den er stedet for åndelig frihed og sandhed.”

I det 21. århundrede er det min overbevisning, at vi måske i højere vil få brug for evangeliet som det, der kan åbne vores øjne for, hvordan vi får farve, spænding og eventyr i tilværelsen, så vi med Mark Twains ord opnår et liv, hvor selv bedemanden bliver bedrøvet, når vi forlader det. Amen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App