24.04: Bør juridisk kønsskifte være tilladt?

27:52

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Karin Bundgaard Nielsen, Asnæs Jeg blev født i 1972 i tjenesteboligen til det, der i dag er Den rytmiske Højskole, dengang en lille landsbyskole i Jyderup, Odsherred. Jeg kommer fra et skolelærerhjem med klaver. Sang fra salme- og højskolesangbogen har jeg fået ind med modermælken og kirkegang har været en ganske naturlig del af min opvækst. Jeg er nummer fire og sidste i søskenderækken. Vi mistede min storesøster ved en drukneulykke i 1982, en voldsom hændelse, som har været med til at forme dybderne i livet for mig. I 1999 afsluttede jeg teologisk embedseksamen og kort tid efter blev jeg ordineret til mit første embede som barselsvikar i Hagested og Gislinge sogne ved Holbæk. Jeg var så heldig at kunne springe lige fra vikariat til fast stilling som sognepræst i Skibby sogn, hvor jeg virkede i 7 rigtig gode år. I januar 2008 gjorde Odsherred sin stærke tiltrækningskraft gældende igen – og min familie og jeg rykkede teltpælene op og rejste over fjorden fra det ene herred til det andet. Jeg blev ansat i Asnæs sogn, hvor jeg nu på 7. år nyder min hverdag som sognepræst. Jeg er tillidsrepræsentant for præsterne i provstiet og formand for KViST, Folkekirkens Skoletjeneste, som dækker naboprovstiet, Holbæk, med. Fodbold har altid været min yndlingssport. Engang (for mange år siden!)foregik det i Danmarksserien – i dag på det lokale dameseniorhold i Asnæs. Min mand, Henrik, er generalsekretær i Kirkefondet – og sammen med vores tilsammen fem børn elsker vi at tilbringe tid på pisterne i Østrig, i sommerhuset på Odden og at følge hinanden på livets forunderlige veje og afveje…

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt,  læse den her

Morten Brøgger, Kirke Stillinge Jeg er 46 år, er født og opvokset i Himmerland og læste teologi i København. Jeg har været præst i Kirke Stillinge og Hejninge sogne siden 2000. Jeg er gift med Inger Brøgger og har tre børn i skolealderen – og to hunde. Jeg har interesseret mig for tysk teologi i 1900-tallet og forsket i teologerne Karl Barths og Friedrich Gogartens indbyrdes forhold. Jeg holder foredrag om Folkekirkens aktuelle situation, Tidehverv, Paulus, Martin Luther, Søren Kierkegaard og Friedrich Gogarten og nazismen. Jeg er siden 2013 medudgiver af bladet Tidehverv, hvori jeg også har offentliggjort artikler og prædikener.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Karin Bundgaard Nielsen

Du skal nyde før du kan yde!

”Hov, hov stop en halv – du skal huske, at du skal nyde før du kan yde.” Jeg ved ikke hvor mange af jer, der har fået den formaning indprentet af forældre eller andre, der har kunnet tillade at belære og irettesætte. Det tror jeg måske ikke så mange har – hvorimod det modsatte nok har gjort sig gældende som formaning gentagne gange: ”Hov, hov stop en halv du skal yde før du kan nyde.!”

Man kan jo f.eks. ikke begynde med at ta´ den kølige pilsner inden græsset er slået – det er først noget man gør bagefter, når arbejdet og sliddet skal nydes. Du skal yde før du kan nyde. Ligesom lommepengene for at tømme opvaskemaskine eller at gå ud med skraldet også først falder når arbejdet er gjort. Og helt op på samfundsplan – så er langt de fleste lønmodtagere også bagudlønnet – sådan at månedslønnen først kommer ind på kontoen, når arbejdet er gjort.

Menneskers lov er oftest efter devisen: Du skal yde før du kan nyde.

I dag i evangeliet hører vi om den helt modsatte sammenhæng – for troens liv gælder det, at du skal nyde først. Du skal nemlig nyde før du kan yde! Først når du er dig bevidst om at være omfavnet af Gud, at være elsket – kan du gi´ videre af den kærlighed. Ja, du kan faktisk ikke andet, for kærligheden lever af, at blive givet videre! Med dåben som det kirkelige ritual begynder livet i og med troen. Dåben er gaven - den er nydelsen – det faktum, at du fra en helt spæd begyndelse fortælles, at du er elsket og omfavnet af Gud – også selvom du endnu ikke har haft muligheden for at bevise, at du har fortjent den gave.

At leve i tro er at leve med en gave og en opgave! Guds kærlighedserklæring er gaven – opgaven er at leve af den og lade den fylde i dit liv så du mærkes af dens styrke og betydning. Troens gave skal nemlig pakkes ud – og det bliver den hver gang vi deler den med andre – når vi giver kærlighedens og opstandelseshåbets budskab videre.

Du mærker kærligheden fra et andet menneske når du gengælder den – når du svarer tilbage: ”Jeg elsker også dig!”. Det er ord som må ud – hvad enten vi kan finde ud af at udtale dem, eller har lettere ved at gi´ dem udtryk med handling eller væremåde. Kærligheden kan aldrig bare efterlade os apatiske og ligeglade, indesluttet og lukket om os selv. Kærligheden byder os at reagere udadvendt mod den som har tilsagt os den.

På samme måde med Guds kærlighed – den gengælder vi ved at være hinandens næste. Gud ønsker ikke slagtofre af os eller at vi gentager en særlig bøn til ham et vis antal gange, at vi isolere os i en meditationstrance eller sidder på kirkebænken hver søndag – men derimod at vi deler den kærlighed med hinanden som Gud én gang har fortalt, at han elsker os hver i sær med!

For at gøre det skal vi være bevidste om, at vi allerede har fået kærlighedens gave – vi skal vide os elsket af Gud, kende til dåbens løfte og indhold. Derfor skal vi nyde før vi kan yde!

I begyndelsen af evangeliets beretning hører vi om disciplen Peter – han er en værre karl – han er højtråbende og vist da i den grad også toneangivende. Og meget hurtigt bliver Peter også ham, som Jesus sætter i spidsen for discipelflokken. Peter er også den første som afgiver den rigtige bekendelse til Jesus – at Jesus er den levende Guds søn. Man kan sige, at den bekendelse svarer til vores dåb. Ved dåben afgives også den rigtige bekendelse – og oftest for et lille barn, der endnu ikke ved hvad denne bekendelse indebærer. Man kan måske næsten lidt frækt sige, at Peter er som det lille barn, han ved heller ikke hvad bekendelsen indebærer, selvom han selv afgiver den. For aldrig så snart bekendelsens ord er røget ud af munden på ham, får han sagt og gjort helt det forkerte – det som på ingen måde passer til bekendelsens ord – og Jesus må råbe irettesættende til ham: ”Vig bag mig Satan!”

Men Peter fratages ikke den særlige position af den grund. Det er som om, at man ikke kan dumpe, når man først har mærket bekendelsens ord i sig – Peter når endda at fornægte ethvert kendskab til Jesus hele tre gange der i ypperstepræstens forgård, da han lige inden det bliver langfredag bliver spurgt, om han dog ikke var sammen med ham Jesus og kender ham. ”Nej!” råber han så det gjalder - også tredje gang!

Alligevel hører vi om, hvordan Jesus som den opstandne er i samtale med Peter. Peter har gjort det mest skamfulde af alt – fornægtet sin mester og bedte ven. Han har dermed diskvalificeret sig selv til samvær. Skammen isolerer Peter. Men Jesus giver ikke slip – giver ikke op – selv om han ved, at Peter lige har fornægtet ethvert kendskab til ham, spørger Jesus alligevel Peter, om han elsker ham… Og efter hvert bekræftende svar, som Peter afgiver, giver Jesus ham sin formaning – ”Vogt mine lam, vær hyrde for mine får!” Jesu kærlighed er ikke smålig – den lader ikke Peter sidde i skammekrogen alene tilbage - den møder ham derimod på ny med en tillidserklæring. Der er stadig noget at gøre for Peter, der er stadig brug for ham – han er ikke bare blevet ligegyldig og glemt derovre i sin ensomhed og isolerede tilstand.

Det er måske i virkeligheden den største kærlighedserklæring vi kan gi´ et andet menneske – Når vi siger: ”Jeg har brug for dig, jeg kan ikke undvære dig – din hjælp og støtte er vigtig for mig!” Den kærlighed, der lever af, at være til i det vi kan gøre for hinanden.

Sjælesorgssamtaler synes jeg ofte kan have netop det fokus, der har med kærlighedens praksis at gøre. Hvad kan jeg helt konkret gribe og gøre i? Enken, som er blevet alene, gammel og svagelig måske. Spørgsmålet kan melde sig: ”Hvorfor skal jeg overhovedet være til, hvis ingen længere har brug for mig og ingen længere kalder på min hjælp eller jeg ikke længere har kræfter til at gøre gavn?”

Forleden forestod jeg en begravelse af en mand midt i 80´erne. Han havde mistet sin kone 20 år siden – og hans sønner fortalte, hvor svært det var for deres far, at komme videre med sorgen over tabet af deres mor dengang. Men så skete der det ”heldige” – at den ene af sønnerne pludselig i den grad fik brug for sin fars hjælp. Helt konkret og meget lavpraktisk – nemlig hver eneste morgen til at komme hjem, give hans to små børn morgenmad og følge dem i skole. Uden farens hjælp, fortalte sønnen, havde hans dagligdag ikke kunne hænge sammen – og uden hans behov for hjælp af en helt praktisk karakter, var ingen af sønnerne sikre på, at deres far vor kommet så godt videre og igennem den første svære sorg.

Det er tankevækkende, hvor meget vi mennesker faktisk har brug for at blive kaldet på og brugt. Hvor meget vi har brug for at gi´ videre af alt det vi har i os – fordi vi én gang selv har fået det givet!

Jesus spørger Peter gentagne gange om hans kærlighed og hver gang giver han ham en opgave. Peter bliver fortalt, at han stadig kan bruges – også på trods af alt det, der netop er gået forud med fornægtelse, forrådelse og svigt!

”Du ved alt om mig!” – siger Peter til sidst, da Jesus spørger ham tredje gang. Som om han siger, ”Du ved jo hvad mit Ja er værd – du ved, at de andre gange jeg erklærede dig min kærlighed faldt jeg straks efter i og gjorde og sagde præcis det som jeg ikke burde. Du ved alt om mig!” – ”Ja!”, siger Jesus, ”det gør jeg – og jeg har stadig tillid til dig: Vogt mine får!”

Ligesom Peter gav vi den rigtige bekendelse ved vores dåb, ligesom Peter ved vi, hvad det vil sige at falde i, at sige og gøre præcis det modsatte af det vi bekendte os til – og ligesom Peter er vi alligevel stadig en del af fællesskabet med Gud og mennesker!

Troen er en gave og en opgave – de to ting kan ikke adskilles. Troen, håbets og kærlighedens gave lever i os hver gang den deles med andre og deri ligger opgaven. Tænk at vi – ligesom Peter – stadig kan bruges til noget… Lad os nyde den gave det er ved at gå ud herfra kirken i dag og dele det budskab med vores medmenneske. Amen

 

Prædiken af Morten Brøgger

Peter undrer sig over, at Jesus spørger ham, om han elsker ham. Det ved du, svarer han. Endda to gange og tredje gang understreger han, hvad han mener, da han siger: „Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.“ Og svaret afslører en mistanke hos Peter, at Jesus ikke spørger om, det han godt ved, men at Jesus måske spørger, fordi han – da han ved alt – måske også ved, at Peter ikke elsker ham inderligt nok.

Derfor undrer Peter sig ikke kun, men han bliver bedrøvet, ikke over at Jesus ikke har tillid til, at han svarer ærligt, men over sig selv, at han, som fornægtede Jesus hele tre gange blot et par timer efter, at han havde sværget ham troskab til døden, at hans kærlighed endnu ikke er trofast nok.

Men mon ikke det er, som det så ofte før er skildret i evangelierne, og som Jesus sagde lige ud til Peter, da han vaskede hans fødder den sidste aften inden sin død: „Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.“ Måske har Peter ikke grund til at blive bedrøvet. Det er muligt, ja endda sandsynligt, at Peter misforstår situationen og hører noget andet i spørgsmålene, end der er ment med dem.

Hvad Jesus gør, er netop ikke at bebrejde ham hans fornægtelse ved at minde ham om den, eller ved at tvivle om hans kærlighed. Det er nærmest det modsatte. Han rejser Peter op efter hans fald. Han genindsætter ham i det forhold, han ved sin fornægtelse var faldet ud af. Forholdet til Jesus selv, forholdet til de andre disciple, og i den opgave, der ligger deri.

Hvis Jesus virkelig ville bebrejde ham hans fornægtelse eller gøre ham det klart, at han stadig er uværdig, og at hans kærlighed for svag, ville han så overhovedet stille disse spørgsmål? Jesus stiller spørgsmålene, fordi han ønsker at høre Peter forsikre ham om sin kærlighed til ham. At han nærer dette ønske, vidner om hans egen kærlighed til Peter. Det vidner om, hvordan Jesus også i den henseende delte vilkår med os mennesker, ja hvordan han selv var et sandt menneske, og ikke en halvgud, at han blev glad ved at høre Peter erklære sin kærlighed. Og fordi dette gav ham glæde, ville han høre det igen. Derfor viser spørgsmålene i virkeligheden, at Jesus elsker Peter. For det er den, der selv elsker, der glædes ved at modtage et tegn på den elskedes kærlighed igen og igen.

Vi kender det fra forelskelsen, hvordan de forelskede igen og igen erklærer hinanden deres kærlighed. Men ikke kun de forelskede glædes over tegn på den andens kærlighed, det gør enhver, der elsker. At elske og vide sin kærlighed gengældt er den menneskelige kærligheds glæde. Højere vished for kærligheden gives ikke, og netop derfor viser denne trang hos Jesus til at høre Peter bekræfte sin kærlighed til ham, at hans kærlighed er menneskelig.

„Vogt mine lam, vær hyrde for mine får!“ Svarer Jesus. Og så kunne man naturligvis godt få den samme mistanke som Peter. Jesus har en opgave til Peter, men først vil han lige sikre sig hans troskab. Det virker som en slags eksamination. Men det er noget andet, der er på færde. Det er ikke så meget en opgave, Jesus pålægger Peter, der er tale om, og som han først skal sikre sig, at Peter vil være i stand til løfte. Opgaven er ikke så meget en, Jesus pålægger ham, som det er en, der udspringer af kærligheden selv. Kærligheden vil altid ytre sig i gerninger. Ønsket om at erklære sin kærlighed og vide sin kærlighed gengældt, er ikke et ønske om inaktivt at synke i en dyrkelse af kærligheden som ren følelse. Så ville kærligheden i denne bevægelse forandre sig til sin modsætning: til selvkærlighed.

I kærligheden derimod er man ikke til for sig selv og kan ikke have nok i at pleje og dyrke sine følelser, men i kærligheden er man til for den, kærligheden gælder, og ønsker at glæde den elskede, hjælpe den elskede, dele det, der er ens eget, med den elskede.

Når Jesus derfor siger: Vogt mine lam, vær hyrde for mine får, så giver han måske nok Peter en opgave, men det vil være mere rigtigt at sige, at han fortæller Peter, hvordan hans kærligheds trang til at være til for den elskede skal ytre sig. Jesus ved, at han snart vil være borte, og at han derfor ikke konkret kan være genstand for de kærligheds gerninger, som Peters kærlighed vil ytre sig i. Derfor indsætter han sine menneskelige brødre og søstre i sit eget sted.

Vi kender det sted, hvor Jesus sætter lighedstegn mellem brødrene og sig selv: „Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.“ Han siger ikke, at elske et andet menneske er ligesom at elske mig, men han siger, at elske et andet menneske er at elske mig. Den kærlighed du viser et andet menneske, viser du dermed Jesus. Han er ét med vores næste. I vores næste kan vi se Jesus, for den kærlighed vi viser vores næste, viser vi Jesus. Vil Peter vise Jesus kærlighed, må han derfor elske sin næste.

Jesus rejser Peter op og genindsætter ham i det forhold, han var faldet ud af. Og i de sidste mærkelige udsagn lader han endda Peters overmodige løfte om, at han ville give sit liv for Jesus, blive opfyldt i en forudsigelse. Sådan forstår Johannes, der har skrevet evangeliet det, i hvert fald. Han siger: Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Hvad var det da, han sagde om Peters død? „Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.“ Han siger om Peters død, at han ville komme til at lide den modvilligt. Han vil blive ført hen, hvor han ikke vil.

Og til allersidst, siger Jesus til Peter: „Følg mig!“ At følge Jesus efter er således ikke noget, man heroisk tager på sig som opgave, men det er snarere en skæbne man får, og som man ikke kan undslippe. Vogt mine lam, vær hyrde for mine får! Det var den opgave, kærligheden til næsten, omsorgen for den kristne menighed, der blev årsagen til Peters død. Vi ved, at Peter efter al sandsynlighed døde som martyr under kejser Neros forfølgelse af de kristne.

Det at ofre sig og lide for sin tro eller for sin kærlighed, er ikke en opgave, man tager på sig, men det er som sagt snarere en skæbne, der bliver én til del. Sådan er det, hvis man skal forstå det Jesus siger, som møntet på Peters død. Hvad Peter lovede i sin ungdoms overmod, nemlig at give sit liv for Jesus, vil han modstræbende komme til at fuldføre i sin alderdom. Følg mig, siger Jesus. Men han lover ikke, at det bliver lettere at følge ham end det var for ham at gå foran. Peter skal selvsagt ikke følge ham i at være en frelser. Det er Jesus. Peter skal ikke frelse nogen med sin død. Men han skal vidne om frelseren. Han tale skal være vidnesbyrd om Jesus, og hans liv og død skal være vidnesbyrd om Jesus. Og det ville ende med, at Peter føres hen, hvor han ikke vil.

Kristendommen er ikke en dødskult, hvor det er et formål i sig selv at blive martyr. Som Jesus i Gethsemane Have bad om at måtte slippe for at gå i døden, således skal Peter også kun modvilligt lide døden. Lad dette bæger gå forbi mig, dog ske ikke min vilje, men din, bad Jesus. Der er ikke noget særligt fint eller noget ekstraordinært fromt ved at dø, tværtimod, når mennesker må lide for deres kristentro og måske endda dø for den, er det også altid et vidnesbyrd om vantroen, om fjendskabet mod Gud og sandheden, at det har magt i verden. Amen

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App