17.04 Kødets opstandelse - skete det virkelig?

28:08

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Mette Marie Trankjær, Horbelev, Falkerslev Født i Odense i 1962,efter bifagseksamen i fransk skiftede jeg til teologi, og har siden 1998 været præst i Horbelev og Falkerslev sogne på Falster, hvilket altid har været og er en stor glæde. Interesserer mig særligt for prædiken og for gudstjenesten i sin helhed. Underviser sangere og organister i gudstjenestepraksis og leder retræter via www. Refugiet Lolland-Falster. Er en syngende, vandrende læsehest med øjnene vidt åbne for alt stort og skønt ! Gift på 25. år med sygeplejerske Ole Fransen og har tre voksne børn. Har bidraget til Prædikenvejledningerne 'I første række' og 'I anden række' og ved mine dejlige menighedsråds mellemkomst er det også blevet til udgivelsen af prædikensamlingen 'Omgivelser '

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt,  læse den her

Sanne Bojesen Kristensen, Viskinge og Aunsø født i 1964 i Tårnby på Amager og blev student 1983 – men begyndte først i 1986 at læse teolog, som blev afsluttet med Kandidat-eksamen og Pastoral-seminarium i 1996. Herefter fik jeg embede i Nyvangskirken, Kalundborg, da den faste sognepræst havde fået 3-års orlov til at rejse til Grønland og være præst der. Efter de 3 år i Kalundborg fik jeg embede i Slagelse – i Havrebjerg og Sct. Peders, hvor jeg var fra 2000-2009, hvor jeg søgte og fik mit nuværende embede i Viskinge-Aunsø Pastorat i Svebølle, Kalundborg. Jeg har altid været ”kirkeligt- aktiv” - i ”Søndagsskole”, konfirmandklub, kristent studenterarbejde – både som deltager og som leder - så det lå på sin vis ”ligefor” at gøre det ”fuldtids” ved at læse teologi og blive præst.  Forinden har jeg dog også haft ansættelser som sygehjælper, hjemmehjælper, kirkesanger, pædagog-medhjælper og kirketjener – samt været ”supervisor-assistent” på en arkæologisk udgravning i Israel fra 1990-96.  På ”hjemmefronten” er jeg gift på 17.år med Henrik, som er organist, og sammen har vi to piger, som bliver 11 år i næste måned.

Søndagsprædiken

Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

.

. .

-->

Prædiken af Mette Marie Trankjær

  Påskedag 2014 Året 2014 begyndte på en særlig måde for mig, fordi jeg tilbragte fire uger på Loyola Hall i England i selskab med Ignatius af Loyolas åndelige øvelser. Den store pakke, om jeg så må sige. Flere har spurgt om jeg ville fortælle om den tid, men indtil nu har jeg faktisk fortalt ret lidt. Det er der flere grunde til. Den vigtigste er, at oplevelsen har været så righoldig, at jeg nærmest ikke har vidst, hvor jeg skulle begynde, en anden grund, er at man sommetider skal lidt på afstand af begivenhederne for at kunne tale eller skrive om dem. Sådan har det også været for dem, der skrev evangelierne ned. Selvom man på en måde føler, at man er lige dér ved den tomme grav, så er begivenhederne først skrevet ned langt senere og efter mange års mundtlig overlevering nået frem til evangelisterne, der så har skrevet ned.

Hvis man skal sige noget om, hvad man har med sig fra en 30dages retræte, så skal det være andet end almindelig nysgerrighed og interesse, der kalder på det, og det gør evangeliet til i dag i høj grad. Det er nok det stykke jeg kender bedst, fordi jeg læser det hver gang, der er bisættelse eller begravelse. Dvs. langt oftere end juleevangeliet eller dåbsbefalingen. Denne her tekst synger i mit blod. Så meget, at jeg faktisk en juleaften for år tilbage var lige ved at komme galt afsted. Da jeg nåede til englens ord til hyrderne: ”Frygt ikke, thi jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket, i dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren”; så var jeg lige ved i stedet for at kommet til at sige, som englen siger til kvinderne i dag : ”Frygt ikke, jeg ved at I leder efter Jesus den korsfæstede, han er ikke her, han er opstået som han har sagt”.

Og selvom det er det bedste af alle budskaber, så var det jo at foregribe begivenhedernes gang noget at sige de ord en juleaften. Men det siger noget om, hvor dybt de ligger. Og det er både godt og ondt. Det er godt fordi det giver en fortrolighed, en hvilen i det velkendte. Når jeg engang har glemt, hvad jeg har lært, så tror jeg på, at Mættæus ’ord om opstandelsen stadig vil være hos mig.

Hagen ved det alt for velkendte er at man sommetider glemmer at skønne på det, holder op med virkelig at høre det, man bliver immun over for det, som overfor en remse. Man glemmer måske lidt hvad ordene egentlig formidler, og i hvor høj grad man lever af dem. Men det blev jeg sandelige mindet om på retræten i England.

Retrætens 3. uge er viet til at meditere på Jesu lidelseshistorie. Faktisk havde jeg frygtet den uge, for jeg synes langfredag, kan være rigelig lang. Så nu at se frem til flere dage i selskab med den lidende Jesus Kristus. Det virkede ikke tillokkende, og hvad mere var, jeg vidste ikke hvor længe den uge ville vare, for ugerne i Ignatius’ øvelser er ikke lige lange og man ved aldrig på forhånd, hvornår en given uge slutter.

Den dag vi havde brugt på at meditere på korsfæstelsen ved at tygge drøv udvalgte steder i lidelseshistorien og havde fået Jesus gravlagt, da tænkte jeg, at nu, nu måtte vi da nå frem til opstandelsen, for den måtte jo komme. Men nej. Da jeg kom til min vejleder næste morgen, fik jeg at vide, at jeg nu skulle tilbringe en hel dag med at meditere på de 14 korsvejsstationer. Og jeg burde have regnet det ud, fordi jeg på det her tidspunkt havde opdaget, at én af Ignatius kæpheste er repetitionen, for det er med repetitionen fordybelsen kommer. Endnu hel dag i selskab med Jesu forhånelse og lidelse på vej til Golgatha. For min skyld. Det var skrap kost at se frem til og ikke nok med det. Den næste dag skulle jeg slet ikke til vejledning, for den næste dag, fik jeg at vide var ” tombday” gravlæggelsesdagen, en slags påskelørdag. Dagen mellem langfredag og påskemorgen, dér hvor alt er tabt, og stilhed og larmende kaos hersker i uhellig samdrægtighed. Stenen er rullet for. Jesus er i graven.

Men i gang måtte jeg jo, og jeg tror heller aldrig jeg glemmer de 14 korsvejsstationer : Den første hvor Jesus dømmes af Pilatus. Den anden hvor han får korset lagt på skulderen for at bære det til Golgatha, Den tredje, hvor han falder første gang. Den fjerde, hvor han møder sin mor, og jeg tænkte på de sted i Jerusalem på Via Dolorosa, hvor der er to små fodaftryk i klippen, der hvor man mener Maria stod. Den femte hvor han Simon af Kyrene tvinges til at bære korset. Den sjette hvor han møder Veronica, hende der rækker ham svededugen. Den syvende,hvor han falder 2. gang. Den ottende, hvor Jerusalems kvinder græder og klager over ham. Den niende, hvor Jesus falder 3 gang. Den tiende, hvor de tager de tøjet af ham. Den ellevte, hvor de lægger ham på korset og nagler ham fast. Den tolvte, hvor de rejser de korset op. Den trettende, hvor tager de ham ned fra korset. Den fjortende station, hvor de lægger de ham i graven.

Gang på gang en hel dag igennem fulgte jeg disse 14 stationer, som var afbilledet i kirken på Loyola hall, og dvælede ved dem jeg frygtede mest. Det var som om jeg skyldte det. Når han kunne gennemgå det, så skulle jeg kunne være i, at det skete. At nogen skulle gennemgå det. På grund af mig. Var det virkelig nødvendigt? Det kan være så svært at forstå, at en almægtig Gud er nødt til at gribe til dette her, men det gør han, fordi han vil at vi skal forløses indefra og det bliver vi ikke i et snuptag, det bliver vi langsomt, og det begynder med Jesu lidelse og død.

Da jeg for sidste gang lå på gulvet i kirken foran det billede, hvor de lægger Jesus i graven, da hørte jeg pludselig noget for mit indre øre. Nemlig ordene fra Händels arie:” I know that my redeemer liveth ! ”Altså jeg ved min forløser lever! Men i samme øj blik rejste der sig et modspørgsmål i mig: ”Men hvad hvis han ikke gør?” Hele næste dag, som jo altså var denne tombday, påskelørdag, hvor jeg ikke talte med et mennesker, da var det de to sætninger, der konstant lød i mig. ”Jeg ved min løser lever ”– og ” hvad hvis han ikke gør”.

Jeg gik og gik hele dagen. Så på markerne og naturen, menneskene og gaderne, så den allerførste vibe en februardag på en engelsk pløjemark, eller rettere, jeg hørte den, før jeg så den.

Denne lange, lange påskelørdag, hvor jeg hverken spiste, drak, hvilede eller talte med nogen var som et limbo. Gudstjenesterne var vi også den dag forment adgang til, og det var faktisk ikke så enkelt, når man på det tidspunkt var blevet vant til at gå til gudstjeneste to gange om dagen. Al struktur blev taget fra én. Og dét var da al struktur blev taget fra mig, det gik på for mig hvad der strukturerer min horisont. I løbet af denne kaotiske dag blev det mere og mere klart for mig i HVOR høj grad, jeg lever af opstandelsens virkelighed. At ordene fra Mattæusevangeliet ikke bare er ord på papir, de er levende ord, der formidler en levende virkelighed, som sætter hele min horisont. Spørgsmålet ” men hvad hvis han ikke gør ? ” tog al kraft og farve ud af omgivelserne, tog alt kraft ud af mig, for jeg lever på ingen måde af min egen kraft.

På retræten gik det op for alvor op for mig, at jeg simpelthen er sat til i Guds store stikkontakt, som er fyldt med opstandelsesstrøm, allerede nu. Den ligger ikke bare gemt i himlene, som en uforkrænkelig uvisnelig arv, den er en levende virkelighed hver eneste øjeblik.

Det er som Händel siger i den arie, jeg hørte for mit indre øre den dag og som vi nu skal høre:

”Jeg ved min forløser lever, og han vil stå med åbne arme på den yderste dag, og selvom orm skal opæde denne krop, skal jeg se Gud i min krops kød, for Kristus er opstået fra de døde, som førstegrøden af dem, der sover.”

Større glæde findes ikke. Glædelig påske!

Prædiken af Sanne Kristensen,

Gudstjeneste i Viskinge-Aunsø Påskedag 20.april 2014 ”Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad overfor graven”.

Med de ord sluttede læsningen Langfredag om Jesu forfærdelige lidelse og død. Han var blevet domfældt, pisket, korsfæstet og død – og lagt i graven – og Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad overfor graven.

Maria Magdalene kender vi – synes vi – i al fald efter den fantasifulde fortælling om Da Vinci Mysteriet – men i Bibelen selv fortælles der ikke meget om hende – andet end at hun var blandt de kvinder, der havde fulgt Jesus og apostlene på deres vandring i Galilæa – og nu også til jerusalem – og sørget for dem af egne midler – og i nogle af de skrifter, som ikke fandt vej til Bibelen, da den blev samlet, dér var Maria Magdalene, synes det, Jesu nærmeste fortrolige – til stor undren – og til jalouxi for de andre disciple som Peter og Mattæus.

Og også her nævnes hun altså ved navn – og man fornemmer hendes særstilling som en discipel, som Jesus elskede særlig højt – og som i al fald for sin del også elskede og ærede ham med hele sin sjæl og hele sin styrke.

Og ved hendes side står ”den Anden Maria” – mor til Jakob og José hører vi et andet sted – og vi forstår af dette, at denne ”Anden Maria” er ingen ringere end Jesu egen Mor, Maria – som altså også har fulgt ham og sørget for ham på vandringen fra Galilæa. Og nu står de så – side om side ved Jesu kors – og side om side som de eneste ved gravlæggelsen – og side om side denne påskemorgen, hvor de går ud for at se til graven..

Og her begynder påskemorgens velsignede glæde!

For idét de kommer ud til graven væltes stenen fra graven – og afslører dens indre som gabende tomt – for han er ikke her. Han er opstanden fra de døde! – og det er ikke engang som en vittighedstegning, der i de seneste dage har floreret på nettet – hvor vi ser de to vagter halvsovende og dvaske – hvor den ene spørger den anden: ”hvad var det ikke dig? Hvem var det så, der lige sagde ”god Morgen”? – og så ser man – på vej ud af billedet – hælen af en mand i en kjortel – gående i retningen væk fra graven, hvor stenen er væltet fra..

For i evangeliernes beretninger, der ER graven tom idet stenen væltes fra – som om Jesu legeme er forsvundet som dug for solen – og efterladt sin grav og ligklæderne som de var, da han blev lagt i den – men han selv er borte og er der ikke mere – for han er opstanden! Og længere bagom beretningerne kommer vi nok ikke – for vi vil ikke kunne forstå det – andet end at vi vil kunne forstå det så langt, at for Gud er alle ting mulige – og for ham, der ved ét eneste skabende ord skabte livet og lyset og alt det vi til daglig tager for givet og selvindlysende logisk og ikke ville kunne være til foruden – han kan jo da også at ét eneste ord nyskabe og genskabe og genrejse Jesus så han skønt død og lagt i graven ikke er der mere – og dog alligevel møder sine disicple igen – i møder bag lukkede døre, hvor han pludselig står iblandt dem og siger ”Fred være med jer!” – eller som englene til kvinderne: Frygt ikke!

Og vi forstår det ikke – og kommer næppe heller til det med vores forstand – men må ”nøjes” med apostlenes vidnesbyrd om det i evangelie-skrifterne, vi har fået overleveret – og i Paulus’ breve ikke mindst – og de andre breve i vores Nye testamente, der vidner om den helt, helt grundlæggende tro på, at Jesus fra Nazaret – skønt korsfæstet og død og lagt i graven – på 3. dagen var opstanden fra de døde – ja Apostlen Paulus kan gå så vidt at han kan sige: - Hvis døde ikke opstår er Kristus ikke opstået – og hvis Kristus ikke er opstået er , er vores tro forgæves, for så er vi endnu i vores synder - og selv dem, der er døde i troen på opstandelsen for evigt fortabte – og vi vil være de ynkværdigste af alle mennesker … Men nu ER Kristus opstået fra de døde – og paulus selv har mødt ham – og Peter har mødt ham – og 500 troende har på én gang set det samme – og han kan om Kristus derfor jublende sige: I ham har vi forløsningen – syndernes forladelse – og som en rød tråd går det igennem alle evangeliefortællingerne og det nye testamentes skrifter, at Jesus fra Nazaret, den korsfæstede også er den opstandne – han, som ”blev stadfæstet som Guds Søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde.”

Helt, helt grundlæggende går det, at den korsfæstede netop ved sin opstandelse ses at være Guds Søn.

”I Ham har vi forløsning”, siger Paulus – og i læsningen, vi lyttede til inden dåben lød det, at det netop var ved Jesu Kristi opstandelse at Gud i sin store barmhjertighed genfødte os til et levende håb – til ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, som ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved tren bevares til en frelse, der heldes rede til at at åbenbares i den sidste tid. – Da skal I juble….”

Det levende håb, som Gud ved Jesu Kristi opstandelse har genfødt os til er altså håbet ikke blot om vores egen opstandelse til evigt liv – men også håbet om syndernes forladelse – for ”hvis Kristus ikke er opstanden er I endnu i jeres synder”.. – Men nu ER Kristus opstået fr de døde… og i ham HAR vi forløsning og syndernes forladelse.

For det var det, der var essensen i Jesu død og opstandelse. At han skulle ”forløse os”. – At han ved sin død skulle give sit liv som frikøbelses-sum – som ”løsesum” for mange – han skulle være stedfortræder – og han skulle være soning for alt det vi i menneskeheden har forbrudt af ondt i mødet med hinanden og overfor Gud – helt fra Adams og Evas synd til det som jeg, den enkelte har gjort som har sat mig uden for fællesskabet med min næste – og dermed også forvoldt et brud i det fællesskab, som jeg havde med Gud.

Alt det tog han på sig – og lod sig dømme stedfortrædende - for ved sin død at skaffe også mig - den enkelte – soning for alt det, vi havde forbrudt – så vi ikke længere skulle være under fortabelsens endeligt – men under Guds nåde ved Jesus Kristus. Og i hans opstandelse blev han godtgjort at være Guds Søn.

I opstandelsen vises vi, at Jesu ikke døde for sin egen synds skyld – men for vores – for døden kunne ikke holde ham. Den havde ikke noget at sige ham på – eller holde ham tilbage på – og han opstod – og overvandt døden – og giver dermed også os med sig et håb om evigt liv og om opstandelse fra de døde når den tid kommer også for os. Ja faktisk ER den jo kommet også for os allerede. For opstandelsen – den er også her og nu – i det nye liv, som leves ud af den tro på Kristus som skænkes også os i mødet med ham. - For Jesu opstandelses kraft var ikke kun noget, der var dengang – men noget som også i dag er en virkelighed for den enkelte, som ved troen og dåben kommer til at høre ham til.

Og mange er de mennesker – også i dag – som kan vidne om Kristi opstandelseskraft i deres liv. Som kan vidne om, hvordan de i mødet med Kristus som den Opstandne fik nyt mod og nyt håb – og en helt ny begyndelse til at leve et helt nyt liv.

Mennesker, som ikke ellers havde kunnet tilgive – hverken sig selv eller andre – og heller ikke selv havde kunnet bede et andet menneske om forladelse – eller bede om tilgivelse hos Gud – men som fandt ud af, at tilgivelsen er en mulighed, som findes – og som fandt ud af, hvor befriende og frisættende det er at leve der, hvor tilgivelsen er en mulighed – både min tilgivelse af andre – men også min egen tilgivelse fra Gud og andre mennesker. At det ER som en ny begyndelse. som en opstandelse hos den enkelte til et helt nyt liv – det er som at få begravet det gamle – og lægge det fra sig – og opstå til et helt nyt liv i troen på Kristus.

Og med de billeder taler også Paulus om dåben – at den er som en begravelse af alt det gamle – at vi begraves med Kristus i dåben til døden – for også som han at opstå til et helt nyt liv.

Og det var ikke tilfældigt, at døbefontene i de gamle kirker blev lavet så dybe – for man skulle dykkes helt ned – og begraves og druknes – for som renvasket og nyfødt – og genfødt – at opstå af dåbens vand til et helt nyt liv.

Og af alle dage var Påskelørdag den helt store dåbsdag, hvor de dåbskandidater, der nu var klar til det efter flere års oplæring, blev ført ind i menighedens forsamling og døbt ved neddykning til at opstå til et helt nyt liv.

Og sådan har vi fortsat det i dag – ved at døbe et helt nyt lille dåbsbarn og lade også Ida blive genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Og det nye liv? – Det kan i det ydre være ligeså usynligt som det nye liv, der vokser frem i et æg.

Påskeægget er jo kirkernes gamle opstandelses symbol – for som livet voksede og trivedes i usynlighed bag æggeskallens forseglede ydre – sådan var jesu grav forseglet og lukket – og dog var den livets fødested. Og endag blev selv forseglingen brudt – og ud af graven trådte livet – for Kristus er stærkere end døden.

Og sådan er også vores opstandelsesliv stærkere end frygten og stærkere end døden – og også for vores opstandelsesliv har vi brug for at se, hvordan Kristus overvinder døden – og også i vore egne liv lader troen og håbet og kærligheden vokse og leve så også vi en dag er nødt til at bryde ud af vores egne livs æggeskaller – og gå ud i livet – det levende lysende – og leve det med tak og ære til ham, som gav os livet tilbage ved selv at dø - og ved at opstå – og give også os ved troen på ham et håb om et evigt liv, som varer trods døden. Amen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App