Nogle forældre får foretaget en abort, fordi deres barn lider af Downs Syndrom – mongolisme. Er det i orden? Se hvorfor præsterne Jesper Blomgren fra Udby og Jesper Bacher fra Lolland siger nej. Vores vært Rasmus Birkerod udfordrer dem.
Jesper Bacher, Tirsted, Vejleby, Hillested, Skørringe Født den 28. februar 1971, cand. theol. fra Aarhus Universitet 1999, samme år sognepræst på Lolland. Fraskilt far til tre. Elsker af teologi som tanketjeneste for evangeliet og ynder af ord til klargørelse og opbyggelse. Offentlig debattør og mediekommentator på Kristeligt Dagblad. Nyder af maltwhisky og henført af løbeglæde.
Søndagsprædiken
Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her
Jesper Blomgren, Udby, Ørslev .
Jeg bliver 40 år til sommer og bor i Udby, på den skønne gamle præstegård, hvor Grundtvig også er født. Sammen med Mette, som også er præst, har jeg tre børn som går i skole og børnehave. Inden jeg blev sognepræst i Udby og Ørslev, for mere end 8 år siden, arbejdede jeg blandt andet hos Amnesty International som fundraiser og foredragsholder. Tiden på Amnesty har præget mit livssyn og indstilling til mennesker i denne verden. Jeg nyder at rejse og har opholdt mig længere tid i dels Australien og Indien. I Indien interesserede jeg mig for religionsmødet samt kristendommen som minoritetsreligion. Siden 2008 har jeg været feltpræst og betjener i dag Den kongelige Livgarden, som holder til ved Høvelte kaserne. Som feltpræst har jeg været udsendt til Afghanistan på ISAF hold 14. Når folk spørger mig, om jeg kan sørge for godt vejr, plejer jeg at svare, at jeg i forhold til Gud ikke har med driften at gøre, men udelukkende salg og marketing.
Søndagsprædiken
Du kan, når prædikenen er afholdt, læse den her
Søndagens tekst:
.
. .
-->
Prædiken af Jesper Bacher
”Er folkekirken andet end højmesse, perlegrus og kirkekoncerter” ? Sådan lyder et spørgsmål, som Kirkens Korshær stiller til folkekirken. Spørgsmålet skal henlede opmærksomheden på, at der bruges millioner af kirkekroner på højmesser, perlegrus og kirkekoncerter, mens det diakonale arbejde, kirkens sociale arbejde, godt kunne bruge flere midler. Kirkens Korshær vil minde folkekirken om denne opgave, som organisationen også selv er sat i verden for at varetage. Er en seng for natten ikke vigtigere perlegrus på kirkegården, er menneskelig omsorg ikke lige så vigtigt som højmessen, og varmer varmestuen ikke mere end den typiske kirkekoncert? Sådan kunne man spørge videre i forlængelse af det første spørgsmål. Det bør dog tilføjes, der er stor forskel på højmesser og så perlegrus og kirkekoncerter. Perlegrus og kirkekoncerter kunne kirken være foruden. En kirke uden højmesser, eller gudstjenester, ville derimod slet ikke være en kirke. Spørgsmålet består imidlertid, for ikke at sige den anklagende pegefinger, som dog også har karakter af en udstrakt hånd til mere samarbejde om diakonale opgaver.
Man kan og bør altid diskutere, hvordan man bruger pengene bedst, men folkekirkens midler er underlagt nogle bindinger, som sætter grænser for deres anvendelse. Disse bindinger kan naturligvis ændres, men det er også værd at se ud over budgetter og paragraffer og se hen til en vis kvinde, som blev verdensberømt for sin ødselhed. En kvinde, hvis gerning ikke skal bruges mod det diakonale arbejde – det ville være et groft misbrug - men til eftertanke og besindelse på kirkens væsen.
Vi hører om kvinden i Markusevangeliet til Palmesøndag, hvor hun kommer ind i et selskab hjemme hos Simon den Spedalske. Jesus er til stede, og hun går målrettet efter ham. Ikke så snart står kvinden ved Jesu side, før hun bryder en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie ud over hans hoved. Det flyder med dyre dråber og en eksklusiv velduft fylder huset. Man siger, at penge ikke lugter, men det gør for mange penge parfume eller salve. Der er dog nogle, som slet ikke bryder sig om lugten i bageriet. Harmdirrende medlemmer af selskabet påpeger, at olien kunne være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige, og dengang lå en arbejders årsindtægt netop på omkring 300 denarer. Det er simpelthen for galt. En asocial luksus, økonomisk uansvarlighed, hovedløs ødselhed. Kvinden overfuses for sin tåbelighed.
Tænk sig, hvis det skete i dag. Hvis et sogn i folkekirken fyrede, hvad der svarede til en arbejders årsindtægt, af på den måde? Mon ikke det ville udløse en forside på formiddagsbladene og almindelig protest? Man kan se det for sig; menighedsrådsmedlemmerne, som flygter fra pressens nærgående spørgsmål, sognepræsten, som ikke ønsker at kommentere sagen, biskoppen, som beklager. Stor opstandelsen, ikke fra de døde, men af den altid latente forargelse ved overforbrug. I hvert fald de andres overforbrug.
Forargelsen i Simon den Spedalske hus er os ikke fremmed, men Jesus deltager ikke i forargelsen. Tværtimod, han tager kvinden i forsvar, siger hun har gjort en god gerning og salvet ham til begravelsen. Ja, Jesus erklærer ligefrem, at hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles om hende. Kvinden gik slet ikke i luksusfælden, hun gik lige ind i evangeliet, og siden er hendes gerning blevet husket overalt i den kristne kirke.
Hvorfor dog det? Hvad med mådehold og nøjsomhed, solidaritet og fattighjælp? Er nardusolien gået Jesus til hovedet, har velduften parfumeret lugten af elendighed, så den ikke længere krasser i næsen og river i hjertet?
Nej! Ingen skal beskylde Jesus for se bort fra menneskers nød, men han ser også dybere end den sociale nød. Meget dybere end den nød, som kan afhjælpes af Kirkens Korshær eller nogen anden hær af socialt bevidste mennesker. Han ser gudløshedens nød, også når den er klædt i fløj og silke, han ser dødens nød, også når den er klædt i ungdom og livskraft, han ser tomhedens nød, også den er i klædt i larm og selvsikkerhed. Jesus ser vildfarne mennesker, som raver rundt i mørket, mens de slæber på en dødvægt af skyld. Fanger af løgn, slaver af sig selv, trælbundne af begær.
Og kvinden - det er derfor hendes gerning er så mindeværdig- ser Jesus, som det han er, vores eneste hjælp i nøden. Hun aflægger ikke en trosbekendelse i ord og siger det heller ikke med blomster, hun viser det med nardusolie. Kvinden ødsler på Jesus, fordi han står for Guds ødselhed, fordi han spreder duften af tilgivelse, smagen af nåde og lyden af fred. Fordi Jesus er menneskers mål, begyndelsen på glæden og enden på håbløsheden.
I lyset af den overbevisning er det virkelig passende at ødsle. ”Hvis en mand gav al sin rigdom bort for kærlighed, ville man da ringeagte ham?” (Højsangen 8,7). Sådan spørges der i Højsangen, og selv om det nok kan give anledning til nogen ringeagt eller hovedrysten, så kan de fleste se, at nærighed rimer meget dårligt på kærlighed. Har man modtaget noget så stort, giver man hjertens gerne stort igen. Kvinden bryder alabastkrukken med den hundedyre salve, og op gennem kirkens lange historie har mennesker brudt andre alabastkrukker. De har ofret enorme mængder af tid og penge, muskelkraft og åndskraft på at bygge himmelstræbende katedraler, på at komponere kirkemusik, som får englene til at synge, på at skrive salmer, som gør høj af glæde og væve stoffer, som klæder kirkens tjenere i farvestrålende festdragter. Vel har motiverne også været blandede, men man skal ikke bagatellisere den gavmildhed og virkekraft, som kommer af tro. Selv den mindste landsbykirke, en mådelig salme og et beskedent alterbord spreder en duft af en anden verden midt i denne verden. I denne uge kom det i øvrigt frem, at vi har Danmarks dyreste kirker hernede i Lolland-Falsters stift, ikke fordi vi bruger så mange penge, men fordi vi ikke er så mange og knap så velbeslåede, men i af betragtning at kirken kostede Jesus livet, hvad er så 2. 380 kr. som er prisen pr. folkekirkemedlem på vores sydhavsøer? Det er i hvert fald langt fra en årsløn på nardusolie.
Men, Gud forbyde, at kirken bliver så opslugt af pomp og pragt, at facaden bliver vigtigere end indholdet og former vigtigere end medmennesker. En pragtelskende kirke er en uting, men en kirke, som elsker sin Herre, smykker gerne sandhed med skønhed og hylder sin konge på kongelig vis. Ikke for at imponere Gud, men fordi hjertet flyder over, hvis ikke med nardusolie, så med andre tegn på agtelse og glæde. En ufestlig kirke takker for lidt, fordi den tror for lidt. Det er noget krukkeri at sidde på sin alabastkrukke, den skal brydes, så velduften breder sig til alle i huset, til alle i kirken, til mennesker fra alle lag og klasser, til hele verden.
Der er ingen, som er så fattige, at de ikke bliver hovedrige ved at få del i evangeliet og ingen, så rige, at de er ikke ludfattige, hvis de mangler evangeliet. Når det er sagt, så er de fattige altid hos os, som Jesus siger det. Det skorter ikke på lejligheder til at gøre godt mod dem, der mangler og afbøde fattigdommen i alle dens former.
Kvinden i evangeliet udnyttede tiden og nåede at salve Jesus før hans død. På samme måde skal vi udnytte tiden, udnytte gudstjenesten til at lade skønhed og sandhed gå i hånd i hånd og udnytte dagene til at tage hånd om dem, som trænger til vores hjælpende hænder.
Hvordan det nærmere gribes an, er op til den enkelte. Er vi ikke til nardusolie, er der andre måder. Har vi ikke mange penge at give af, kan vi give vores tid og nærvær. Det er også det mest ødsle og generøse.
”Er folkekirken andet end højmesse, perlegrus og kirkekoncerter”? spurgte Kirkens Korshær. Selvfølgelig er folkekirken det, men kristendommen er også andet end diakoni, og uden den korsfæstede Herre er verden én stor fattiggård, uanset hvor mange kroner der bruges på socialt arbejde.
”Den er ene rig, der ejer, Jesus sig til salighed” skriver Ambrosius Stub. Det er værd at erindre sig på vej over perlegrusset ind til højmessen med den fattige næste og den rige Herre.
Kvinden med alabastkrukken og nardusolien vidste, hvad hun havde fået i Jesus, ved vi det samme, så sættes der et duftspor af kærlighed både til Gud og mennesker.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen
Prædiken af Jesper Blomgren
Prædikenen er endnu ikke på nettet