I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål
Thomas Hansen Jeg er vokset op på i gård på Haderslev Næs helt ud til Lillebælt. Jeg har været vant til hav og vand fra barns ben. Boende nu ved Storebælt på 18. år nyder jeg stadig at sejle og fiske og bade. Jeg stiftede bekendtskab med Sjælland første gang, da jeg tog studentereksamen på Høng Studenterkursus. Derefter blev jeg uddannet som Cand. Mag i historie på Aarhus Universitet. Senere blev jeg også Cand. Theol. fra sammen universitet. Efter endt studium arbejdede jeg I næste 8 år for den lutherske kirke i Nigeria med teologisk uddannelse af præster og lægfolk. Som formand for Mission Afrika i Danmark rejser jeg stadig en del til flere afrikanske lande for at være med til at hjælpe kirker og samfund. Jeg kom til Korsør for at være sognepræst ved Skt. Povls Kirke i 1995 og har altså været i Korsør i 18 år. Jeg er gift med en folkeskolelærer, med hvem jeg har 3 børn. Jeg er så heldig at jeg også har 3 børnebørn.
Du kan på søndag læse prædikenen her
Jeanette Capion
Jeg kom til verden i 1977 på Falster ind i en familie, hvor kerneværdierne er solidaritet, ansvar for fællesskabet og en særlig forpligtigelse på dem, der ikke har haft det let. Hos os ringede ingen landevejsridder eller skærsliber forgæves på, ligesom mit hjem var et skattet tilflugtssted for de i min klasse, som kom fra hjem uden det store overskud. Som en sagde for nogle år siden til gammel elevfest: ”Jeanette, du havde de sejeste forældre – de havde altid vores ryg og altid tid.” (Jeg håber, at mine børns klassekammerater engang vil sige det samme om mig.)Kristendommen fyldte og fylder ikke det store i min familie. Den er kommet til mig udefra. Jeg var meget nært knyttet til min farfar som barn, og da han blev dødssyg af kræft, meldte dødsangsten sig også på banen. Den lokale præst kom nogle gange på besøg for at tale med ham, og når hun gik var der ingen angst, kun fortrøstning og fred. Den kvinde blev et af mine helt store forbilleder – og det som hun gjorde for min farfar, blev min store drøm en dag at kunne gøre for andre. Næsten 20 år efter min farfars død blev jeg ordineret som præst i Helsingør Domkirke – og et år senere flyttede jeg til Kongsted, hvor jeg elsker at være præst. Jeg praler altid helt vildt overfor mine kollegaer af folkene, der bor i Kongsted. Jeg har Danmarks ubestridte bedste sognebørn, menighedsråd og personale.På det personlige plan kan jeg sige, at jeg er et stort legebarn med hang til fordybelse og lyrik. Jeg bor sammen med Jacob Støvring, der er præst i Halskov, vi har både dine, mine og vores børn. Ida på 14 år, som er smuk og klog, Magnus på 11 år, som er meget ærlig og kærlig, Hannah på 7 år, som er den mest betænksomme og omsorgsfulde lille pige- og Aksel på 1½ år, som er helt sin egen.
Du kan på søndag læse prædikenen her
Søndagens tekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.« Mattæus, kapitel 14,22-33